Blodig Weekend 2015: Så er det snart tid til fjerde omgang af genrefilmsfestivalen Blodig Weekend. Det betyder vanen tro, at du kan kaste dig sultent over horror, gru og andre både brutale og bizarre genrefilm. Det sker fra den 27. oktober til og med den 1. november i Cinemateket i København – du får fat i dine billetter her. Så det synes jeg naturligvis, at du skal gøre.
Her er lige lidt info om festivalen samt mine anbefalinger og det fulde program. Og ja, der er igen flere gode og vamle sager i vente. Det betyder både nye film samt gamle kendinge, mens festivalen igen i år byder på et collectors market, hvor du kan købe film, plakater og merchandise samt sikkert også andre interessante sager. Det sker i Cinemateket, hvor alle film også vises.
Martyrs-remaket fra i år spreder skræk og rædsel på årets Blodig Weekend
Festivalen får vanen tro også besøg af et par prominente gæster, blandt andre den tyske Nekromantik-instruktør Jörg Buttgereit, instruktør og producer Brian Yuzna samt skuespiller Baard Owe. Herudover kan du i år også deltage i en blodig filmquiz, en paneldebat om low budget filmmaking (fri entré) og en Halloween-fest. Ja, der er nok, du både kan og bør kaste dig over den kommende blodige weekend. Jeg skriver løbende fra festivalen – håber, at vi ses i mørket.
MINE ANBEFALINGER TIL BLODIG WEEKEND 2015
Selvom festivalen byder på en række helt nye skrækfilm, er det de ældre titler, der trækker mest i mig. Men blandt de nye og mere interessante film finder du blandt andet remaket af det franske mesterværk og genrebastard Martyrs, hauted house-gyset We Are Still Here og et fransk remake af Mario Bavas Rabid Dogs fra 1974, mens den danske zombiefilm Sorgenfri er åbningsfilmen. Men selvom det er ældre titler, der lokker, er der også nye titler blandt mine anbefalinger herunder.
Oplev kombinationen af lig og kærlighed i den tyske Nekromantik fra 1987
NEKROMANTIK FRA 1987 MED BESØG AF INSTRUKTØR JÖRG BUTTGEREIT
Sidste år så jeg Cannibal Holocaust fra 1980 og The Toxic Avenger fra 1984 med besøg af henholdsvis instruktør Ruggero Deodato og Troma-kongen Lloyd Kaufman. Det var vilde, vildt gode og unikke oplevelser. Jeg anbefaler derfor, at du ser den vamle nekrofilguffer Nekromantik for ligkærlighed og tyskundervisning, der kan få dig til at kaste op. Du kan også se antologifilmen German Angst, hvor Jörg Buttgereit står bag den ene af filmens tre fortællinger.
– Nekromantik + introduktion og Q&A med Jörg Büttgerreit fredag den 30. oktober kl. 21:45.
– German Angst + introduktion af Jörg Büttgerreit søndag den 1. november kl. 14:00.
Den kære Jeffrey Combs har sit at se til i Re-Animator
RE-ANIMATOR OG SOCIETY MED BESØG AF PRODUCER OG INSTRUKTØR BRIAN YUZNA
Stuart Gordons Re-Animator fra 1985 er en af mine absolutte favoritter – af forhåbentligt åbenlyse årsager. Filmens producer, Brian Yuzna, deltager i en Q&A efter filmen. Yuzna har instrueret efterfølgerne Bride of Re-Animator (1989) og Beyond Re-Animator (2003) samt de to The Dentist-film (1996, 1998). Det er dog hans instruktørdebut Society (1989), du også kan se på Blodig Weekend.
– Society + Q&A med Brian Yuzna lørdag den 31. oktober kl. 19:00.
– Re-Animator + Q&A med Brian Yuzna søndag den 1. november kl. 19:00.
Du kan opleve denne fæle dæmon i den sorthumoristiske splatterfest Deathgasm
DEATHGASM – CROWD-PLEASER MED DÆMONER, METAL OG GORE
Det kan næsten ikke blive en større kliché end at blande horror og heavy. Men det er præcis, hvad new zealandske Deathgasm gør, da et par heavyhoveder uheldigvis hidkalder fæle kræfter via musikken. Heldigvis er det underholdende galskab og sort humor med vamle dæmoner og grum gore. Ja, blodigt vanvid i samme boldgade som landsmanden Peter Jacksons Braindead og Bad Taste.
