Indlæg

7 fremragende film om kulter

I Paul Thomas Andersons nye film The Master spiller Philip Seymour Hoffman den karismatiske kultleder Dodd Lancaster, mens Joaquin Phoenix er hans protegé. I den forbindelse anbefaler jeg syv fremragende film, der på hver deres måde også omhandler skræmmende kulter og lyssky fællesskaber. Du finder min anmeldelse af The Master her – og se flere ‘7 fremragende film’ her.

ROSEMARY’S BABY (instruktør: Roman Polanski, 1968)
Den skræmmende tvivl og alt det usagte får i Roman Polanskis mesterlige film lov til at lege ondskabsfuld kispus med både publikum og den gravide Rosemary. For hvad tumler naboerne egentlig rundt med og hvor meget foregår blot oppe i hovedet på Rosemary? Ja, selvom filmen har mere end 40 år på bagen, er den stadig et både nervepirrende og medrivende bekendtskab.

rosemarys baby kulter

THE WICKER MAN (instruktør: Robin Hardy, 1973)
Kultiske sange, dansende ritualer og uhyggelige dyremasker. Robin Hardys kultgyser er en både bizar, dybt fascinerende og skræmmende rejse udi indspiste fællesskaber og mystiske ceremonier. En helt unik film, der desuden rangerer højt på min liste over favoritfilm. Så har du kun set det ufrivilligt morsomme remake med Nicolas Cage, bør du straks få fingre i originalen.

wicker man kulter

SUSPIRIA (instruktør: Dario Argento, 1977)
Italienske Dario Argento er en personlig favorit og med Suspiria skabte han en både kulørt, larmende og ikke mindst chokerende film. Man følger her ballerinaen Suzy Bannions grufulde møde med en danseskole, der gemmer på andet end balletsko i skabene. Gruen driver ned af væggene, farverne skriger og soundtracket trygger terroren helt ind i hjertet. Herligt.

suspiria kulter

EYES WIDE SHUT (instruktør: Stanley Kubrick, 1999)
Mesterinstruktøren Stanley Kubricks sidste film omhandler en maskeklædt og orgieglad kult, der sender Tom Cruise og Nicole Kidman på en sælsom rejse ind bag lukkede facader. Man bliver her mødt af uudforsket begær og farlige lyster, der fornemt lader sig optrevle, men aldrig til fulde afsløre. En dragende film, der er indhyllet i uudgrundelig mystik.

eyes wide shut kulter

MARTHA MARCY MAY MARLENE (instruktør: Sean Durkin, 2011)
En film, der roligt, men sikkert tager et insisterende greb om sit publikum efterhånden som det går op én i hvor stort et omfang Martha er blevet hjernevasket af sin tid i en omklamrende kult. John Hawkes er skræmmende god som den egenrådige kultleder, mens Elizabeth Olsen nuanceret får portrætteret en pige i kamp med sig selv og sin fortid. En på mange måder fængslende film.

martha may kulter

RED STATE (instruktør: Kevin Smith, 2011)
Filmen udspiller sig i en flække i USA’s bibelbælte, hvor en gruppe fundamentalistiske kristne pryder bybilledet med hadfyldte demonstrationer imod homoseksualitet og andet, der ifølge deres bibellæsning fordærver verden – og de vil gå langt for at håndhæve Guds ord. Den ekstremistiske menighed holder således gryden lystigt i kog med denne herligt uimponerede bastard af gys, action, komedie og thriller. Dynamisk, fandenivoldsk og uforudsigelig.

red state kulter

KILL LIST (instruktør: Ben Wheatley, 2011)
Der gemmer sig dystre hemmeligheder lige under overfladen i den forrygende Kill List. En mørk rejse væk fra hverdagens spisebordsskænderier og langt ind i et sitrende vanvid, hvor volden hersker og det okkulte regerer. Jep, en urovækkende oplevelse, der med tålmodig insisteren knuger sig ondt om sit publikum. Her kan man ikke andet end hjælpeløst at følge med ind i det klaustrofobiske mareridt.

kill list kulter

Sprælsk skrækfilm er forrygende ond

Der gemmer sig dystre hemmeligheder lige under overfladen i den forrygende Kill List. En mørk rejse væk fra hverdagens spisebordsskænderier og langt ind i et sitrende vanvid, hvor volden hersker. Jep, en urovækkende oplevelse, der med tålmodig insisteren knuger sig ondt om sit publikum. Her kan man ikke andet end hjælpeløst at følge med ind i det klaustrofobiske mareridt.

De ligner to helt almindelige middelklassemænd, som de sidder der med hver deres dame til parmiddag i den grå forstand. Men Jay og Gal er lejemordere, og da de takker ja til en ny opgave, har de ingen anelse om de fatale konsekvenser. For bag de umiddelbart tilfældige ofre på deres ’kill list’, synes en større plan at tone frem. Men præcis hvad de lyssky arbejdsgiverne har i ærmet, lader sig ikke sådan afsløre – man aner dog konturerne af en skræmmende konspiration med okkulte overtoner.

Det er netop blandingen af rå realisme og den okkulte klangbund, der så forførende forenes i denne ondskabsfulde film, som med en tiltagende intensitet bugter sig længere og længere ind i mørket. En film, der ånder gennem volden og får nysgerrigt liv af de urovækkende hints, man nervøst griber ud efter i en søgen på svar – præcis som de to fortabte lejemordere.

Heldigvis formår filmen at lade tilpas mange spørgsmål stå ubesvarede hen, uden at løjerne af den grund mister momentum eller nærvær. Her truer volden konstant med at bryde ud – hvilket den også gør. Brutal og væmmelig. Desuden finder man et par velspillede hovedroller i Jay og Gal. En overbevisende Neil Maskell, der er skræmmende skizofren som familiefar og uforudsigelig psykopat, mens Michael Smiley er det tålmodige modstykke, der forsøger at bevare overblikket. Forgæves.

Nogle kritikere har bl.a. ment, at slutningen løber af sporet. Jeg kunne dog godt lide den bombastiske finale, der uanset hvad, ikke slap den ubehagelige atmosfære. Ja, jeg kan kun anbefale denne genreudfordrende bastard, der tumler sig sprælsk igennem sin strittende historie og ender med et isnende ondt spark i mellemgulvet. Instruktøren Ben Wheatley har med Kill List skabt et herligt uregerligt bæst.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen er kun udkommet på dvd her i landet. Billede og lyd gør sig udmærket, men imponerer ikke. Flere mørke scener står ikke altid lige veldefinerede, men generelt er der fin farvebalance. Lydsporet fungerer bedre og skaber med velbalancerede niveauer solid atmosfære. Der er desværre intet ekstramateriale. Det kunne ellers have været interessant at høre om Ben Wheatleys tanker bag filmen.

Originaltitel: Kill List, England, 2011
Instruktion: Ben Wheatley
Medvirkende: Neil Maskell, Michael Smiley, MyAnna Buring, Harry Simpson m.fl.
Spilletid: 91 min.
Udgiver: Warner Home Entertainment