Indlæg

STAND UP GUYS: En hyggelig og heftig all-nighter med Al Pacino og Christopher Walken

Der er både nostalgi på drengen og en smule sød sentimentalitet i den sorthumoristiske seniorer-krimi-komedie Stand Up Guys. Men man er bestemt i godt selskab, da det er de karismatiske herrer Al Pacino og Christopher Walken, man her følger i et yderst begivenhedsrigt døgn. Der venter således både bilræs, fester, unge damer og hårdkogte kriminelle samt et opgør med fortidens skelletter.

Pacino er den festglade og løsslupne Val, der løslades efter 28 års fængsel, hvor han har holdt mund om sine medsammensvorne – ja, en stand up guy (filmens titel, du ved). Hans bedste ven Doc, en noget mere sammenfattet og tilbagelænet Walken henter ham. Deres genforening bliver således starten på et døgn, hvor Val bare vil feste igennem – men Doc gemmer imidlertid på en skæbnesvanger hemmelighed.

Stand up Guys 02

Det er mere eller mindre uden egentlig retning, at man følger duoen, selvom der bag deres natlige eskapader er et plot, der binder filmen sammen – mere eller mindre. Den egentlig styrke er dog ikke plottet, der da også har sin del af afstikkere, men derimod Pacino og Walken. Ja, den havde du måske allerede luret – især en kåd og festglad Pacino synes at være i hopla, mens Walkens mere nedtonede præstation bringer en indtagende ro og følsom klangbund til de to.

Det er selvfølgelig kun et plus, at den altid gode Alan Arkin også gør dem selskab undervejs og at Mark Margolis ses i en mindre rolle som ond gangsterboss. Lidt yngre kvindeligt indspark bliver det også til, hvor blandt andet Lucy Punch bibringer quirky sødme som charmerende bordelbestyrer, mens Addison Timlin blot er sød som servitrice og Vanessa Ferlito er en hårdkogt kvinde med hævn for øje.

Stand up Guys 01

Men selvom castet på mange måder er indtagende og duoen i front hele vejen er godt selskab, lider filmen desværre under dens noget retningsløse struktur. Det har dog også sin egen charme af tilfældighed, men modarbejder samtidig også det overordnede plot, der trods alt forsøges fortalt – altså det om forholdet mellem Val og Doc, hvor Docs hemmelighed sætter deres venskab på prøve.

Så selvom filmen til tider mister en smule momentum og har problemer med helt at balancere drama og karakterstudie vellykket med skør og småsjofel humor, så lander Pacino og Walken i sidste ende på begge ben – selvom de undervejs er på vippen til at blive parodier på dem selv. Men ja, på trods af sine ujævnheder, er Stand Up Guys bestemt et bekendtskab værd – ikke mindst hvis man han en forkærlighed for Pacino og Walken – og hvem har ikke det. Tre stjerner med pil op.

Filmen 3/6: 3_6 - stars_LILLE

Stand up Guys 03

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen ser virkelig godt ud på Blu-ray og lyder mindst ligeså godt. Billedet står veldefineret, klart og med flotte farver hele vejen. Lydsporet spiller også godt med solide niveauer og klar dialog. Ekstramaterialet består af et ganske ok kommentarspor med filmens instruktør Fisher Stevens, der kyndigt guider en igennem filmen, idéerne bag og arbejdet med skuespillerne. Det er et tilbagelænet, men også informativt spor.

Herudover er der en making of, hvor cast og crew blandt andet diskuterer hvad en stand up guy er samt sædvanligt rygklapperi (12 min.). Videre finder man to featuretter – en hvor Bon Jovi taler om sit arbejde på filmens soundtrack (5 min.) og en om filmens biljagt (5 min.). Slutteligt to slettede scener, hvor den med en dansende Pacino er sjovest (1 min.). Ikke det mest omfattende ekstramateriale, men et ok supplement.

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– Bliv ven med Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Stand Up Guys | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering 3/6:
3_6 - stars
stand up guys cover
Originaltitel: Stand Up Guys, USA, 2013
Release: d. 15. august 2013
Instruktion: Fisher Stevens
Medvirkende: Al Pacino, Christopher Walken, Alan Arkin m.fl.
Spilletid: 1 time 35 min.
Udgiver: Walt Disney Studios Home Entertainment[/tab][/tabgroup]