Indlæg

THE HANGOVER PART III: En tømmermandsramt finale

Den hårdtprøvede Wolfpack er vågnet op med tømmermænd i Las Vegas og Bangkok – denne gang følger vi så den uheldige trio, når de for tredje (og sidste?) gang kommer på et ufrivilligt eventyr. Her er løjerne dog ikke forårsaget af druk – det gør dog ikke strabadserne mindre dramatiske eller mere morsomme for den sags skyld.

For selvom flokken holder sig fra flasken og egentlig bare skal køre Alan til et behandlingshjem, går der ikke lang tid inden det går grueligt galt. Doug kidnappes af gangstere og hvis Phil, Stu og Alan vil se ham i live igen, skal de få fat på den vanvittige Chow, der har stjålet for millioner af dollars guld fra dem.

hangover 3 01

Således er der lagt i oven til endnu en omgang forviklinger, hvor det hårdtpressede trekløver atter sendes på en helvedestur, hvor alt der kan gå galt, går galt. Så bortset fra det tømmermandsfrie udgangspunkt, er her altså tale om mere af det samme. Desværre er eskapaderne ikke videre veloplagt leveret og der er langt mellem grinene.

Det lykkedes altså langt fra at nå samme niveau som den vellykkede første film, men samme menneskefjendske tone fra den flade to’er er intakt. Todd Phillips har dog for længst luret, at det er Zach Galifianakis som den excentriske Alan, der er seriens stjerne sammen med Ken Jeongs ustyrlige Chow. Men hvor Galifianakis stadig får mig til at grine, så kører Jeong i samme ulidelige og forudsigelige rille.

hangover 3 02

Desuden vælter plottet sig i huller, der ikke alle er lige nemme at se igennem fingre med. Ikke at logikken nødvendigvis behøver være på plads, men her er det ganske enkelt bare dårligt skrevet. Endvidere skal man påduttes en påklistret og ikke videre vellykket eller morsom romance. Den føles som så meget andet i filmen som en lappeløsning, der skal binde manuskriptets løse ender sammen.

Men på trods af mine forbehold, må jeg også erkende, at Bradley Cooper, Ed Helms og ikke mindst Zach Galifianakis er underholdende at følge – og så kan jeg egentlig godt lide filmens dystre tone. Det kan selv et dovent og uopfindsomt manuskript ikke ændre på. Men de tre herrer og ikke mindst publikum havde nu fortjent en mere værdig og mindre forglemmelig afslutning på trilogien. Tre små fordrukne stjerner. [tabgroup][tab title=”The Hangover Part III | Biografanmeldelse”] Vurdering: 3/6
3_6 - stars
hangover 3 poster
Originaltitel: The Hangover Part III, USA, 2013
Premiere: d. 30. maj
Instruktion: Todd Phillips
Medvirkende: Bradley Cooper, Ed Helms, Zach Galifianakis, Ken Jeong, Justin Bartha m.fl.
Spilletid: 100 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]