– Deathgasm vises søndag den 1. november kl. 21:30.
Knock Knock – Keanu Reeves skulle nok ikke have lukket dem ind
KNOCK KNOCK – KEANU REEVES FÅR BESØG AF TO IKKE SÅ SØDE KVINDER
Jeg har ikke haft mulighed for at se Knock Knock på forhånd, så min anbefaling går ene og alene på, at jeg er begejstret for Eli Roths film. Ja, både Cabin Fever, Hostel og Hostel: Part II. Og når nu hans ombruste kannibalfilm The Green Inferno fra 2013 stadig lader vente på sig, er det vel heller ikke det værste alternativ med en film, hvor Keanu Reeve får sit at se til med uventet besøg af to kvinder.
– Knock Knock vises fredag den 30. oktober kl. 21:30.
Bruce Campbell er tilbage i sin ikoniske rolle i tv-serien Ash vs Evil Dead
SPRING + FØRSTE AFSNIT AF DEN NYE TV-SERIE ASH VS EVIL DEAD
Jeg er spændt på at se, om Spring kan leve om til den postive buzz, den omgives af. Den lyder i hvert fald virkelig spændende i omtalen som ”H.P. Lovecraft møder Richard Linklater” – en kombination af romantisk drama og monsterfilm. Nå ja, og det gør det jo kun ekstra attraktivt, at første afsnit af tv-serien Ash vs Evil Dead vises inden filmen, hvor Bruce Campbell er tilbage i sin ikoniske rolle fra Evil Dead-filmene.
Spring + Ash vs Evil Dead vises søndag den 1. november kl. 19:15.
Nej, der er ikke noget bedre end at synke ned i galninge, spøgelser og fæle monstre i det mørke efterår. Så få lige købt dine billetter.
– Besøg Blodig Weekend på deres site her og på Facebook her.
– Besøg Filmskribenten på Facebook her.
Der venter monstrøs kærlighed i Spring
Herunder det fulde program for Blodig Weekend 2015
ONSDAG DEN 28. OKTOBER
21:30 | Sorgenfri – snigpremiere og åbningsfilm (Danmark, instr. Bo Mikkelsen, 2015)
TORSDAG DEN 29. OKTOBER
19:15 | Martyrs (USA, instr. Kevin Goetz, Michael Goetz, 2015)
21:30 | We Are Still Here (USA, instr. Ted Geoghegan, 2015)
FREDAG DEN 30. OKTOBER
16:30 | Scherzo Diabolico (USA/Mexico, instr. Adrián García Bogliano, 2015)
19:15 | Villmark 2: Asylum + introduktion af instruktør og Baard Owe (Norge, instr. Pål Øie, 2015)
21:30 | Knock Knock (USA, instr. Eli Roth, 2015)
21:45 | Nekromantik + introduktion og Q&A med instruktør (Tyskland, instr. Jörg Buttgereit, 1987)
LØRDAG DEN 31. OKTOBER
14:00 | Cherry Lee (Irland, instr. David Keating, 2015)
16:30 | The Corpse of Anna Fritz + intro af instruktør (Spanien, instr. Hèctor Hernández Vicens, 2015)
19:00 | Society + Q&A med instruktør (USA, instr. Brian Yuzna, 1989)
21:30 | Deathgasm (New Zealand, instr. Jason Lei Howden, 2015)
21:45 | Rabid Dogs (Frankrig, instr. Éric Hannezo, 2015)
SØNDAG DEN 1. NOVEMBER
14:00 | German Angst + introduktion af instruktør (Tyskland, instr. Jörg Buttgereit, 2015)
17:00 | Emelie (USA, instr. Michael Thelin, 2015)
19:00 | Re-Animator + Q&A med producer Brian Yuzna (USA, instr. Stuart Gordon, 1985)
19:15 | Spring + 1. afsnit af tv-serien Ash vs Evil Dead (USA, instr. Justin Benson, Aaron Moorhead. 2015)