Indlæg

INSIDIOUS 2: Skræmmende to’er giver en fuck for logik

/i , /af

Blu-ray-anmeldelse: Okay, hør lige her: Jeg er skrækfilmsfan med stort S, og er normalt ret svær at skræmme. Men James Wan får sgu skovlen under mig igen og igen. Senest med hans isnende uhyggelige The Conjuring, og nu med fortsættelsen til hans ulmende onde Insidious fra 2011. Insidious 2 fortsætter lige efter, den første film slap… og gruen fortsætter i den grad.

For godt nok blev familien Lamberts søn i sidste øjeblik reddet ud af kløerne på en fæl dæmon, men ondskaben er langt fra færdig med at hjemsøge familien. Faderen Josh har nemlig – som vi erfarede i den første film – fra barnsben været udsat for lignende grusomheder. Derfor må familien nu med hjælp fra eksperter ud i det overnaturlige kigge tilbage i tiden for finde en måde at stoppe de fæle gespenster på.

insidious 2 02

Historien bugter sig således sprælsk mellem fortid og nutid, mens man selvfølgelig også kommer en tur ind i det mystiske The Further, som man blev præsenteret for i forgængeren – en art limbo mellem de levende og dødes verden. På den måde udbygges filmens univers og mytologi, mens ens håndflader bliver fortsat fugtigere. Men hvor den første film var relativt stramt fortalt, skejer to’eren helt ud – og det holder.

Plottet slår flere krøller end jeg her kan ridse op, mens logikken også bliver sendt på porten op til flere gange. Der hersker med andre ord en nervepirrende uforudsigelighed, hvilket også gør, at det i højere grad er den urovækkende stemning, der bærer filmen, end et fuldt forståeligt plot. Filmen agerer altså ofte som et ondt mareridt, der fucker vellykket med logikken og lever af frygten alene.

insidious 2 03

For den får alt, hvad den kan trække af knirkende døre, vamle skygger, øde huse og mørke kældre. Men selvom James Wan kan sin horror-ABC, rammer han ikke hele vejen alle toner lige rent, mens også dialogen til tider bliver en smule stivbenet. Det ændrer imidlertid ikke på, at her er tale om en gyserfilm, der rent faktisk er pisseuhyggelig, og som formår at fastholde gruen.

Ganske vist er klichéerne til at få øje på, men de er en del af charmen og virker ikke bedagede, men er derimod veloplagt og skræmmende godt leveret. For gyset fungerer så absolut, når James Wan spiller op til sprælsk dødedans med velkoreograferede kamerature, der guider publikum forskræmte ind i mørket, mens musikken kryber koldt ned af ryggen. Ja, Held og lykke med din nattesøvn, efter du har set Insidious 2.

– Filmen, Insidious 2, 4/6: 4_6 - stars_LILLE

insidious 2 01

Ekstramateriale, billede og lyd:
Blu-ray-udgivelsen leverer gruende fejende flot og med en isnende uhyggelig lydside. Både de mange mørke scener samt scenerne i dagslys står veldefinerede med flotte farver og solid kontrast samt god detaljegrad. Lydsporet er både dynamisk og yderst velbalanceret med sin overlegne brug af det kriblende lyddesign. Ekstramaterialet er desværre ikke videre interessant.

Her får man lidt behind the scenes med interviews af cast og crew (17 min.), et kig på filmens spøgelses-make-up (7 min.) og en Q&A med castet, instruktør James Wan og skuespiller og manusforfatter Leigh Whannell (24 min.). Videre får man tre ’webisodes’ med filmens karakterer Specs og Tucker (12 min), et kig på en hjemsøgt hospitals-location (9 min.) samt en videodagbog med Whannell (8 min.). En blandet pose bolsjer af både sjov og ballade samt en smule interessant insight.

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Insidious 2 | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
insidious 2 cover
Originaltitel: Insidious: Chapter 2, USA, 2013
Release: d. 4. april 2014
Instruktion: James Wan
Medvirkende: Patrick Wilson, Rose Byrne, Lin Shaye, Ty Simpkins, Barbara Hershey m.fl.
Spilletid: 106 min.
Udgiver: Universal Sony Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

INSIDIOUS 2: Skræmmende to’er giver en fuck for logik

/i , /af

Okay, hør lige her engang, jeg er skrækfilmsfan med stort S og er normalt ret svær at skræmme. Men James Wan får sgu skovlen under mig igen og igen. Senest med hans isnende uhyggelige The Conjuring (læs min anmeldelse her) og nu med fortsættelsen til hans ulmende onde Insidious fra 2011. Insidious 2 fortsætter lige efter, den første film slap… og gruen fortsætter i den grad.

