Indlæg

SKOVENS HEMMELIGE RIGE: En farverig rejse ind i skovens eventyrlige verden

Blu-ray-anmeldelse: Vi har vel alle på et tidspunkt tænkt, hvad der mon gemmer sig i skovens dyb – du ved, nisser, trolde eller måske alfer? I den farverige animationsfilm Skovens hemmelige rige viser det sig, at skoven gemmer på en hel verden af små væsner, der lever deres liv i skovbundens sikkerhed, flyver rundt på ryggen af kolibrier og kæmper deres kampe højt i trækronernes toppe.

I filmen møder man den 17-årige Mary, der flytter ind hos sin excentriske far. Han er naturforsker og bor i et stort hus omgivet af en skov, hvor han leder efter minikrigere, som han mener at være på sporet af. Mary synes selvfølgelig, at han er en smule småtosset, men hun kommer på andre tanker, da hun en dag på magisk vis skrumper ind og her møder en gruppe minikrigere, der vogter over skovens hemmelige rige.

skovens hemmelige rige 02

Men ondskaben lurer om hjørnet i skikkelse af de onde Boggans og deres grumme leder Mandrake. Så nu må Mary hjælpe løvfolket i denne kamp mod ondskaben for også at kunne vende hjem til sin far i sin rigtige størrelse. Således foldes filmens eventyrlige univers veloplagt ud med alverdens farverige karakterer – fra smådumme snegle til heroiske løvfolk og videre til glubske fjender.

Nej, historien er ikke just den mest interessante, men den leveres veloplagt og er desuden medrivende animeret. For lige så meget som det er filmens sprudlende univers, der drager sit publikum ind, er også karaktererne med til at fastholde et engagement i historien. Her med en sød Amanda Seyfried som Mary, mens Jason Sudeikis gør god figur som hendes excentriske far.

skovens hemmelige rige 01

Christoph Waltz er forrygende slesk og herligt grum som den onde Mandrake, mens den unge og sorgløse soldat Nod står i dynamisk modsætning til den regelrette leder Ronin – henholdsvis en energisk Josh Hutcherson og en alvorlig Colin Farrell. Selvfølgelig smides der også lidt comic relief-karakterer på banen, her i skikkelse af to fjollede snegle – spillet af en fjantet Aziz Ansari og en bedrevidende Chris O’Dowd, mens Steven Tyler dukker op i skikkelse af en klog larve.

Der er med andre meget godt at komme efter i denne underholdende, men også en smule ujævne fortælling om de gode mod de onde, hvor ondskabens desuden gives fine nuancer. For selvfølgelig er linjen mellem det onde og det gode ikke helt så lige tegnet op. Så selvom her ikke er tale om nogen skelsættende animationsfilm, er det en kulørt omgang underholdning, der giver næring til fantasien på ens ture i skoven.

Filmen – Skovens hemmelige rige, 4/6: 4_6 - stars_LILLE

skovens hemmelige rige 03

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen gengives problemfrit på Blu-ray-udgivelsen. Det gælder både billed- og lydsiden. Det farverige univers står knivskarpt, farvemættet og detaljerigt hele vejen, mens lydsporet både dynamisk og velbalanceret sender eventyret medrivende og klart afsted. Ekstramaterialet er derimod ikke det store sus.

Her får man et kig på virkelighedens pendanter til filmens dyr og insekter (5 min.), råddenskabens egenskaber i naturen (3 min.) samt hvordan insekter kamuflerer sig (4 min.). Man ser også på, hvordan det reelt ville være kun at være 5 centimer høj som karaktererne i filmen (4 min.), mens en featurette i syv dele blandt andet ser på filmens tilblivelse, historien, animationen med mere (25 min.).

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 6/6 6_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Skovens hemmelige rige | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
Skovens hemmelige rige cover
Originaltitel: Epic, USA, 2013
Release: d. 2. oktober 2013
Instruktion: Chris Wedge
Medvirkende: Colin Farrell, Josh Hutcherson, Amanda Seyfried, Christoph Waltz, Aziz Ansari, Chris O’Dowd, Jason Sudeikis, Steven Tyler, Beyoncé Knowles m.fl.
Spilletid: 102 min.
Udgiver: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]