Indlæg

SMAGEN AF RUST OG BEN: en kamp tilbage til livet

I det fine franske drama Smagen af rust og ben møder vi to hårdtprøvede skæbner, der på hver deres måde kæmper sig vej gennem livet. Alenefaren Alain og Stéphanie, der efter en voldsom ulykke er endt i en kørestol. En brutal historie, men også med plads til ømhed og nærvær. For selv når det kan se mest sort ud, finder lyset vej ind.

Det er i mødet med og mellem dette umage par, at filmens fængslende drama tager fat, der hvor det gør ondt, mens også både fortvivlelsen og det spinkle håb finder plads i maven på publikum. Ja, Marion Cotillard og Matthias Schoenaerts formår i hovedrollerne vedkommende at formidle oprigtige og komplekse følelser.

rust og ben 01

Et tilfældigt møde i nattelivet bliver starten på det uventede forhold. For efter hun invalideres, finder de to søgende sjæle hos hinanden en uforudset samhørighed – deres forskellige situationer og personligheder til trods. Han er ligefrem og uforsigtig, mens hun helst bare vil gemme sig selv væk efter ulykken.

Men hey, nu skal der heller ikke gå alt for meget fransk drama i den. For selvom her ganske vist er patos på drengen og det er tunge eksistentialistiske tanker, der luftes, så er her ganske enkelt tale om et velspillet og nærværende drama om to mennesker, hvis liv vi her får lov at tage del i.

rust og ben 02

At finalen så skruer en tand for meget på følelserne, er til at leve med, når nu portrætterne er så velbalanceret og ublufærdigt leveret. Det er Jacques Audiard, der har instrueret – han er også manden bag den blændende gode Profeten. Helt samme højder nås der dog ikke her – uden sammenligning i øvrigt.

Men med et godt øje for mennesker og de uforudsete følelser, der kan opstå, når livet spænder ben, lykkedes Smagen af rust og ben med indtagende troværdighed og ægte tilstedeværelse at fortælle sin historie. Smerteligt og smukt.[tabgroup][tab title=”Smagen af rust og ben | Biografanmeldelse”]Vurdering: 4/6
4_6 - stars

rust og ben poster
Originaltitel: De rouille et d’os, Frankrig/Belgien, 2012
Premiere: d. 14. marts 2013
Instruktion: Jacques Audiard
Medvirkende: Marion Cotillard, Matthias Schoenaerts, Armand Verdure m.fl.
Spilletid: 120 min.
Distributør: Camera Film[/tab][/tabgroup]