For godt nok blev familien Lamberts søn i sidste øjeblik reddet ud af kløerne på en fæl dæmon, men ondskaben er langt fra færdig med at hjemsøge familien. Faderen Josh har nemlig – som vi erfarede i den første film – fra barnsben været udsat for lignende grusomheder. Derfor må familien nu med hjælp fra eksperter ud i det overnaturlige kigge tilbage i tiden for finde en måde at stoppe de fæle gespenster på.

insidious 2 01

Historien bugter sig således sprælsk mellem fortid og nutid, mens man selvfølgelig også kommer en tur ind i det mystiske The Further, som man blev præsenteret for i forgængeren – en art limbo mellem de levende og dødes verden. Således udbygges filmens univers og mytologi, mens ens håndflader bliver fortsat fugtigere. Men hvor den første film var relativt stramt fortalt, skejer to’eren helt ud – og det holder.

For plottet slår flere krøller end jeg her kan ridse op, mens logikken også bliver sendt på porten op til flere gange. Der hersker med andre ord en nervepirrende uforudsigelighed, hvilket også gør, at det i højere grad er den urovækkende stemning, der bærer filmen, end et fuldt forståeligt plot. Filmen agerer altså oftere som et ondt mareridt, der fucker vellykket med logikken og lever af frygten alene.

insidious 2 02

For den får alt, hvad den kan trække af knirkende døre, vamle skygger, øde huse og mørke kældre. Men selvom James Wan kan sin horror-ABC, rammer han ikke hele vejen alle toner lige rent, mens dialogen til tider bliver en smule stivbenet. Det ændrer imidlertid ikke på, at her er tale om en gyserfilm, der rent faktisk er pisseuhyggelig og formår at fastholde gruen – hvilket desværre gælder alt for få skrækfilm.

Ganske vist er klichéerne til at få øje på, men de er en del af charmen og virker ikke bedagede, men er derimod veloplagt og skræmmende godt leveret. For gyset fungerer så absolut, når James Wan spiller op til sprælsk dødedans med velkoreograferede kamerature, der guider publikum forskræmte ind i mørket, mens musikken kryber koldt ned af ryggen. Ja, Held og lykke med din nattesøvn, efter du har set Insidious 2.

– ‘Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Insidious 2 | Biografanmeldelse”]Vurdering 4/6:
4_6 - stars
insidious 2 poster
Originaltitel: Insidious: Chapter 2, USA, 2013
Premiere: d. 28. november 2013
Instruktion: James Wan
Medvirkende: Patrick Wilson, Rose Byrne, Lin Shaye, Ty Simpkins, Barbara Hershey m.fl.
Spilletid: 106 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

I GIVE IT A YEAR: Endelig en romantisk komedie, der duer

/i , /af

Så skal vi til det igen – du ved, se en film om den der drilske kærlighed. Uforudsigelig og ikke sådan at stole på. Det er der som bekendt kommet mange fantastiske film ud af, men nok endnu flere elendige. Særligt den romantiske komedie har affødt rædsler på række. Romantiske komedier er dog ikke i min bog ilde set – kun de dårlige af slagsen, selvfølgelig. I Give it a Year er en af de gode, så ja, den bør du se.

For selvom det er med de for genren sædvanlige forviklinger og følelsesmæssige komplikationer, er det også en yderst veloplagt affære med herlig tør humor og godt svung på romantikken. Her springer Nat, en sød Rose Byrne, og Josh, en kæk Rafe Spall, ud i at blive gift, selvom de kun har kendt hinanden i syv måneder – kærlighed ved første blik, du ved. Ingen tror dog på, at deres forhold vil holde. De får ret.

i give it a year 02

For snart knager deres ægteskab og deres forskelligheder står kun alt for tydeligt frem. Han er forfatter, tilbagelænet og fjollet, mens hun er ambitiøs, målrettet og stilfuld. Men du ved også, at forskelligheder mødes og sød musik opstår – musikken forstummer bare i dette tilfælde. Og da både Joshs ekskæreste samt en velklædt bejler til Nat dukker op, kompliceres det hele selvfølgelig kun yderligere.

Udover at Byrne og Spall er et morsomt og dynamisk par, får man også en række af skønne og skøre biroller. Eksempelvis Stephen Merchant som Joshs upassende ven, der blandt andet holder en virkelig akavet bryllupstale. Skønt. Mens man også får en skingrende gal parterapeut og en lidt for direkte livsforsikrings-gut. Nej, filmen er ikke bange for jokes om voldtægt og pædofili – eller at vise en tissemand.

i give it a year 01

Anna Faris er desuden charmerende og sjov som Joshs eks-kæreste, mens Simon Baker er tilpas perfekt som Nats bejlende drømmemand med flot hår og penge på lommen. Men nej, det er altså ikke originalitet, der her scores flest point på – hvilket det sjældent er med romantiske komedier (eller aldrig). Derimod er det castet, deres relationer og et velsmurt manuskript, der skal hive den hjem – og det er tilfældet her.

