Indlæg

ÆKTE VARE: Stjernedrømme og rapmusik i Brøndby Strand rimer ikke lige godt hele vejen

Biografanmeldelse: Når tilbuddet om hurtige penge, villige damer og sikker succes viftes for næsen af en, kan det være svært at takke nej – også selvom det betyder, at man må give slip på integriteten og efterlade vennerne i slipstrømmen. I Ækte vare er det dog ikke videre svært for up-and-coming-rapperen Mikael at takke ja. Det forstår man godt. For fra at smårappe på gadehjørner med sit crew, tilbydes han at skrive sange for og turnere med den etablerede rapper Apollo.

Et tillokkende alternativ til livet i Brøndby Strand og et dødsygt stilladsarbejde, også selvom det betyder en afstand til de ellers tætte venner. Således må Mikael nu forsøge at manøvrere mellem de to verdener, mens han selvfølgelig også lige må bakse med kærligheden (en sød Marijana Jankovic) samt en mor, der bankes af sin mand. Du ved, den rå virkelighed versus stjernedrys og champagneflasker.

ækte vare 02

I rollerne som Mikael og hans crew finder man lutter skuespilsdebutanter, hvilket de delvist slipper godt fra. Deres improviserede samtaler har en naturlig umiddelbarhed og dynamik, der giver dem troværdighed. På egen hånd kommer Kian Rosenberg Larsson i hovedrollen som Mikael dog til kort. Han virker flere steder fraværende og lettere søvngængeragtig. Det suger noget af engagementet ud af ham og filmen, hvilket hans ellers interessante filmfjæs ikke kan redde.

Hans egentlige talent er derimod i leveringen af de energiske rim, hvilket ikke er underligt, da han i den virkelige verden er bedre kendt som rapperen Gilli. Netop musikken får også god plads, uden der forfaldes til koncertfilm. Det er historien og karakterne, der er kernen – selvom Ækte vare uden tvivl også er en god reklamefilm for Gillis musik. Desværre halter historien og relationerne sine steder.

ækte vare 01

Blandt andet står Mikaels forhold til sin mor (en herligt ligefrem Maria Erwolter) og hendes voldelige mand underligt løsrevet fra resten af filmen og synes mest som et uforløst og påklistret aber dabei, fordi ’der jo skal noget familiedrama’ med. Desuden fungerer Rasmus Hammerich ikke rigtigt som Apollo. Jo, han er troværdig som afdanket og fordrukken, men sgu ikke som rapper. Han virker ofte for konstrueret, særligt i forhold til drengenes naturlighed.

Ækte vare har dog bestemt flere ting kørende for sig. For selvom det er småt med historiemæssig opfindsomhed og ikke alle relationer er lige tilfredsstillende eller nuanceret beskrevet, så fungerer dynamikken i drengegruppen, mens Fenar Ahmad, der debuterer som spillefilmsinstruktør, også fornemt skaber et levende miljø, hvor flere flotte billedmontager giver godt modspil til det grå betonbyggeri.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Ækte vare | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:
3_6 - stars

54855_AekteVare_Plakat.indd

Originaltitel: Ækte vare, Danmark, 2014
Premiere: d. 8. maj 2014
Instruktion: Fenar Ahmad
Medvirkende:
Kian R. Larsson, Ali Sivandi, Benny Jamz, Rasmus Hammerich, Marijana Jankovic, Maria Erwolter m.fl.
Spilletid: 89 min
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]