Indlæg

It Chapter Two: Solid popcorn-horror fra Hollywoods monstermaskine

Biografanmeldelse: Gisp! Så starter det hele igen. For i denne anden og sidste del i fortællingen om Pennywise, vender den dansende klovn nemlig tilbage. Der er gået 27 år siden han sidst spredte død og ødelæggelse i byen Derry. Dengang satte børnene i The Losers Club en stopper for dræberklovnen. Men nu må flokken af venner så vende tilbage til, hvor det hele startede.

Det bliver starten ikke kun på at få Pennywise ned med nakken, men også at finde hinanden igen og ikke mindst at få bugt med frygten og egne dæmoner i mødet med den grumme fortid. Stephen King-filmatiseringen ‘It Chapter Two’ byder således på både dystre traumer, et ubrydeligt venskab og naturligvis sin del af gysende gru i skikkelse af den ækle klovns mange former.

Så selvom jeg ikke rigtigt bliver bange undervejs i de ellers mange foruroligende optrin, er gyserfilmen altså et ganske medrivende bekendtskab. Både blodigt, voldeligt og grumt. Herligt. Og selvom ‘It Chapter Two’ har en spilletid på intet mindre end to timer og 50 minutter, så er flowet ret vellykket – det selvom fortællingen bliver en smule klodset i sin episodiske opbygning.

På den måde forstås, at vennerne en for en lige skal stå ansigt med klovnen og deres personlige frygt. Det giver lidt gentagelser i måden, hvorpå Pennywise popper op, hvor gyset da også lidt for ofte beror på mere eller mindre vellykkede jump scares, hvor klovnen forsøger at jage en skræk i livet på mig. Det lykkedes ikke for alvor. Dermed ikke sagt, at det ikke er fedt at være vidne til de mange både slimede, ækle og blodige optrin.

I rollen som de vokse venner i The Losers Club finder man blandt andre Jessica Chastain, James McAvoy og Bill Hader. De er alle gode – ligesom dynamikken i flokken er gribende. De tumler hver især engagerende med deres problemer – eksempelvis Jessica Chastain med en voldelig mand. Det giver en fin og dyster klangbund til både dramaet og gyset.

Nå ja, og så må jeg bestemt ikke glemme en formidabel Bill Skarsgård i rollen som det onde selv, nemlig Pennywise. Han er intens, klam og foruroligende. Et klart trumfkort for denne solide omgang popcorn-horror fra Hollywoods monstermaskine, der desuden også er overraskende morsom. Bestemt en værdig afslutning på den ligeledes vellykkede første del.

– It Chapter Two får 4 ud af 6 stjerner:

– It Chapter Two har biografpremiere den 5. september. 

Stephen King’s IT (1990): Den klamme klovn på Blu-ray

Blu-ray-anbefaling: Der er film og serier, jeg husker bedre end andre fra da jeg var yngre. En af dem jeg uden tvivl husker er den todelte mini-serie Stephen Kings IT fra 1990 – ikke mindst takket være en skræmmende Tim Curry i den legendariske rolle som den onde klovn Pennywise. Han står stadig som en af alle tiders mest ikoniske filmmonstre – og måske den mest skræmmende filmklovn.

Nu er serien landet på Blu-ray, så den har stået på en skønt og skræmmende gensyn med byen Derry i Maine, der hjemsøges af en ond dæmon, der kan tage forskellige former alt efter, hvad dets offer frygter mest – blandt andet og ikke mindst som den olme klovn Pennywise, der lever i byens kloaker.

stephen-kings-it-blu-ray-01© Warner Bros. Entertainment Inc.

Historien finder sted i to perioder, først i 1960, hvor en gruppe børn første gang møder og står ansigt til ansigt med Pennywise og så igen i 1990, hvor børnene nu er voksne, men atter må overvinde den onde dæmon, der er vendt tilbage. Det er klart første del, der i mine øjne er mest skræmmende, mens seriens finale stadig fiser lidt ud i sandet. Men Tim Curry er hele vejen en uhyggelig fornøjelse.

Serien er baseret på en bog af Stephen King af samme navn, men dog instrueret af Tommy Lee Wallace, der blandt andet også står bag den undervurderede og oversete Halloween III: Season of the Witch. Blu-ray-udgivelsen byder desuden på serien med et flot billede og et ligeledes velfungerende lydspor, mens man som ekstramateriale finder et kommentarspor med blandt andet Wallace og en række af skuespillerne. Ja, denne udgivelse får min klare anbefaling.

Stephen King’s IT er udkommet på Blu-ray den 25. januar 2018.
Stephen King IT 1990 BD Steelbook

Endnu flere ’Bad Dudes’, del 2

Adam Sidwell har startet et ret cool projekt – (cirka) hver uge tegner han nemlig en ny ”Bad Dude” fra filmens – eller tv-seriernes verden – som postes på sitet 52 Bad Dudes. Siden mit første indlæg om det herlige projekt, er der kommet en stak nye ansigter på sitet – og der er altså nogle virkelig fine imellem.

I denne omgang finder man bl.a. portrætter af den ækle klovn Pennywise fra It, den enorme skumfidus-mand fra Ghostbusters, Ash fra Evil Dead-filmene, Mr. Blonde Reservoir Dogs, den farlige dukke Chucky og The Bride fra Kill Bill-filmene.

Du finder flere Bad Dudes på sitet HER.
– Se også: Din ugentlige ”Bad Dude”, del 1