Indlæg

Se Spike Jonzes "I’m Here" i sin fulde længde

Jeg har her på bloggen slået lidt på tromme for Spike Jonzes 30 minutter lange kortfilm, robot-romancen I’m Here. Nu kan man se filmen i sin fulde længde på filmens hjemmeside – så det vil jeg anbefale, at man gør.

Det er en ret så sød og smuk film. Pengemændene bag tillader dog kun et vist antal kig hver dag. Hvis disse er brugt op, så vend tilbage i morgen – den er bestemt værd at bruge tid på. Se filmen: www.imheremovie.com.

– Se evt. filmens trailer nedenfor, hvis du endnu ikke har haft fornøjelsen.

[vimeo]http://www.vimeo.com/9573113[/vimeo]

Spike Jonzes Where the Wild Things Are har desuden premiere i Danmark d. 25. marts. Den glæder jeg godt nok også til at se.

Sød og sælsom Spike Jonze-trailer

Så er traileren landet til Spike Jonzes kommende kortfilm I’m Here. Den ca. 30 minutter lange film har premiere i aften på Sundance Film Festival – og ud fra traileren at dømme, ser det ret spændende ud. Menneskestore lyserøde og lyseblå rotter og et robotkærestepar på farten. Klik evt. videre til filmens egen side HER. Det er Sienna Guillory og britiske Andrew Garfield (The Imaginarium of Doctor Parnassus, Boy A), som spiller de søde robotter.

[dailymotion]http://www.dailymotion.com/video/xbxw11_iym-here-spike-jonzes-robot-love-st_shortfilms[/dailymotion]

Spike Jonzes film Where the Wild Things Are har desuden premiere i Danmark d. 25. marts. Den er jeg efterhånden også ret spændt på at se!

– Læs også Spike Jonze klar med robot-kærlighed.

Nicolas Winding Refn er monstret Glubsk

En lille bonus til bloggens læsere. Før Pusher, før Bleeder, før Fear X og længe før Bronson indtog Refn selv en rolle foran kameraet. Det skete i den lille blodige danske monsterfilm Glubsk – Sultens Gud. Her finder man nemlig Refn forklædt til ukendelighed i rollen som intet mindre end monstret Glubsk. Be afraid be very afraid…

Så som et kuriøst lille appendiks til bloggens mindre Refn-Frenzy – I give to you: Glubsk – Sultens Gud.

– Se resten af filmen her: DEL 2 og DEL 3.

Kortfilm for fuld udblæsning

Jeg var i går med i den jury, der skulle bedømme 20 kortfilmsproduktioner, som er blevet lavet på gymnasier fra hovedstadsområdet og opland. Det var virkelig spændende at se de mange film, som bl.a. genremæssigt favnede bredt. Der blev prøvet kræfter med bl.a. drama, gys, film noir, stumfilm, musikvideo, action og dokumentar. Der var både meget humor i flere af filmene, men også overraskende meget vold og død. Der var mange fine historier og overbevisende stiløvelser. Der var god energi og smittende fortælleglæde. Et virkelig fint initiativ, som kan være med til at skubbe energiske filmskabere videre.

20 kortfilm på en dag!

Jeg glæder mig til i dag! Jeg skal nemlig sidde med i juryen, der er så heldig at blive udsat for en ordentlig stak kortfilmsproduktioner fra en række gymnasier i hovedstadsområdet og opland – hele 20 styk i alt. I den fem mand høje jury sidder bl.a. også instruktøren Nicolo Donato, som står bag den kommende film Broderskab med bl.a. Thure Lindhardt og Nicolas Bro. Det foregår i Cinemateket, men er desværre et lukket arrangement – men måske man kommer til at se nogle af kortfilmene på kommende filmfestivaler.


Arrangementet afholdes af Medielærerforeningen for de Gymnasiale Uddannelser i samarbejde med Det Danske Filminstitut og Børn & Unge. Et spændende initiativ, som faktisk har en del år på bagen. En platform som muligvis kan være kimen til en række fremtidige filmfolk – tja, måske der blandt deltagerne i dag sidder en af Danmarks kommende filminstruktører?

Spike Jonze og Kanye West syrer ud…

Spike Jonze, som netop nu er aktuel med filmen Where the Wild Things Are har sendt drukkenbolten og megalomanen Kanye West en tur ud i torvene i den ca. 10 minutter lange og surreelle kortfilm We Were Once a Fairytale. Filmen havde premiere ved Los Angeles Film Fest i sommers, men er nu havnet online.


Jeg vil ikke røbe for meget af handlingen her, men blot sige at Kanye West giver den gas som fuld og irriterende klubgæst (har vi hørt det før…?) – men så tager tingene en usædvanlig og syret drejning, well det er jo trods alt Spike Jonze, som står bag. Mere vil jeg ikke røbe – you have to see it to believe it…

Spike Jonze har før haft fingre i Kanye West, de lavede nemlig en super cool video til Flashing Lights sammen (se den her). Nu er alt hvad Kanye West laver ikke nødvendigvis lige min kop the, men Spike Jonze får skruet nogle ret interessante ting sammen, hvilket også er tilfældet med de to West-samarbejder. Tjek evt. også Jonzes formidable spillefilm Orkidé-tyven og Being John Malkovich ud, hvis du endnu ikke har haft den fornøjelse – eller gå på jagt efter hans utallige musikvideor. Han er bl.a. manden bag den klassiske Beastie Boys-video Sabotage (se den her).

– Se Spike Jonzes kortfilm We Were Once a Fairytale her eller her.