Indlæg

LONG SHOT: Sød, sjov og charmerende rom-com med umage duo

Biografanmeldelse: Lad det være sagt med det samme, jeg er vild med romantiske komedier. Problemet er blot, at der er langt mellem de gode af slagsen. Heldigvis rammer den både søde, sjove og charmerende rom-com ‘Long Shot’ ret så fint plet – det selvom den ikke byder på nogen overraskelser undervejs i sin historie, der altså forløber lige efter genrens konventioner.

Men pyt med det, for i front finder man nemlig det umage par Charlize Theron og Seth Rogen. Hun er den ambitiøse, succesfulde og stilfulde amerikanske udenrigsminister Charlotte Field, der har planer om at blive intet mindre end USA’s første kvindelige præsident, mens han er den just fyrede, sjove og noget sjuskede journalist Fred Flarsky. Ja, så absolut en umage duo.

Spørgsmålet er jo så bare, om denne umage duo også kan gå hen og blive et rigtigt par af den romantiske slags – deres forskelligheder til trods? Tilfældigheder vil nemlig, at de to støder på hinanden til en fest, hvor de mødes over en fælles fortid. Allerede her synes en gnist at blive tændt mellem de to. En gnist, der kun blusser op filmen igennem. Ja, en romantisk komedie, du ved.

Man skal altså også give slip på noget af virkeligheden her, for filmen skal først og fremmest underholde med både sødme, skarpe og sarkastiske jokes samt ja, den både farlige, men også livsnødvendige kærlighed, vi som mennesker har brug for. Det har de to også – men hvordan skal det dog ikke gå de to og deres meget forskellige liv? For godt nok er det ikke svært at regne ud, hvordan det hele ender – men måden hvorpå det sker er altså pokkers underholdende.

Ganske vist bliver filmen sine steder lige lang nok i spyttet, men det rettes der op på undervejs af den ene sjove scene efter den anden, hvor der naturligvis også bliver plads til den søde og uventede kærlighed. Desuden finder man et par fine og naturligvis også sjove bikarakterer – blandt andet i skikkelse af Charlottes assistent, der ikke kan udstå den uformelle Fred.

‘Long Shot’ er kort fortalt og ganske enkelt en veloplagt romantisk komedie med engagerende Charlize Theron og Seth Rogen i front som det umage par – ja, der er så absolut kemi imellem dem, mens det er både sødt og sjovt at følge, hvordan de nærmer sig hinanden og lærer noget om sig selv undervejs. Ja, der er som sagt langt mellem de gode romantiske komedier, men dette er altså bestemt en af de gode af slagsen. 

‘Long Shot’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Long Shot’ har premiere den 2. maj 2019.