Her balanceres veltimet humor nemlig fornemt med oprigtige følelser. Det er dog grinene, der har fortrinsret – ja, en romantisk komedie. Så selvom I Give it a Year ikke er nogen ny, britisk milepæl i genren, er den virkelig underholdende, til tider rørende og har tilpas med kant til ikke at blive (alt for) sentimental og flødeskumsklam. En klar anbefaling til de kærlighedshungrende drenge og piger.

Filmen 4/6: 4_6 - stars_LILLE

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen ser virkelig godt ud på Blu-ray, hvor de klare farver gengives veldefineret og skarpt filmen igennem. Lydsporet spiller ligeledes godt og leverer dialogen klart og dynamisk med generelt velbalancerede niveauer. Der medfølger desværre intet ekstramateriale, men bevarer dog en samlet vurdering på fire, da både filmen og udgivelsens tekniske side fungerer så godt.

Ekstramateriale 0/6 0_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– Bliv ven med Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”I Give it a Year | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering 4/6:
4_6 - stars
I give it a year cover
Originaltitel: I Give it a Year, England, 2013
Release: d. 15. august 2013
Instruktion: Dan Mazer
Medvirkende: Rose Byrne, Rafe Spall, Anna Faris, Simon Baker, Stephen Merchant, Minnie Driver, Jason Flemyng, Olivia Colman m.fl.
Spilletid: 1 time 37 min.
Udgiver: SF Film[/tab][/tabgroup]

THE INTERNSHIP: Vaughn og Wilson i fesen feel-good-fuser

/i , /af

Jeg kan sgu godt lide både Vince Vaughn og Owen Wilson – men for satan, hvor er deres sødsuppe buddy-og-underdog-komedie The Internship dog en feel-good-fuser. Den mangler både grin, bid og overraskelser – til gengæld er den rig på kedelige klichéer, påtagede romancer og hul sentimentalitet.

Sælgerne Billy og Nick mister deres job, og hvad gør et par fuldvoksne mænd så? Jo, de melder sig til et praktikforløb hos Google, der kan give dem fastansættelse. De skal bare lige klare sig igennem en række opgaver. Men ikke nok med, at de intet ved om computere, de kunne også være fædre til de andre deltagere – og så ender endda på et hold med andre outsidere, men mon ikke de formår at blive et rigtigt team.

internship 01

Ja, en klassisk ’fish-out-of-water’-komedie – prøv om du kan gætte udfaldet af deres strabadser. Nu skal man dog ikke nødvendigvis se sådanne film for et overraskende plot, men der er altså mere medrivende måder at servere forudsigelighederne på – og her er det da også kemien mellem Vaughn og Wilson, der skal køre filmen i hus. De er godt selvskab, selvom de er på nippet til at blive parodier på dem selv.

Vaughn som evigt snakkende go-getter og Wilson som den kejtede romantiker. Så ja, selvfølgelig skal Wilson også involveres i en påtaget romance med en sød Rose Byrne. Klichéerne indfinder sig også hos duoens medpraktikanter, blandt andet Tobit Raphael som Yo-Yo, der udgør et fordomsfuldt billede på en asiat, der straffer sig selv, fordi han ikke kan leve op til sin mors strenge ordre. Come on.

internship 02

Sådan er det desværre hele vejen – unuanceret og forudsigeligt, mens filmen også strækker sig over to lidt for lange timer. Og ja, The Intership fungerer desuden som én stor glorificerende reklame for Google – deres logo har sågar fået en plads midt på filmens plakat. Men reklamefilm eller ej, så har den fjollede duo hjertet på rette sted, hvilket trods alt gør det svært at være kyniker helt ind til benet.

Men uanset hvor charmerende de to gutter er og hvor positiv historien om outsiderenes vej til sejr måtte være, kan The Intership ikke løbe fra også at være et lettere kedeligt og ujævnt bekendtskab, der desuden disker op med for få oprigtige grin – det kan selv korte gæsteoptrædener med altid sjove Will Ferrell og Rob Riggle som hellige douchebags desværre ikke gøre det store ved.

Bliv ven med Filmskribenten på Facebook her.

[tabgroup][tab title=”The Internship | Biografanmeldelse”]Vurdering 2/6:
2_6 - stars
internship poster
Originaltitel: The Internship, USA, 2013
Premiere: d. 11. juli 2013
Instruktion: Shawn Levy
Medvirkende: Vince Vaughn, Owen Wilson, Rose Byrne m.fl.
Spilletid: 119 min.
Distributør: Fox Film[/tab][/tabgroup]