Indlæg

SOLO: A STAR WARS STORY: Han Solo og Chewie på rumeventyr

Et rumeventyr på Blu-ray: Hvordan skal det dog ikke gå, når nu den legendariske pilot Han Solo bringes til live i en ny og ung udgave med ‘Solo: A Star Wars Story’? Ville der ryge noget mystik af karakteren? Ja. Er der overhovedet brug for sådan en film? Nok ikke. Alligevel er denne tur til en galakse langt, langt borte endt som en ganske underholdende rumfræser. Om end den er ujævn. Filmen er nu udkommet på Blu-ray.

Det er altså ikke Harrison Ford, der endnu engang sætter sig til rette i Tusindårsfalken, men derimod stjerneskuddet Alden Ehrenreich, der tager teten op som den egenrådige, charmerende og vovede Han Solo. Han er alle tre ting på sin færd ud i en mere beskidt del af galaksen og en kriminel underverden, hvor han kommer til at møde sin kommende co-pilot Chewbacca.

Det er altså tiden inden, Han Solo støder til rebellerne og møder Luke Skywalker og prinsesse Leia. Men han møder dog også en anden gammel kending i gambleren Lando Calrissian – en indsmigrende Donald Glover – samt en lang række andre lyssky karakterer. Heriblandt den erfarne hustler Beckett i skikkelse af en pistolsvingende Woody Harrelson. Han er cool.

Sammen drager de ud på et eventyr, der kommer til at byde på skurkagtige slyngler og actionmættede kup med mere. For ja, der er action-fart over feltet, hvor selv kærligheden – naturligvis – også spiller den unge Solo et puds i form af en yndig samt selvstændig Emilia Clarke. Her er med andre ord lidt af det hele: Action, eventyr, drama, humor, venskab og kærlighed.

Men også lidt for meget af det hele. For filmen er desværre for lang for sit eget bedste. De stortopsatte actionscener snubler en smule over hinanden, mens karaktererne mister en smule af fodfæstet undervejs, hvor eventyret aldrig bliver sådan rigtigt for alvor farligt. Til gengæld er det et både kulørt og beskidt samt monsterbefængt og rumskibssydende flot univers at være en del af.

Netop det gennemførte univers er noget af det, der for mig bærer filmen igennem sine mere døde perioder, mens der også er fin dynamik at finde mellem Han Solo og Chewie, videre til Beckett og Lando. Men er der så brug for en film om den unge Solo? Måske ikke. Men det ændrer ikke på, at ‘Solo: A Star Wars Story’ er en underholdende rumfræser, om den er både ujævn og for lang.

Ekstramateriale:
Denne 2-disc Blu-ray-udgivelse byder desuden på en omgang ekstramateriale, hvor man således kan dykke videre ned i filmen og universet. Man får her blandt andet interviews med cast og instruktør, videre til et kig på det ikoniske rumskib Tusindårsfalken samt nogle af filmens actionscener og kulørte karakterer samt slettede scener meget mere.

– ‘Solo: A Star Wars Story’ udkommer på dvd og Blu-ray den 27. september.