Det er ikke så underligt, at Bubby er blevet en smule bims. Han har nemlig levet i et forskruet forhold til sin mor de første 35 år af sit liv. Isoleret og uden at se andet end den grå lejligheds fire omklamrende vægge. Men ved et grumt tilfælde slipper han fri efter år med psykiske og seksuelle overgreb. Udenfor venter ham en ny og fremmed verden, han nærmest som et nyfødt barn naivt og nysgerrigt nu går i møde.

Bad Boy Bubby er en kompleks film, et ambitiøst og originalt værk, som både er dybt bizart, frastødende og rørende. Her favnes bredt både tematisk, stilistisk og genremæssigt, men det bliver aldrig et distanceret rod af løse idéer eller et ligegyldigt filmeksperiment. Den forunderlige historie snor sig nemlig hele vejen overraskende og medrivende, hvor en eminent Nicolas Hope som Bubby binder trådene sammen med sit portræt af det mærkværdige voksenbarn på forskruet dannelsesrejse.

Det er ikke kun fortællingen der er original, også filmens billed- og lydside leger med konventionerne. Filmen er nemlig skudt af hele 32 fotografer. Et vellykket eksperiment, der fornemt underbygger Bubbys hele tiden nye syn på omverdenen, bl.a. en smuk scene, hvor han for første gang hører musik. Lydsiden understreger også Bubbys unikke syn på verden, da al reallyd er optaget med mikrofoner bag Hopes ører og herved matcher hans bevægelser. Det lyder flippet, men fungerer fint og subtilt.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN —> Læs mere