Indlæg

COSMOPOLIS: Cronenberg tager Pattinson på syret køretur

Det er en herligt aparte og syret køretur David Cronenberg sender publikum og Robert Pattinson ud på med Cosmopolis. En sniksnakkende og filosoferende omgang hjernegymnastik. For ja, det kan være svært at finde ud af, hvor man skal tage fat, for at give mening til galskaben – og netop heri består en del af charmen.

For Cronenberg giver med fabulerende associationskæder og bizarre optrin en drømmelignende rytme til køreturen gennem gaderne. Pattinsons velklædte finansmand Eric Packer støder her på en række forskellige personer, som på skift således lader ordene få frit spil i talestrømme og eftertanker.

cosmopolis 01

Man fornemmer ganske vist, hvorledes de mange ord er blevet flyttet fra sit litterære forlæg og ind i munden på de forskellige karakterer. Det gør imidlertid ikke noget, for de højtsvungne dialoger dirrer sprødt i filmens fascinerende univers og leveres desuden fornemt af filmens cast, hvor Pattinson leder enigmatisk an som en mand på vej mod en økonomisk afgrund.

Han får overbevisende aflivet sit image som glimtende gummi-vampyr på turen gennem et oprørt Manhattan, mens han pisser i limousinens indbyggede toilet og har mekanisk sex på lædersæderne. Herudover møder vi en række mere eller mindre kuriøse personer, der afløser hinandens diskussioner af store emner som tid, penge, liv og død.

cosmopolis 02

Blandt andet Erics bly kone, der spilles af en sart Sarah Gadon, mens Juliette Binoche med sikker hånd om sin krop sultent indtager limousinen – og Eric. En uforudsigelig Paul Giamatti dukker også op, og så har Kevin Durand sand på stemmen som vagtsom bodyguard, der vogter over Eric i det kaotiske New York, som er løbet over ende af en anti-kapitalistisk demonstration.

Ja, her er mange tanker i spil, og man skal da også holde tungen lige i munden for at fange alle ordene. Men Cronenberg balancerer fornemt det ordrige manuskript og iklæder desuden den surreelle køretur et hypnotiserende score og visuelle lækkerier. En herlig limousinetur, der både forvirrer, forfører og fascinerer.

Filmen: 4/6 4_6 - stars_LILLE

Billede, lys, ekstramateriale:
Filmen står virkelig flot på Blu-ray. Farverne gengives flot og nuanceret, mens detaljegraden er indtagende og kontrasten solid. Lydsporet spiller på samme måde uden problemer og går klart igennem med fine niveauer og godt rum. Der medfølger desværre intet ekstramateriale.

Billede: 5/6 5_6 - stars_LILLE| Lyd: 5/6 5_6 - stars_LILLE| Ekstramateriale: 0/6 0_6 - stars_LILLE[tabgroup][tab title=”Cosmopolis | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering: 4/6
4_6 - stars
cosmopolis cover
Originaltitel:
Cosmopolis, Canada | Frankrig | Portugal | Italien, 2012
Udgivelse: d. 22. januar
Instruktion:
David Cronenberg
Medvirkende: Robert Pattinson, Juliette Binoche, Sarah Gadon, Paul Giamatti, Mathieu Amalric, Jay Baruchel, Kevin Durand m.fl.
Spilletid: 108 min.
Udgiver: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

THE MOTH DIARIES: Søde kostskolepiger og mystiske mord

Det dystre teen-gys The Moth Diaries er en fascinerende film, der har spændstige temaer som selvmord, jalousi og seksualitet i spil. Ja, enhver skolepiges kvaler. Desværre indfries det ellers potente potentiale ikke for alvor, men filmens gotiske og overnaturlige univers bevarer sin dragende tone på trods af filmens ujævnheder.

Der lurer konstant et mørke på den gamle kostskole, hvor Rebecca bor med den blonde Lucie. De er bedste veninder – og måske mere end det. Rebeccas følelser for veninden synes i hvert fald mere end blot venskabelige. Det forstærkes kun, da den mystiske Ernessa starter på skolen. Jalousien tager nu fat, for Lucie er pludselig mere interesseret i den nye pige, der desuden gemmer på en grum hemmelighed.

Det ellers liflige ungpigeliv slår derfor snart revner og mørket slipper ind, mens der passende diskuteres gotisk litteratur i undervisningen, hvor Bram Stokers Dracula er på skemaet – og som underviseren slår fast med store bogstaver på tavlen, indeholder enhver god vampyrhistorie sex, blod og død. Ja, så ved man, hvad der er i vente for de 16-årige piger. Sådan cirka. Tag den, slatne Twilight-tøser.

Men selvom The Moth Diaries altså ikke kommer helt vellykket i mål – blandt andet er den forjagede finale frustrerende uforløsende – ja, så tør filmen tage fat i og behandle sine emner med en oprigtig alvor, uden at blive belærende. Der kommer således ublufærdigt både lesbisk kærlighed og menstruationssnak på menuen, mens der ryges pot i smug og døden slynger sig ind på livet af pigerne.

Ikke kun fordi flere på skolen dør under mystiske omstændigheder – ja, Ernessa er nemlig vampyr (måske). Men også fordi Rebecca tumler med tabet af sin far, der har begået selvmord og derfor grubler over, om hun har samme destruktive drift. Hun spilles desuden med fin ømhed af en bly Sarah Bolger, mens Lily Cole med sit lettere bizarre og karismatiske udseende ubesværet indtager rollen som Ernessa.

Jeg har ikke læst Rachel Kleins bog, som filmen er baseret på, men instruktøren Mary Harron, der nok mest er kendt for sin filmatisering af American Psycho, får fint skabt et univers, der balancerer indtagende mellem drøm og virkelighed. Så selvom dramaet og karaktererne er en smule ujævnt leveret og følelserne ikke helt får den nødvendige pondus, så er The Moth Diaries et stemningsfuldt og ofte fascinerende bekendtskab.

Billede, lyd og ekstramateriale:
Filmens atmosfærefulde billedside gengives flot på Blu-ray, dog uden at imponere. Nuancerne er fine og detaljegraden god, men billedet står ikke lige veldefineret hele vejen – men intet graverende. Lydsiden fungerer ligeledes fint med klar og fyldig volumen. Der medfølger desværre intet ekstramateriale.

Originaltitel: The Moth Diaries, Canada/Irland, 2011
Instruktion: Mary Harron
Medvirkende: Sarah Bolger, Sarah Gadon, Lily Cole m.fl.
Spilletid: 1 time 22 min.
Udgiver: Scanbox Vision