Indlæg

SUSPIRIA: Dragende dødedans, dystre hemmeligheder og urovækkende gru

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg elsker Dario Argentos originale horror-milepæl ‘Suspiria’ fra 1977. En farvemættet, visuelt indtagende og grusom skrækfilm. Det er den Luca Guadagnino har taget livtag med i sin nyfortolkning af den over 40 år gamle klassiker. Selvom her er nogle af de samme elementer i spil, så er den sin egen film og kan bestemt stå på egne gruopvækkende ben.

Vi ankommer til en danseskole i 1970’ernes Berlin. Den ambitiøse og talentfulde amerikanske danser Susie Bannion har sikret sig en plads på skolen, hvis kunstneriske overhoved er den enigmatiske Madame Blanc. Det står dog klart fra filmens start, at noget ikke helt er som det burde være på skolen, der udover de mange dansere også huser dunkle hemmeligheder.

Således inviterer Luca Guadagnino mig med ind i en sælsom og mystisk verden af dansende passion, urovækkende gru og skjulte sandheder i en møjsommelig fortalt, visuelt detaljerig og ambitiøs film. Den stritter, vrider og bugter sig i flere retninger både med sine karakterer og i sin flerforgrenende historie, der foldes ud med et politisk dirrende bagtæppe.

Jeg kastes med andre ord rundt i en film, der ikke sådan lige lader sig tæmme eller afkode. Ja, og hvorfor skal Tilda Swinton egentlig spille både Madame Blanc og ikke mindst den ældre herre Josef Klemperer, der med sit eget sideplot hvirvles ind i historien om danseskolen? Nej, det giver ikke umiddelbar mening – men det behøver det heller ikke at gøre.

For ‘Suspiria’ føles også som et eksperiment, der prøver ting af både narrativt og visuelt. En film, der improviserer og udfordrer sig selv. Det er der kommet en legesyg og levende filmoplevelse ud af, der måske nok er ujævn, men så absolut pokkers dragende hele vejen. En film, der er mange ting på en og samme tid: Smuk, klam, creepy, intens, mystisk, frustrerende og urovækkende.

Dakota Johnson er desuden indtagende og nærværende som Susie Bannion, mens Mia Goth som medstuderende vibrerer i fortællingen, der leverer op til flere forrygende scener. Lige fra nervepirrende danseprøver og natlige afsøgninger af skolen til kropsgrumme skrækscenarier. Luca Guadagnino har med ‘Suspiria’ kort fortalt skabt et tumlende bæst af en forførende horrorfilm.

– ‘Suspiria’ får 5 ud af 6 stjerner:

– ‘Suspiria’ får biografpremiere den 15. november 2018.

SUSPIRIA: Et stærkt, skræmmende og skrigende skrækværk


/i , /af

Biografanmeldelse: Den italienske skrækmester Dario Argento er en af mine helt store favoritter, så at hans nu 40 år gamle skrækværk ‘Suspiria’ fra 1977 i forbindelse med sit runde jubilæum har fået sig en opgradering til 4K jublede jeg selv sagt. Ikke mindst fordi, at det er en af mine favoritfilm, men også fordi, at den nu sættes op i en lang række biografer herhjemme den 31. oktober – mens den i få andre biografer spiller efterfølgende.

I filmen følger man den balletstuderende Suzy Bannion som tager fra New York til Tyskland, hvor hun skal gå på en danseskole i Freiburg. Hun ankommer i silende regn, hvor natten lyses op i blodrøde farver. Danseakademiet venter på hende, men det er også et sted, der gemmer på andet end ballerinaer og balletsko. For det er som om, der er noget okkult på færde i korridorerne…

Suspiria biograf 01

Mere behøver du ikke at vide om plottet i en film, der i ligeså høj grad lever og ånder af sin duperende og farverige visuelle side, sit iørefaldende samt skrækindjagende soundtrack. En både kulørt, skrigende og skræmmende film, hvor Suzys møde med den mystiske danseskole får gruen til ar drive ned af væggene, farverne til at skrige og soundtracket af Goblins til at trykke terroren helt ind i hjertet. Herligt.

Her males der med andre ord rent visuelt med de store og bombastiske penselstrøg, hvor brutale  skræktableauer medrivende og energisk foldes ud. Blandt andet med kulørte og spektakulære mord, der involverer grumme close-ups af både bankende hjerter, opspilede øjne og dybrødt blod til paranoiafyldte ture gennem danseskolens klaustrofobiske gange.

Suspiria biograf 02

Således forenes de visuelt og musikalsk spruttende elementer med et danseskolemysterie, hvor selve den imponerende og sirligt udsmykkede skolebygning bliver en enigmatisk karakter i sig selv. Med klamme maddiker, der indtager ballerinaernes værelser, mens hemmelighederne sitrer i korridorernes hengemte mørke.

