MANHATTAN: Charmerende gensyn med Woody Allens sniksnakkende klassiker
Blu-ray-anmeldelse: Selvfølgelig er Woody Allen en personlig favorit, ligesom han også er din. Hvis ikke, bør du straks gå ombord i mandens film. Nu er en af hans mest kendte film landet på Blu-ray her i landet, hans klassiker Manhattan fra 1979 – og det har været et skønt gensyn med denne sniksnakkende kærlighedserklæring til New York.
Her vendes og drejes kærlighedskomplikationer, forholdsforviklinger og meningen med det hele både skarpt og vittigt. Man får lyst til at flytte til New York, gå på museer, drikke vin, lytte til jazzmusik og skrive bøger – præcis som filmens medvirkende, hvor Woody Allen spiller den fraskilte, 42-årige tv-forfatter og forfatter in spe, Isaac Davis. Du ved, i vanlig småneurotisk og småsludrende stil.
Han flirter rundt med sin blot 17 år gamle kæreste Tracy, mens New York indrammer hverdagen i romantisk sort/hvid. Men selvfølgelig er kærligheden ikke sådan lige at få styr på – men hvornår er den nogensinde det? Aldrig. Og sådan skal det være. Men netop dette gør ikke just livet lettere for hverken Isaac, Tracy eller venneparret Yale og Emily. For ingen af parterne kan ikke helt finde ro i deres forhold.
Ja, du gættede rigtigt – forholdene slår knuder, alt imens der med løs hånd refereres til alt fra Bergman, Vivaldi og Kafka videre til Fellini, Sinatra og Cézanne. Her synes kærligheden aldrig definitiv, men som en fortløbende bæk, der har både krusninger på overfladen og bugter sig uforudsigeligt gennem landskabet – for lige at smide lidt billedsprog på bordet. Undskyld, det skal ikke ske igen.
Men netop Woody Allens flair for at spidde og undersøge både kærligheden og menneskelige relationer er her både vedkommende, relaterbart og virkelig sjovt leveret med sine sarkastiske og skarpe iagttagelser af uindfriede drømme, uforløst kærlighed og selvfølgeligheden af, at alle går til psykiater, for sådan er det bare – og gerne en, der er endnu mere forvirret end vedkommende på briksen.
Men det er ikke kun Woody Allen, der med naturlig tilstedeværelse gør filmen til en fornøjelse, det gør også Michael Murphy som Iassacs bedste ven samt hans hustru i skikkelse af Anne Byrne. Diane Keaton agerer Woody Allens selvstændige og intellektuelle flirt, mens Meryl Streep er er hans lesbiske eks-kone. Det er dog Mariel Hemingway, der næsten stjæler filmen som den naive Tracy, der lærer Isaac ikke at være så kynisk. Med andre ord bør altså se filmen, der holder til flere gensyn.
– Manhattan, 5/6:
Ekstramateriale, billede og lyd:
Der medfølger desværre kun filmens trailer som ekstramateriale. Til gengæld gør filmens smukke sort/hvid billeder sig godt på Blu-ray. Kontrasten er solid og billedet har en indtagende tekstur, der fornemt gengiver New Yorks skyline, gader og mange gallerier. Lydsporet spiller også fint, hvor den velskrevne dialog går klart igennem, uden at lydsiden dog imponerer. Men det fungerer bestemt.
Ekstramateriale 0/6 | Billede 5/6 | Lyd 4/6
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Manhattan | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering 4/6:
Originaltitel: Manhattan, USA, 1979
Release: d. 10. oktober 2013.
Instruktion: Woody Allen
Medvirkende: Woody Allen, Diane Keaton, Michael Murphy, Mariel Hemingway, Meryl Streep, Anne Byrne m.fl.
Spilletid: 1 time 36 min.
Udgiver: SF Film[/tab][/tabgroup]