’Dræb eller blive dræbt’ – sådan kan man kort opridse præmissen for det ondskabsfylde spil på liv og død i den dystopiske The Hunger Games. Her skal der nemlig kæmpes, indtil kun én overlevende står tilbage som vinder. En præmis, der potentielt indeholder både intens menneskejagt, dirrende drama og moralske dilemmaer for de unge deltagere – skal man fx dræbe for selv at overleve?

Vi befinder os i et fremtidigt USA, hvor magthaverne forsøger at bevare magten over landets 12 distrikter. De afholder således hvert år det tv-transmitterede show Hunger Games – både for at demonstrere deres position samt at minde den undertrykte befolkning om et fejlslagent oprør for år tilbage. Hvert distrikt skal derfor stille med en dreng og en pige. Her ender vor heltinde, Katniss Everdeen – let the games begin!

Jeg har ikke læst bogen af Suzanne Collins som filmen er baseret på, så jeg holder mig fra sammenligninger med bogtrilogien. Jeg kan blot konstatere, at som film snubles der indledningsvis noget hastigt igennem en del information for at få etableret universet og karaktererne. Det er tjep fortællekunst, men ikke lige elegant og man aner til tider næsten manusforfatterne bag, der guider publikum på rette vej.

The Hunger Games er ganske vist ikke altid lige fornemt fortalt, men universet er overbevisende sat i scene med bastant arkitektur og flotte naturscener. Men hvorfor fa’en de rige indbyggere skal ligne farverige skurke fra starthalvfemserne, ved jeg ikke – en blåhåret Stanley Tucci, yikes. Filmens trumfkort er imidlertid Jennifer Lawrence som Katniss. Hun balancerer medrivende mellem barsk og sårbar – og så er hun dæleme også dræbende ferm med bue og pil, cool.

Men selvom vi har at gøre med et spil på liv og død, er det forbløffende hvor få dilemmaer de medvirkende egentlig sættes i – og underligt nok fornemmer man også kun sjældent en reel fare. Heldigvis diskes der – om end diskret – op men lidt blodsprøjt. Det er altid noget. For selvfølgelig skal det sjaske med blod, når et sværd hugges i en modstander – også selvom det er et barn. Sådan. Desværre føler man bare ikke noget særligt, når deltagerne falder på stribe.

Så til trods for filmens kradse præmis og eksistentielle tematikker som liv, død og overlevelse samt mediernes magt, så ender The Hunger Games som en halvtam affære. Her er ganske enkelt for lidt saft og kraft i dramaet, mens det også er småt med gråzoner. Det er de gode mod de onde og ikke så meget der imellem – en skam, at man ikke har turdet udforske nogle mere tvetydige følelser hos spillets deltagere.

Og ja, jeg vil skide på om filmen skal kunne sælges bredt. For når man har en så voldsom præmis som omdrejningspunkt, skal der altså mere drama på drengen – og når filmen oven i købet forråder sin egen præmis i tredje akt, så går luften sgu fejt af ballonen. Den forhastede finale forløser desværre heller ikke det ellers neglebidende oplæg og det kan hverken en snalret Woody Harrelson eller en magtfuld Donald Sutherland redde.

At The Hunger Games er blevet udråbt til at skulle udfylde tomrummet efter de slatne gummi-vampyrer i ’Twiligt’-serien – uden sammenligning i øvrigt – kan jeg dog kun billige (med mindre det selvfølgelig afstedkommer drab på uskyldige teens med bue og pil). For filmens ujævnheder til trods, så er det flot og momentant tankevækkende underholdning, der i sine bedste øjeblikke forener adrenalin og eftertanke. Desværre sker det bare ikke nok.

Ja, nup den japanske Battle Royale fra 2000. Den har en meget lignende præmis og langt mere svung på både historie, karakterer og ikke mindst vold. Jeg skal nok lade være med at råbe ’ripoff’ (alt for højt). Nå ja, se også 80’er-baskeren The Running Man, hvor en svulstig Arnold Schwarzenegger må kæmpe mod både morderiske ishockeyspillere og motorsave for at overleve et overgearet game show.

Billede og lyd:
Hvor filmen har sine svagheder, er der ikke meget at kommer efter hvad billed- og lydkvalitet angår. Blu-ray-udgivelsen står nemlig hamrende flot med fine detaljer, indtagende farver og solide kontraster. Lydsporet spiller ligeledes overbevisende med hæsblæsende panoreringer og fint afstemte niveauer. En sand fornøjelse.

Ekstramateriale:
Udgivelsen inkluderer desuden en dvd med filmen samt en ekstra Blu-ray med masser af interessant ekstramateriale. Her finder man en solid ’making of, der ser på mange forskellige aspekter af filmens tilblivelse – dog med en smule for meget rygklapperi (2 timer 2 min.), endvidere en snak om forfatteren Suzanne Collins arbejde (14 min.) og en feature, hvor Donald Sutherland fortæller om sin rolle (9 min.).

Der er videre en feature om kontrolcentralen, der styrer spillet i filmen (6 min.), en samtale om filmen med instruktøren Gary Ross og en filmkritiker (14 min.) samt et kort indslag, hvor Gary Ross taler om forberedelserne til filmen (3 min.). Slutteligt finder man propagandafilmen fra filmen i sin helhed (2 min.) samt trailers og gallerier med plakater og filmstills. For fans af filmen er dette altså uden tvivl en lækker og grundig udgivelse med flere gode ekstrafeatures. Sådan.

Originaltitel: The Hunger Games, USA, 2012
Instruktion: Gary Ross
Medvirkende: Jennifer Lawrence, Josh Hutcherson, Stanley Tucci, Woody Harrelson, Elizabeth Banks, Lenny Kravitz, Liam Hemsworth, Donald Sutherland m.fl.
Spilletid: 2 time 22 min.
Udgiver: Nordisk Film