Indlæg

SUSPIRIA: Dragende dødedans, dystre hemmeligheder og urovækkende gru

Biografanmeldelse: Jeg elsker Dario Argentos originale horror-milepæl ‘Suspiria’ fra 1977. En farvemættet, visuelt indtagende og grusom skrækfilm. Det er den Luca Guadagnino har taget livtag med i sin nyfortolkning af den over 40 år gamle klassiker. Selvom her er nogle af de samme elementer i spil, så er den sin egen film og kan bestemt stå på egne gruopvækkende ben.

Vi ankommer til en danseskole i 1970’ernes Berlin. Den ambitiøse og talentfulde amerikanske danser Susie Bannion har sikret sig en plads på skolen, hvis kunstneriske overhoved er den enigmatiske Madame Blanc. Det står dog klart fra filmens start, at noget ikke helt er som det burde være på skolen, der udover de mange dansere også huser dunkle hemmeligheder.

Således inviterer Luca Guadagnino mig med ind i en sælsom og mystisk verden af dansende passion, urovækkende gru og skjulte sandheder i en møjsommelig fortalt, visuelt detaljerig og ambitiøs film. Den stritter, vrider og bugter sig i flere retninger både med sine karakterer og i sin flerforgrenende historie, der foldes ud med et politisk dirrende bagtæppe.

Jeg kastes med andre ord rundt i en film, der ikke sådan lige lader sig tæmme eller afkode. Ja, og hvorfor skal Tilda Swinton egentlig spille både Madame Blanc og ikke mindst den ældre herre Josef Klemperer, der med sit eget sideplot hvirvles ind i historien om danseskolen? Nej, det giver ikke umiddelbar mening – men det behøver det heller ikke at gøre.

For ‘Suspiria’ føles også som et eksperiment, der prøver ting af både narrativt og visuelt. En film, der improviserer og udfordrer sig selv. Det er der kommet en legesyg og levende filmoplevelse ud af, der måske nok er ujævn, men så absolut pokkers dragende hele vejen. En film, der er mange ting på en og samme tid: Smuk, klam, creepy, intens, mystisk, frustrerende og urovækkende.

Dakota Johnson er desuden indtagende og nærværende som Susie Bannion, mens Mia Goth som medstuderende vibrerer i fortællingen, der leverer op til flere forrygende scener. Lige fra nervepirrende danseprøver og natlige afsøgninger af skolen til kropsgrumme skrækscenarier. Luca Guadagnino har med ‘Suspiria’ kort fortalt skabt et tumlende bæst af en forførende horrorfilm.

– ‘Suspiria’ får 5 ud af 6 stjerner:

– ‘Suspiria’ får biografpremiere den 15. november 2018.

A CURE FOR WELLNESS: Jagten på sundhed byder på en foruroligende grum bagside

Biografanmeldelse: Bered dig på et rundtosset, tosset og bizart kurophold med Gore Verbinskis billedskønne A Cure For Wellness. For det er absolut ikke noget normalt kursted, der venter børsmægleren Lockhart. Han sendes nemlig til de smukke alper for at hente sit firmas CEO hjem fra et luksuriøst spaophold, da der er brug for ham hjemme i New York.

Det står dog hurtigt klart for enhver, at der forgår fordækte ting i kulissen på det ellers tilsyneladende sunde ydre i Alpernes idylliske omgiveler. Lockharts tur bliver således snart en tur ind i et spind af hemmeligheder, hvor en mystisk kur ikke er nær så sund for kurstedets patienter, som de går og tror.

a-cure-for-wellness-02

Desværre er mysteriet bare ikke videre medrivende udfoldet – og både twists and turns i det kringlede plot formår ikke at holde liv i hemmelighederne og min interesse for Lockharts tur ind i det lyse spabads mørke bagside. Hertil bliver mysteriet for hurtigt gennemskueligt – og de onde protagonister for forudsigeligt portrætteret. Til gengæld er der flot schwung på filmens dragende billedside.

For ja, det er visuelt, filmen viser overskud. Her bliver jeg i flere scener draget ind i et psykologisk mørke, hvor virkeligheden slår knuder og mareridtet venter sammen med Lockharts rejse ind i sundhedens grimme skyggesider. Herligt. Desværre er Dane DeHaan i hovedrollen som Lockhart bare ikke et engagerende nok bekendtskab til, at jeg rives med at hans fortælling.

a-cure-for-wellness-01

Der er ganske enkelt for få overraskeler i ham og det plot, der forsøger at krølle sig mystisk om Lockhart, hans traumeramte fortid og kurstedets grumme bagside. Filmen forsøger endvidere med en kras kommentar på en usund jagt på sundhed, der blot avler det modsatte af, hvad målet er – og hvem er for eksempel i virkeligheden de syge i vores samfund?

Desværre er filmen bare aldrig for alvor spændende andet momentant – og så er de knap 2 timer og 30 minutters spilletid bare for langt for filmens eget bedste. Til gengæld imponerer eskapaderne visuelt med velkomponerede billeder af kurbadet. Både den harmoniske overflade og den mareridtsfyldte bagside, mens der venter en herligt bizar, klam og bombastisk finale. Men jeg savner endvidere mere finalens vanvid i den øvrige spilletid, hvor de samme pointer og scener synes at køre en smule i ring.

A Cure For Wellness får 3 ud af 6 stjerner:
3_6 - stars

A Cure For Wellness har biografpremiere den 16. februar 2017.
a-cure-for-wellness-poster
[tabgroup][tab title=” A Cure For Wellness | Biografanmeldelse”]
Titel: A Cure For Wellness, 2016
Release: den 16. februar 2017
Instruktion: Gore Verbinski
Medvirkende:  Dane DeHaan, Jason Isaacs, Mia Goth m.fl.
Spilletid: 146 min.
Udgiver: Fox Film[/tab][/tabgroup]