Med ‘Suspiria’ har Dario Argento med andre ord skabt et mesterligt skrækværk, der bestemt hører til blandt alletiders bedste horrorfilm. Det står ganske enkelt ikke til diskussion – i hvert fald ikke i min og mange andres verden. Så forhåbentlig kan en række danskere, der endnu ikke er bekendt med filmen nu blive det – og det endda i en særdeles flot og ikke mindst vellydende version. Vi andre kan glædes over at gense filmen på det store lærred.

– ‘Suspiria’ får 5 ud af 6 stjerner:

5_6 - stars

– ‘Suspiria’ vises i en længere række udvalgte biografer landet over den 31. oktober – og spiller herefter i et noget mindre antal biografer. Så fang den i biografen inden det er for sent.

Suspiria biograf poster

7 fremragende film om kulter

/i , , /af

I Paul Thomas Andersons nye film The Master spiller Philip Seymour Hoffman den karismatiske kultleder Dodd Lancaster, mens Joaquin Phoenix er hans protegé. I den forbindelse anbefaler jeg syv fremragende film, der på hver deres måde også omhandler skræmmende kulter og lyssky fællesskaber. Du finder min anmeldelse af The Master her – og se flere ‘7 fremragende film’ her.

ROSEMARY’S BABY (instruktør: Roman Polanski, 1968)
Den skræmmende tvivl og alt det usagte får i Roman Polanskis mesterlige film lov til at lege ondskabsfuld kispus med både publikum og den gravide Rosemary. For hvad tumler naboerne egentlig rundt med og hvor meget foregår blot oppe i hovedet på Rosemary? Ja, selvom filmen har mere end 40 år på bagen, er den stadig et både nervepirrende og medrivende bekendtskab.

rosemarys baby kulter

THE WICKER MAN (instruktør: Robin Hardy, 1973)
Kultiske sange, dansende ritualer og uhyggelige dyremasker. Robin Hardys kultgyser er en både bizar, dybt fascinerende og skræmmende rejse udi indspiste fællesskaber og mystiske ceremonier. En helt unik film, der desuden rangerer højt på min liste over favoritfilm. Så har du kun set det ufrivilligt morsomme remake med Nicolas Cage, bør du straks få fingre i originalen.

wicker man kulter

SUSPIRIA (instruktør: Dario Argento, 1977)
Italienske Dario Argento er en personlig favorit og med Suspiria skabte han en både kulørt, larmende og ikke mindst chokerende film. Man følger her ballerinaen Suzy Bannions grufulde møde med en danseskole, der gemmer på andet end balletsko i skabene. Gruen driver ned af væggene, farverne skriger og soundtracket trygger terroren helt ind i hjertet. Herligt.

suspiria kulter

EYES WIDE SHUT (instruktør: Stanley Kubrick, 1999)
Mesterinstruktøren Stanley Kubricks sidste film omhandler en maskeklædt og orgieglad kult, der sender Tom Cruise og Nicole Kidman på en sælsom rejse ind bag lukkede facader. Man bliver her mødt af uudforsket begær og farlige lyster, der fornemt lader sig optrevle, men aldrig til fulde afsløre. En dragende film, der er indhyllet i uudgrundelig mystik.

eyes wide shut kulter

MARTHA MARCY MAY MARLENE (instruktør: Sean Durkin, 2011)
En film, der roligt, men sikkert tager et insisterende greb om sit publikum efterhånden som det går op én i hvor stort et omfang Martha er blevet hjernevasket af sin tid i en omklamrende kult. John Hawkes er skræmmende god som den egenrådige kultleder, mens Elizabeth Olsen nuanceret får portrætteret en pige i kamp med sig selv og sin fortid. En på mange måder fængslende film.

martha may kulter

RED STATE (instruktør: Kevin Smith, 2011)
Filmen udspiller sig i en flække i USA’s bibelbælte, hvor en gruppe fundamentalistiske kristne pryder bybilledet med hadfyldte demonstrationer imod homoseksualitet og andet, der ifølge deres bibellæsning fordærver verden – og de vil gå langt for at håndhæve Guds ord. Den ekstremistiske menighed holder således gryden lystigt i kog med denne herligt uimponerede bastard af gys, action, komedie og thriller. Dynamisk, fandenivoldsk og uforudsigelig.

red state kulter

KILL LIST (instruktør: Ben Wheatley, 2011)
Der gemmer sig dystre hemmeligheder lige under overfladen i den forrygende Kill List. En mørk rejse væk fra hverdagens spisebordsskænderier og langt ind i et sitrende vanvid, hvor volden hersker og det okkulte regerer. Jep, en urovækkende oplevelse, der med tålmodig insisteren knuger sig ondt om sit publikum. Her kan man ikke andet end hjælpeløst at følge med ind i det klaustrofobiske mareridt.

kill list kulter

INFERNO: Et vidunderligt inferno af skræk og rædsel

/i /af

Skjulte rum, kringlede korridorer og dystre hemmeligheder. Den italienske instruktør og manusforfatter Dario Argentos okkulte gyser Inferno fra 1980 er et sandt labyrintisk mareridt, der med en egen indre drømmelogik vrider sig sprælsk afsted akkompagneret af et forrygende lydtæppe og skarpladte farver.

