Indlæg

BASKIN: Tyrkisk horror-mindfuck kaster okkult blod op

Dvd-anmeldelse: Ok, inden du læser videre, så lad mig bare lige skære helt ind til benet: Ja, du skal se den tyrkiske horrorfilm Baskin. Har du brug for lidt flere ord om hvorfor? Så læs roligt videre. Resultatet bliver dog (forhåbentligt) det samme. Nemlig det, at du ser dette både blodige og syrede mindfuck, som er udkommet på dvd her i landet.

Men hvad handler Baskin egentlig om? Jo, det hele starter en mørk aften (gisp), hvor fem betjente – nogle af mere tvivlsom karakter end andre – hygger sig på en café. Snakken går på sex, med røverhistorier og interne drillerier.

Alt er med andre ord som det plejer at være. Men da de bliver kaldt ud til en opgave, begynder der snart at ske nogle weird-ass ting… af den overnaturlige slags.

Baskin-dvd-anmeldelse-05

Mere vil jeg ikke komme ind på plottet her. Jo mindre du ved going in, jo bedre. Men nu er det i grunden heller ikke det virkelighedsforskydende plot, der er filmens største styrke. Det er derimod selve måden, hvorpå historien fortælles.

Det er den olme stemning og de kvalme mareridtstableauer, som den spillefilmsdebuterende instruktør Can Evrenol og fotograf Alp Korfali serverer, der bærer oplevelsen. Baskin er med andre ord hverken en karaktertung eller historiemæssig åbenbaring. Men det gør heller ikke noget.

For når først virkeligheden begynder at skride og plottet slår krøller, så er jeg allerede hvirvlet engagerende ind i filmens begsorte galskab sammen med de rundtossede betjente. Og mareridtet tager blot til, som filmen skrider frem, hvor det for alvor bliver grumt i filmens anden halvdel.

Baskin-dvd-anmeldelse-01

For politipatruljen får nemlig – som også jeg – sværere og sværere ved at finde ud af, hvad der i grunden sker i den bygning, som de er blevet kaldt ud til. En ting er dog sikker, der sker nogle pænt fucked up ting. Lige et par hurtige stikord: Blod, slimede frøer og okkulte ritualer.

Ja, for en gangs skyld rammer coverets beskrivelse ganske godt plet. Her bliver nemlig både Clive Barker, Dario Argento og H.R. Giger nævnt. Ikke et dårligt trekløver at blive sammenlignet med – og heller ikke forkert. Jeg putter da også gerne David Lynch i puljen over filmens inspirationskilder.

Baskin er nemlig både stemningstung, bizar, brutal, smuk og ond. Så sig farvel til logikken og hop ind i denne nedadgående spiral af et okkult mareridt, hvor dunkle traumer bobler under overfladen og blodige eskapader hidsigt skærer maven op på dig. Et arrigt jag ad gangen.

Baskin får 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars

Filmen står flot, skarpt og farvemættet og lyder ligeledes godt på dvd. Desværre begrænser udgivelsens ekstramateriale sig til en trailer og et billedgalleri.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

[tabgroup][tab title=”Baskin | dvd-anmeldelse”]
Baskin-dvd-cover
Originaltitel:
Baskin, Tyrkiet, 2015
Udgivelse: den 12. maj 2016
Instruktion: Can Evrenol
Medvirkende: Muharrem Bayrak, Mehmet Akif Budak, Fadik Bülbül m.fl.
Spilletid: 93 min.
Distributør: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]