DAG 15: Efter at jeg i torsdags byttede biografmørket ud med en voldsom og vildt sjov koncert med Andrew W.K., var jeg godt gennembanket tilbage på PIX om fredagen. By Day and By Night var den første af dagens tre film – en omgang lommefilosofisk science fiction fra Mexico. Den formåede dog ikke at indfri de store tanker og sit futuristiske familiedrama til en specielt gribende film.

I en dystopisk fremtid har man pga. af overbefolkning givet befolkningen et enzym, der styrer deres søvn. Herved er der skabt et ’nathold’ og et ’daghold’ – to grupper, der aldrig kan mødes. Sorgen rammer en mor, da hun mister sin datter, der på mystisk vis skifter ’hold’. Kernen i filmen er altså et menneskeligt drama, der også jonglerer med tanker om bl.a. personlig frihed og hvad det vil sige at være menneske. Dramaet får bare aldrig følelsesmæssigt fat og de filosofiske idéer ikke nok resonans.

Sandra Echeverría giver ikke rollen som ulykkelig mor det nødvendige nærvær – og man savner i det hele taget karakterer, der kunne give historien den nødvendige dramatiske bund. Det futuristiske miljø er heller ikke just fængslende. Her leveres dog et par smukke billeder, hvor et naturfrodigt fremtidslandskab fornemt forener fortid og fremtid. Men sine gode takter til trods, var det en ujævn og for lidt gribende film.

Herefter ventede endnu en dyster fremtidsvision, nemlig selve jordens undergang. Men i Abel Ferraras storby-spiritualistiske undergangsfilm 4:44 Last Day On Earth er det ikke med et brag, at dommedag iscenesættes, men hjemme hos en rynket Willem Dafoe og hans kunstnerkæreste Shanyn Leigh, der deler den sidste dag og nat sammen, inden det hele er forbi. Et i grunden småirriterende New Yorker-boheme-par med malerpensler og Buddha-statuer på hylderne. Oh well…

Ja, budgettet er skrabet, men det ændrer ikke på et til tider småhysterisk overspil, hvor Shanyn Leigh leder skingert an. De to virker ikke til at være blevet ’spillet ordentligt sammen’ til at skabe den intensitet, der sigtes efter. Og tanker om hvordan mennesket vil agere i sine sidste timer forbliver postulater og ikke en tankevækkende og gribende film. Dog flyder der en smule cool storby-tritesse ud mellem de teatralske sideben, men i sidste ende efterlod jordens undergang mig kold. Øv.

Heldigvis sørgede William Friedkins yderst underholdende og foruroligende Killer Joe for at dagen ikke endte med tre flade film. Langt fra. Sagerne løber her helt af sporet for den forgældede Chris, da han hyrer den korrupte strømer Joe Cooper aka Killer Joe til at nakke sin mor, så han kan få udbetalt forsikringssummen. Men Chris aner ikke hvor hurtigt hans situation kan gå fra gal til katastrofal – og snart er hele hans bonderøvs-familie viklet ind i det spegede mordkomplot.

Et hedt Texas skaber en perfekt ulmende atmosfære til denne skarpt skrevede sag, der med sikker hånd om sin sorthumoristiske historie og fantastiske cast fik sat medrivende fut under både manglende moral og iltre temperamenter. Matthew McConaughey er fænomenal som den kolde Killer Joe, Juno Temple forførende som datteren Dottie og Thomas Haden Church sjov som smådum familiefar. Et aparte og voldsomt cool comeback for manden bag Eksorcisten og The French Connection.

– Læs mere på CPH PIX:
By Day and By Night, 4:44 Last Day On Earth og Killer Joe.