NORDVEST: Villaknæk og narkopenge i Nordvest
Narko, pistoler og hælervarer – ja, der er gang i den kriminelle forretning i Michael Noers uglamourøse gangsterdrama Nordvest. Et råt kig ind i brutal verden, hvor mandsmod og handlekraft hele tiden testes, mens der scores penge på villaknæk og importerede ludere. Desværre forbliver det ellers latent potente drama noget fladt.
Der forsøges ellers hældt godt med drama på drengen, hvor vi følger den ambitiøse Caspers vej gennem den kriminelle underverden i Nordvest. Her males fronterne hårdt op mellem en invandrerbande og nogle rockerrelaterede tough guys – det med Casper i midten og hans mor, lillesøster og bror følsomt optegnet i kulissen.
For efter Casper dropper at gøre forretning med bandelederen Jamal, bliver han taget under vingen af den noget mere organiserede Bjørn og hans handel med narko og prostituerede. Spændingerne mellem de to fronter tager dog til og en konfrontation lurer lige om hjørnet. Casper forsøger fægtende at finde fodfæste, passe på sin familie og ikke mindst sin lillebror, der også bliver hevet ind i det betændte miljø.
Men selvom alle de rette elementer er på plads og der også stables fin autenticitet på benene, så mangler det menneskelige drama den nødvendige nerve og det nærvær, der kunne give filmen den nervepirrende pondus og det hjertebankende engagement, som forbliver gemt væk lige under overfladen. Det blandt andet i modsætningerne mellem familiens trygge rammer og gadens nådesløse hierarki.
Hverken Caspers forhold til sin bror, mor eller faderfiguren Bjørn får lov at sætte sig under huden, så man for alvor kunne blive revet med, når lortet går ned og kuglerne flyver. Debutanterne og brødrene Gustav og Oscar Dyekjær Giese gør det ellers fint med både kynisk kant, drengede drillerier og oprigtig omsorg, men de mere komplekse nuancer i deres følelsesliv står en smule uforløst hen.
En ellers veloplagt Dulfi Al-Jabouri fremstår som Jamal desværre kun som konturer af en kliché på en kriminel indvandrer, mens Roland Møller som Bjørn balancerer medrivende på grænsen mellem jovial og psykopat. Desværre falder en ellers kæk Nicholas Westwood aka Kidd en smule igennem som hashrygende comic relief.
Karaktererne kommer med andre ord aldrig rigtigt medrivende i spil. Miljøet er dog skildret med nærgående og energisk dokumentarisk feel, hvilket nok kan tilskrives Michael Noers tidligere arbejde med genren. Men Nordvest ender på trods af gode takter desværre som et uforløst gangsterdrama i øjenhøjde med gadens bøller. [tabgroup][tab title=”Nordvest | Biograf-anmeldelse “]
Vurdering 3/6
Originaltitel: Nordvest, Danmark, 2013
Premiere: d. 18. april
Instruktion: Michael Noer
Medvirkende: Gustav Dyekjær Giese, Oscar Dyekjær Giese, Roland Møller, Lene Maria Christensen, Nicholas Westwood Kidd m.fl.
Spilletid: 91 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]