Filmen tager sin begyndelse i New York, hvor den unge Rose, en yndig Irene Miracle er faldet over bogen The Three Mothers. Her læser hun om tre hekse, der holder til i hver deres hus, i tre byer verden over. Den ene, Mørkets Moder netop i New York – og måske endda i det hus, hvor hun bor. Inden vi ser sig om, er vi sammen med Rose dykket ned under huset i en skjult underjordisk sø (!). Scenen er både utrolig smuk, nervepirrende, makaber og surreel – hvilket i øvrigt kendetegner hele filmen.

Infernoer anden del i Argentos ‘Moder-trilogi’. Første del er det skrækindjagende mesterværk Suspiria fra 1977, mens tredje del, den ujævne, men underholdende Mother of Tears er fra 2007. Selvom Inferno er en opfølger til Suspiria, er der ikke meget andet end mytologien om de tre hekse, der binder filmene sammen, så du kan uden problemer starte her. Jeg kan dog kun anbefale også at få fat på de to andre.

Det kan være svært at finde hoved og hale i Inferno. Handlingen hopper nærmest delirisk frem og tilbage mellem både uforløste og uforståelige handlingstråde, der som løsrevne brikker i et makabert puslespil kun lader os ane en større sammenhæng. Desuden skiftes hovedpersonen ud op til flere gange. Netop denne nedbrydning af konventioner og det forventelige er med til at fremtrylle filmens både dragende, fragmatiske og skræmmende væsen.

For Inferno skal ikke give mening i en narrativ forståelig forstand. Her er en forståelig handling afløst af en nærmest fabulerende fortællestil, der synes at kunne gå i alle tænkelige retninger – præcis som et rigtigt olmt mareridt. Det rationelle er altså sat ud af spil til fordel for følelsen af at være fanget levende i et mareridt. Bl.a. er scenen i et auditorium, hvor kameraet hvirvler rundt i luften til tonerne fra Verdis opera Nabucco helt vidunderlig – det samme er en uhyggelig nattevandring i Central Park.

Inferno er en dybt fascinerende film forløst i forførende farver. En smuk rædselslabyrint, hvor man leder forgæves efter forløsende udgange. Så har man mod på et alternativ til de ofte forudsigelige blodsudgydelser, der ellers fylder godt på butikshylderne og i biografmørket, så giv Argento et forsøg næste gang du trænger til at blive skræmt langt ind i natten.

Ekstramateriale:
Man finder en fin, men ikke videre dybdegående dokumentar om Argento, An Eye for Horror (60 min.). Her deltager forskellige filmpersonligheder, som enten har været involveret i eller blot er fans af Argentos virke, bl.a. George A. Romero (Night of the Living Dead, Dawn of the Dead), John Carpenter (Halloween, The Thing) og Argento selv. Der er flere fine anekdoter, som bestemt gør den værd at se. Herudover finder biografier, fotogallerier samt trailere for Inferno og andre af Argentos film. Der medfølger også en lille informativ og indsigtsfuld booklet, der fornemt fører en rundt om filmen.


Originaltitel: Inferno, Italien, 1980
Instruktion: Dario Argento
Medvirkende: Daria Nicolodi, Irene Miracle, Leigh McCloskey,
Eleonora Giorgi, Sacha Pitoëff, Alida Valli, Leopoldo Mastelloni m.fl.
Spilletid: 102 min.
Udgiver: Another World Entertainment.

Et skrækindjagende tillykke Dario Argento

/i /af

En af mine personlige favoritter, den italienske horror-instruktør, manuskriptforfatter og producer Dario Argento har fødselsdag i dag. Han fylder 70 – så hermed sendes de blodigste og mest skrækindjagende lykønskninger af sted. I skal ikke snydes for lidt audiovisuel grusomhed. Herunder traileren til et af hans hovedværker, den farvestrålende og grufulde Suspiria fra 1977.

Der er efter signede et remake på vej af Suspiria. Det samme er der af hans mesterlige mordgåde Profondo Rosso. Men inden genindspilninger lander, så snup originalerne! Der er bl.a. udgivet en fremragende 2-disc udgave af Profondo Rosso her i landet. Og jeg kan kun anbefale at gå på jagt i Argentos skræmmende skattekiste, hvor man bl.a. også finder Tenebre, Phenomena og The Bird with the Crystal Plumage.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=gGkuEX2q9jk&feature[/youtube]

– Læs også 10 grufulde bud på Halloween-underholdning! – her indtager Suspiria en flot 2. plads.