THE SECRET LIFE OF WALTER MITTY: Ben Stillers eventyr er en sand fornøjelse
Blu-ray-anmeldelse: Der er en simpel, men eviggyldig sandhed at hente i Ben Stillers rørende, smukke og morsomme The Secret Life of Walter Mitty, og det er, at man skal gribe livet. At det så er en sandhed, der kan være svær at efterleve, det er en anden snak. For selvom livet befinder sig lige for næsen af os alle sammen, kræver det også mod at hoppe ud i det – at følge sine drømme. For gør man det, kan man også fejle, blive såret og miste.
Men prøver man ikke, har man allerede tabt. Det må Walter Mitty sande, da han pludselig tvinges til at gribe livet og eventyret. Han arbejder nemlig som fotofremkalder for Life Magazine, hvor fotografen Sean O’Connells negativ til fotoet, der skulle på magasinets sidste forside er forsvundet. Derfor må Walter nu begive sig ud på en rejse for at finde frem til den mystiske Sean for at få fat i negativet.
Walters livlige dagdrømme bliver med andre ord pludselig til virkelighed. Der er selvfølgelig også kærlighed med i ligniningen, for altid søde Kristen Wiig spiller Walters kollega Cheryl, som han selvfølelig er varm på, men for genert til rigtigt at gøre noget ved det. Så ja, det er både livet med vandringer på bjergrykke, samt det nære liv med kærligheden, der skal gribes.
Udover at Ben Stiller indtager hovedrollen, har han også instrueret. Begge dele er han lykkedes virkelig godt med. Han forvalter med stor naturlighed rollen som den lidt generte og akavede, men søde, dedikerede og intelligente Walter, mens filmen bugter sig veloplagt afsted med et fortællemæssigt overskud i velgennemtænkte billedkompositioner, der gør at filmen aldrig mister sin visuelle dynamik.
Det går bogstaveligtalt over stok og sten, fra det ene vilde dagdrømmeri til virkelighedens rejser på smukke bjerge. Desværre er filmens ganske heftige tempo også en smule med til, at man ikke kommer helt ind bag karaktererne. Men heldigvis nok til at man forstår og hepper på dem. Men der er altså ikke mange komplekse nuancer at komme efter i dramaet eller filmens temaer.
Det gør dog ikke det store, for man bliver i pokkers godt humør af filmen, der er baseret på en novelle af James Thurber fra 1939, som blev filmatiseret første gang i 1947. Ben Stiller leverer således både elegant, veloplagt og morsomt en velmenende reminder om, at man skal gribe livet, gå efter drømmen og finde eventyret, der altså ikke behøver være på toppen af Mount Everest, men også kan findes lige om hjørnet.
Filmen – The Secret Life of Walter Mitty, 4/6:
Ekstramateriale, billede og lyd:
Ben Stillers strabadser gør sig i den grad godt på Blu-ray. De mange smukke billeder gengives veldefineret, klart og med store detaljegrad, mens farvepaletten er både mættet og velbeskrevet. Det dynamiske lydspor er også en sand fornøjelse med sine velbalancerede niveauer, hvor alle elementer kommer til deres ret. Der medfølger også en stak helt ok, men også lidt overfladisk ekstramaterie.
Her får man en række slettede, forlængede og alternative scener (i alt 17 min.), mens en ni-delt behind the scenes giver et fint indblik i filmens tilblivelse, lige fra historien til karakterne og musikken videre til locations og casting (38 min.). Slutteligt får man en musikvideo med José González og så kan man klikke sig igennem et galleri med referencebilleder.
Ekstramateriale 3/6 | Billede 5/6 | Lyd 6/6
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”The Secret Life of Walter Mitty | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
Originaltitel: The Secret Life of Walter Mitty, USA, 2013
Release: d. 1. maj 2014
Instruktion: Ben Stiller
Medvirkende: Ben Stiller, Kristen Wiig, Shirley MacLaine, Sean Penn m.fl.
Spilletid: 115 min.
Udgiver: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]