Indlæg

Herlig postapokalyptisk smadderkasse anno 1983

Det går ikke stille for sig, når den postapokalyptiske smadderkasse 2019: After the Fall of New York ruller sig ud til tonerne af et labert synthscore. Her bevæger vi os tempofyldt gennem en verden lagt i ruiner af en atomkatastrofe, der i samme omgang har gjort jordens kvinder sterile. Eneste håb for en fremtid er nu at finde den sidste frugtbare kvinde, der ifølge rygtet befinder sig et sted i det ødelagte New York.

Det bliver den rå Parsifal, der skal klare den farlige mission at opstøve kvinden. Han spilles med maskulin mine af Michael Sopkiw, der med laserpistol og badutspring kæmper sig igennem filmens mange skurke. Han får bl.a. hjælp af den robotklo-besatte Bronx (Paolo Scalondro) og den hårdkogte Ratchet (Romano Puppo) i kampen mod både glubske rotter, cyborgs og de onde eurakere, som har overtaget Manhattans beskidte gader.

Hele arsenalet af genrens klichéer foldes underholdende ud i denne trash-perle fra 1983. Der stjæles desuden lystigt med arme og ben fra genrens milepæle, hvor ikke mindst John Carpenters klassiker Flugtaktion New York får mere end en kærlig hilsen med på vejen, mens også film som Mad Max og Abernes Planet spøger i kulissen. Men selvom referencerne sidder løst på dette skrummel af et elskværdigt fremtidsmareridt, så har filmens sin egen charme.

For godt nok er filmens special effects og sminken på de radioaktivt smittede ofre ikke det mest overbevisende – sådan i traditionel forstand. Men filmens farverige persongalleri samt fantastiske miniaturemodeller af et sønderbombet New York og en hemmelig base på Alaska er med til at sikre denne dramaturgisk irrationelle sag i mål, mens man forføreres af laserkampe, fremtidskostumer og underjordiske laboratorier.

Det er Sergio Martino, der har instrueret denne omgang uforpligtende nonsens-underholdning, som i grunden er en ret ambitiøs film med sine store setstykker og eksistentielle tematikker. Filmen er til tider også lige ved at vælte omkuld af unødvendig selvhøjtidelighed. Men alvoren varer aldrig længere end til næste blå laserstråler affyres eller radioaktive offer kaster grønt slim op.

Du kan med andre ord roligt lade dig blive ført tilbage til en fremtid, hvor menneskehedens eneste håb ligger i hænderne på en mand iført nittebukser og et læderbånd om hovedet.

Ekstramateriale:
Der følger desværre ikke meget ekstramateriale med udgivelsen. Man finder et sparsomt slideshow med plakater og stills fra filmen, et par fine interviews med filmens instruktør og Sopkiw, som byder på flere sjove anekdoter. Det kunne dog have været cool, hvis de var fulgt med i en booklet, i stedet for at skulle klikke sig igennem dem på skærmen. Vanen tro finder man også en stak trailere for andre af selskabets titler, men sjovt nok ikke for 2019: After the Fall of New York.


Originaltitel: 2019: Dopo la caduta di New York, Italien, 1983.
Instruktion:
Sergio Martino
Medvirkende:
Michael Sopkiw, Valentine Monnier, George Eastman, Edmund Purdom, Anna Kanakis, Romano Puppo, Paolo Scalondro, Louis Ecclesia, Hal Yamanouchi m.fl.
Spilletid:
96 min.
Udgiver:
Another World Entertainment

Muskuløs cyborg deler tørre tæsk ud i 80’er-fremtid

Man kan ikke andet end at blive forført af coveret til den netop udgivne 80’er-basker Hands of Steel. Jeg mener, en bicepssvulmende robot-arm, laserskydende helikoptere og en lastbil der eksploderer. Når omslaget samtidig prydes med taglinen ”30% menneske… 70% robot… 100% dødbringende”, så er der ingen anden udvej, end at smække action-svineriet i afspilleren.

Den muskuløse cyborg Paco Queruak er programmeret af onde bagmænd til at dræbe en ledende aktivist, der står i vejen for deres kriminelle foretagende. Men da Paco skal sætte dødsstødet ind, tager en del af hans menneskelighed over og skåner aktivistens liv. Paco flygter nu ud i Arizonas ørken og slår sig ned på et motel, hvor den søde ejer Linda snart får et godt øje til ham. Men både politi, slagfærdige truckere og de onde arbejdsgivere er lige i hælene på ham.

Hands of Steel er en i grunden dybt mærkværdig film, måske allermest fordi den slet ikke burde være så underholdende, som tilfældet er. Historien er til tider klodset eksekveret, plottet slår besynderlige knuder og instruktøren Sergio Martino kan ikke siges at være den store personinstruktør. Men filmen har en fascinerende, udefinerbar og nærmest primal tiltrækningskraft, hvor der dyrkes en naiv macho- og eksplosions-fascination og hvor laserpistoler selvfølgelig er kæmpestore.

Det er skønt med en film, der kan give vanetænkningen af actionfilm et spark bagi. For denne charmerende Terminator-inspirerede fremtidsfilm er alt andet end strømlinet – hvilket desværre er tilfældet med størstedelen af Hollywoods linde strøm af letfordøjelige actionbrag. Hands of Steel er ganske vist ikke fejlfri 80’er-action, men derimod en herligt bumlende fornøjelse, hvor umotiverede eksplosioner og svulmende armlægningskonkurrencer går forud for et logisk plot og troværdige karakterer.

Hands of Steel er måske bedst beskrevet som en lille fortættet tidslomme af filmmagi fra en svunden tid. En film der befolkes af mere eller mindre overbevisende karakterer, bl.a. Paco spillet med mekanisk overbevisning af Daniel Greene og John Saxon som den onde bagmand. Og så skal det lækre synth-score af Claudio Simonetti også fremhæves, for straks det sparker ind i filmens titelskvens, ved man, at man er i gode hænder. 100% dødbringende? – det kan du bande på!

 

Ekstramateriale:
Der er desværre ikke det store at komme efter hvad ekstramateriale angår. Der medfølger kun et udmærket tekst-interview med instruktøren Sergio Martino, som man kan klikke sig igennem på skærmen. Herudover er der en stak trailere for andre af selskabets titler, men ikke det slideshow, som ellers står omtalt på coveret. Til gengæld står filmen virkelig flot med mættede farver og et velfungerende lydspor.


Originaltitel:
Vendetta dal futuro / Hands of Steel, Italien, 1986
Instruktion:
Sergio Martino
Medvirkende:
Daniel Greene, John Saxon, Janet Agren, Claudio Cassinelli, George Eastman, Andrea Coppola, Donald O’Brien m.fl.
Spilletid:
90 min.
Udgiver:
Another World Entertainment