Omar Sy – Filmskribenten

Biografanmeldelse: Ja, Jurassic World går i store fodspor efter Steven Spielbergs milepæl, Jurassic Park, fra 1993. Dem udfylder den ikke. Det havde jeg heller ikke regnet med. Fair nok. Men ja, der er for mange CGI-øgler, generisk action og lidt for meget af det hele. Men selvom større og vildere ikke er vejen til succes, er denne oppustede og delvist forpustede dinosaur altså et underholdende brøl.

Jeg vil ikke dvæle ved den første film, selvom den refereres til undervejs (og ja, vi glemmer lige de to efterfølgere). Nu gælder det dette nye bæst i familien. Den monstrøse park er for første gang i franchsen åben for besøgende – eller omvandrende foder for de glubske fortidsmonstre, som du nok har luret. En genmodificeret kæmpedræber sætter nemlig snart parken på den anden ende (medgivet, en genmodificeret dinosaur er dumt – deal with it).

Men i udgangspunktet en helt cool og ok simpel præmis for en omgang monster mayhem. Det får man også, men desværre læsser instruktør Colin Trevorrow og de seks (ja, seks) folk bag manuskriptet historien til med dumme idéer og karakterer, der enten er dumme eller opfører sig dumt. Groft sagt. Eksempelvis ved folk, der burde vide noget om dinosaurer af og til forsvindende lidt om dem.

Problemet med karaktererne er dog måske ikke så meget, at de (af og til) opfører sig dumt, men at de ikke er mere mindeværdige. Ok, Chris Pratt udgør en tilpas tør alfahan-og-jeg-har-styr-på-dinoerne-type, mens Bryce Dallas Howard er skinger, men også ok cool som parkens kvindelige kontormus/heltinde to come. Og så er der to brødre, hvis overlevelse, man skal forsøge at leve sig ind i.

Der er naturligvis også skurke med hemmelighedsfulde skurkeplaner. Problemet er bare ligeledes her – udover, at skurkeplanen er stupid – at det ikke er mindeværdige skurke. Well, nok brok for nu – for jeg kan jo faktisk godt lide filmen. Denne store, dumme, larmende og befriende barnagtige film (hmm, måske er de seks personer bag manuskriptet børn?).

Jeg blev med andre ord revet fint rundt på trods af for meget CGI, et ujævnt manuskript og et overtal af ligegyldige statister, der uden dramatisk effekt dør i gabet på øglerne – men det er stadig cool at se på. Ja, Jurassic World bringer på trods af sine plotmæssige dumheder og lidt for mange CGI-dinoer den fortsat fascinerede præmis om en park fyldt med dinosaurer til live.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 4 ud af 6 stjerner:

[tabgroup][tab title=”Jurassic World | Biografanmeldelse”]

Originaltitel: Jurassic World, USA, 2015
Release: d. 11. juni 2015
Instruktion: Colin Trevorrow
Medvirkende: Chris Pratt, Bryce Dallas Howard, Ty Simpkins, Irrfan Khan, Jake Johnson, Omar Sy, Vincent D’Onofrio m.fl.
Spilletid: 124 min.
Distributør: United International Pictures[/tab][/tabgroup]

Philippe er efter en ulykke blevet lam fra halsen og ned. Bum. På plussiden er han mangemillionær og har råd til at føre et liv, der ellers ville være umuligt. Men dagene forekommer på trods af de mange kultiverede ærinder med kunst og musik alligevel noget livløse. Det ændrer sig dog, da Phillippe ansætter den ligefremme Driss.

Ja, her er tale om et møde mellem to vidt forskellige verdener – den højtuddannede og finkulturelle elite mod Driss, der kun kender Mozart som musik fra reklamerne og egentlig bare vil have sin bistand. Der opstår dog på trods af deres forskelligheder et stærkt venskab mellem de to. Netop dette møde er filmens medrivende kerne.

Her pirkes dog kun overfladisk til problematikker, der ellers ligger lige for. Eksempelvis det uskønne i at måtte leve et liv som lam og de afsavn, det medfører. På samme måde forbliver Driss’ familiære, sociale og økonomiske problemer perifere. Her er med andre ord tale om fransk feel good for fuld skrue.

Det er der bestemt heller ikke noget i vejen med, men alligevel synes dramaet en smule uforløst, hvad angår de bagsider, der hænger sammen med de liv som Phillippe og Driss har. Men det er bestemt opløftende at være i selvskab med det umage par – selvom Driss til tider bliver en kende for kæk til min smag. Lidt for glad i låget.

Han spilles med evig entusiasme af Omar Sy, der frisk i tonen og uden medlidenhed håndterer den lamme Phillippe. Han er i øjenhøjde med sine medmennesker, men er også en smule ubehøvlet, når de eksempelvis skal i operaen – hvilket dog også har sin befriende charme. François Cluzet giver med få, men velvalgte virkemidler fine nuancer og en nødvendig kompleksitet til rollen som Phillippe. Fornemt.

De urørlige er ganske enkelt fin og følsom feel good, der omgås smerten en smule flygtigt, men til gengæld klarer sig igennem prøvelserne på charme samt et veloplagt samspil mellem François Cluzet og Omar Sy. At filmen så oven i købet er baseret på en virkelig historie, gør kun fortællingen det mere magisk.

Filmen: 4/6:

Billede, lys, ekstramateriale:
Filmens gør sig godt på Blu-ray og fremstår med et klart og veldefineret billede, hvor både nuancer og detaljer fint kommer til deres ret. Lydsporet spiller ligeledes godt og går klart igennem med velafstemte niveauer og god balance. Der medfølger desuden en ok making of-feature (30 min.), hvor filmens tilblivelse fint bliver berørt.

Billede: 5/6 | Lyd: 5/6 | Ekstramateriale: 2/6[tabgroup][tab title=”De urørlige | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering: 4/6

Originaltitel: Intouchables, Frankrig, 2011
Udgivelse: d. 19. marts
Instruktion: Olivier Nakache, Eric Toledano
Medvirkende: François Cluzet, Omar Sy, Anne Le Ny m.fl.
Spilletid: 1 time 52 min.
Distributør: Scanbox Vision[/tab][/tabgroup]

Indlæg

JURASSIC WORLD: Vildt mange dinosaurer, der æder folk kan aldrig kun være en dårlig ting

DE URØRLIGE: så er der fransk feel good for fuld skrue

Alt indhold tilhører Filmskribenten.dk

Følg os på Facebook

Nyeste indlæg

KATEGORIER

ARKIV