Indlæg

‘Game of Thrones’: magtkampe og korruption

Selvom jeg ikke er den store sucker for middelalder-fantasy, var jeg spændt på at få set første sæson af HBO’s stort opsatte serie Game of Thrones. For hey, man går vel ikke helt galt i byen med indædte magtkampe, blodig vold og en veltalende dværg. Ja, og så holder HBO-serierne jo et uhørt højt niveau. Det er som forventet bestemt også en både flot og velcastet serie, hvor intrigerne dirrer potent i hvert ridderligt håndtryk – men løjerne er sgu desværre også lidt sløve om for alvor at bide sig fast.

Det er et enormt univers, man præsenteres for i de ti afsnit. Her kæmper mægtige slægter i det store kongerige Westeros alle for at bevare deres magt, tilrane sig mere eller at indtage den mægtigste post af alle – som konge på toppen af tronen. En kynisk og kompleks kamp, der ligger langt fra et farvestrålende fantasy-univers, men dog med plads til både drageæg og barbariske væsner i de mørke skove. Et magisk aspekt, der imidlertid ikke overskygger i seriens rå og brutale middelaldermiljø.

Sean Bean står i front for Stark-familien – en hård, men retfærdig leder og en kærlig far. Det mest udtalte modspil finder man i den rige og forfængelige Lannister-slægt, hvor en af seriens mest interessante karakterer hører til, nemlig dværgen Tyrion, spillet af Peter Dinklage. Snu, overlegen og med overraskende nuancer i sin udspekulerede færden. Hans bror spilles for resten af en herlig slesk Nikolaj Coster-Waldau, der smyger sig legende ondt om de højspændte magtkampe.

Udover disse to slægter, møder man en ordentlig håndfuld øvrige spillere i kampen om magten. Sæsonen tynges dog også en smule af at skulle introducere de mange slægter, hvilket hiver noget momentum ud af den ellers dramatiske fortælling. Og når nu det ellers flot iscenesatte miljø ikke alene i kraft af rustninger og borge drager mig, så efterlod flere af afsnittene mig noget afventende – også selvom man forsøger at holde liv i kludene med sin del af ublufærdig sex.

For efter et intenst første afsnit taber serien noget af den ellers fornemt etablerede spænding. Dramaet får først for alvor svung igen omkring sjette afsnit, hvor de mange relationer har fået bedre fodfæste og kan give stridighederne mere følelsesmæssig og facetteret tyngde. Men selvom første sæson kommer en smule tungt fra start, så afsluttes den med maner og nok pondus til, at jeg bestemt ser frem til 2. sæson.

Billede og lyd:
Det kan godt være at serien er en smule træg i optrækket, men der er ikke en finger at sætte på Blu-ray-udgivelsens billed- og lydside. Her gengives det brutale univers med velafstemte farver, et detaljerigt og skarpt billede. Lydsporet spiller på samtlige afsnit også uden problemer med solide niveauer og medrivende dynamik. Bjergtagende.

Ekstramateriale:
Man finder en imponerende omgang ekstramateriale på udgivelsen. Det er både informativt, grundigt og giver et spændende kig på produktionen samt universet, der er baseret på bogserien af George R.R. Martin. Man finder kommentarspor til syv af episoderne, bl.a. med manusforfattere, skuespillere og instruktører, heriblandt Coster-Waldau og R.R. Martin. Jeg lyttede bl.a. til det med R.R. Martin – et af de afsnit han også har skrevet. Et interessant lyt med tanker om bøgerne versus serien.

Herudover er der en håndfuld features, der på forskellig vis går i kødet på serien. Man får en interessant ’the making of’ (30 min.), der bl.a. kigger på seriens locations, musik, production design og castet. Endvidere får man en gennemgang af en række af seriens karakterer, her bl.a. med interviews af de medvirkende (30 min.). Man finder videre fire features (i alt 22 min.), der ser på det at skulle overføre bøgerne til en tv-serie, skabelsen af titelsekvensen, det fiktive sprog som Dothraki-folket taler i serien og slutteligt et kig på den dedikerede militærenhed The Night’s Watch.

Videre finder man en omfattende interaktiv guide til seriens locations, mytologi, historie, karakterer og slægter. Her er der virkelig mulighed for at nørde igennem, hvis man er blevet bidt af serien. En lignende uddybning af universet finder man med de guides, man kan slå til på hver episode og her få baggrundsviden om bl.a. karakterer og steder, mens de dukker op i afsnittet. På samme måde finder man en detaljeret feature, der går i dybden med afsnittet A Golden Crown.

Originaltitel: Game of Thrones, USA, 2011
Instruktion: Tim Van Patten, Brian Kirk m.fl.
Medvirkende: Sean Bean, Michelle Fairley, Lena Headey, Jack Gleeson, Peter Dinklage, Nikolaj Coster-Waldau m.fl.
Spilletid: 560 min.
Udgiver: Warner Home Entertainment