Top 10 – de bedste film fra 2010
Det er tid til at se tilbage på filmåret 2010. Det var umiddelbart ikke det stærkeste filmår, men da jeg løb min liste igennem, så det alligevel ikke helt sløjt ud. Jeg kan dog ikke udpege én absolut bedste film. Jeg har simpelthen savnet filmen, der slog benene totalt væk under mig. Ikke desto mindre har året bestemt budt på mange store filmoplevelser. Årets top 10 over de bedste film er listet i vilkårlig rækkefølge og valgt ud af de film, som har haft dansk biografpremiere det forgangne år.
Kick-Ass (Instr. Matthew Vaughn)
Helt og aldeles suveræn superhelte-underholdning, der giver den til tider fortærskede genre nyt liv. Volden er nådesløs, replikkerne rappe og karaktererne interessante. Hele farveladen bakkes op af et heftigt soundtrack og så efterlades man faktisk ikke følelseskold overfor vanviddet.
Where the Wild Things Are (Instr. Spike Jonze)
Filmatisering af den populære børnebog om drengen Max, der havner i landet med de store bæster. En både rørende, smuk og medrivende film om det at føle sig udenfor og misforstået. Bestemt ikke uden kant eller reel uhygge – og så har Karen O fra Yeah Yeah Yeahs leveret filmens fantastiske soundtrack.
The Social Network (Instr. David Fincher)
Tænkt at historien om tilblivelsen af Facebook kunne være så hamrende spændende og dramatisk, som tilfældet er med The Social Network. Men så igen, filmen handler jo ikke om Facebook, men bl.a. om ulykkelig kærlighed, magt og grådighed.
Scott Pilgrim vs. The World (Instr. Edgar Wright)
Der bliver i den grad gået til stålet i Edgar Wrights tredje spillefilm. Et visuelt overdådighedshorn, hvor computerspilsæstetik og tegneserievold blandes unikt og ubesværet med historien om den smaskforelskede Scott Pilgrim, der må bekæmpe sin udkårnes syv onde eks-kærester for at vinde kærligheden.
Amer (Instr. Hélène Cattet og Bruno Forzani)
Et nutidigt tag på en giallo – en italiensk thriller-genre med sin storhedstid i 70’erne med forgangsmænd som Dario Argento og Mario Bava. Den næsten ordløse film duperer med konstant smukke og gruopvækkende billeder, der åndeløst og intenst forenes med en dirrende og hypnotiserende lydside.
Fantastic Mr. Fox (Instr. Wes Anderson)
Vildt charmerede stop motion-film om en flok dyr, der ledt an af en snu ræv, den fantastiske Mr. Fox begiver sig ud på deres hidtil største hønsetyveri. Det er viril fortællekunst med øje for detaljen og ganske enkelt en film, der bugner af opfindsomhed og smittende legelyst.
Roman Polanskis Skyggen (Instr. Roman Polanski)
Polanski er en af undertegnede helt store favoritter og skuffede ikke med sin seneste film. En stemningsfuld og bundsolid politisk thriller, der udspilles i et klaustrofobisk og nærmest labyrintisk hus på en lille forblæst ø på kanten af det brusende hav.
Det hvide bånd (Instr. Michael Haneke)
Hvad er er ondskab, eller måske snarere, hvordan opstår den? Haneke folder elegant og med stoisk overblik sin sort/hvid film ud over mere end 2 timer, hvor vi dykker ned i et lille, indelukket tysk samfund i tiden før Første Verdenskrig bryder ud. En fascinerede film, der tager pusten fra en flere gange undervejs.
Inception (Instr. Christopher Nolan)
Det er slemt underholdende at se Nolan slippe sine vilde idéer løs med et budget, der kan matche de visuelle narrestreger. Æstetisk er Inception en drøm af en film, hvor vi væltes rundt i både velorkestreret vægtløs tilstand og forskellige bevidsthedsniveauer, alt imens vejene slår krøller i sindets afkroge.
Piranha 3D (Instr. Alexandre Aja)
Herlig uforpligtende splatter, hvor letpåklædte strandgæster bliver foder for en flok sulte piratfisk. Det er både dumt, fjollet og tåbeligt, men filmen er mindst ligeså underholdende, som de kaskader af blod, der skamløst sprøjter ud af alle tænkelig kropsåbninger.
Jeg smider også lige et par titler ind, som ikke nåede listen. Nogle var tættere på end andre, men alle bestemt seværdige film. Den dystopiske The Road, Martin Scorseses skumle Shutter Island, den franske fængselsfilm Profeten, den ubehagelige The Killer Inside Me, den hypnotiske Valhalla Rising og Pixars Toy Story 3.
Og så var CPH PIX igen i år garant for nogle af årets bedste filmoplevelser (læs alt HER). Bl.a. leverede Werner Herzog to pletskud, den udknaldede My Son, My Son, What Have Ye Done? og en rablende Nicolas Cage i The Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans. Herudover vil jeg også fremhæve den brutale Kinatay, den groteske The Human Centipede, den velorkestrerede Mother og ikke mindst den djævelsk gode The House of the Devil. Well – måske jeg bare skulle have lavet en top 20 …
Der er også titler, jeg desværre ikke har nået at se endnu, bl.a. Tron: Legacy, The Town, Buried og Somewhere. Dem snupper jeg i det nye år, som forhåbentlig byder på flere forrygende filmoplevelser.
– Læs også: De bedste film 2009