Biografanmeldelse: Film baseret på computerspil har en lidet flatterende historik. Ingen nævnt, ingen glemt. Ikke desto mindre gøres forsøget gang på gang. Nu er turen så kommet til Assassin’s Creed med en cool Michael Fassbender i den martrede hovedrolle.

Jeg har aldrig spillet Assassin’s Creed, så det var som et hvidt lærred, at jeg gik filmen i møde, der er lige dele dejligt dyster, middelaldertung og renskuret science fiction-slick. Men helt uden problemer er den ikke – spilfilmatisering eller ej. For plottet er noget knudret forløst, mens det halter med engagerende karakterer.

Man følger her Fassbender som Callum Lynch – en tilsyneladende helt almindelig kriminel. Han viser sig dog at bære på en usædvanlig skæbne takket være hans spanske forfader Aguilar. For efter at være blevet (mere eller mindre) kidnappet af en hemmelighedsfuld organisation, gøres han nemlig ved hjælp af noget high tech-genetisk-tidsrejse-halløj i stand til at gå i sin snigmorder-forfaders spor.

Således går jagten på et magtfuldt artefakt ind på kryds og tværs af fortiden i 1400-tallets Spanien og vores nutid. For det viser sig, at et hemmeligt broderskab af snigmordere – The Assassins – ligger i evig kamp med onde Tempelriddere for at beskytte intet mindre end den frie vilje, der står og falder med erhvervelsen af artefaktet. Som jeg forstod det.

Ja, det lyder en syret – eller bare langt ude. Det er det da sådan set også, men takket være overbevisende flot production design og world building, hopper jeg med på præmissen, mens snigmorderne hopper medrivende rundt i fortidens beskidte gader med Tempelridderne i hælene. Og så lader jeg gerne for en stund plothuller være plothuller.

Det er er da heller ikke plothullerne, der er filmens største svaghed. Det er derimod min manglende indlevelse i karaktererne – og heraf historien. Det hele bliver lidt for meget form og hovsa-løsninger, i stedet for engagerende karakterer. Derfor udebliver reel spænding for mit vedkommende også, mens min trang til at kigge på uret blot voksede, som filmen skred frem mod sit forhastede sidste akt.

Det lader nærmest til, at filmen flere steder har været i klipperummet for at få plottet til at skyde sig hurtigere frem, end filmen kan bære. Hvilket synes mest tydeligt i netop det tredje og sidste akt, der er overstået før, det synes at være gået i gang. Jeg sidder derfor også tilbage med en oplevelse af en noget amputeret afslutning.

Det er en skam, for filmen viser så absolut gode takter – ja, til tider helt fremragende takter. I hvert fald visuelt, hvor særligt scenerne i den middelalderlige fortid er imponerende dystre, action-overrumplende og dejligt beskidte. Ikke ulig instruktøren Justin Kurzels ligeledes regnvådstunge Macbeth-filmatisering.

Michael Fassbender gør dog god figur som den forknytte og handlekraftige Callum, mens Marion Cotillard (atter) giver den som femme fatale – her i videnskabskvinde-klæder. Nå ja, og så er det også lykkedes at hive intet mindre end Jeremy Irons ind som faderlig bagmand, mens Charlotte Rampling og Brendan Gleeson dukker op i alt for små roller. Igen et par karakterer, jeg gerne så blive brugt til mere.

Assassin’s Creed ender derfor i sidste ende som en frustrerende oplevelse, da jeg mærker kimen til et virkeligt godt kryds af fantasy, science fiction og action tilsat faderkomplekser og store eksistentielle tematikker som fri vilje. Desværre indfries ovenstående ikke til den medrivende film, den kunne have været. Øv.

Assassin’s Creed får 3 ud af 6 stjerner:

– Assassin’s Creed har premiere den 5. januar 2017.

[tabgroup][tab title=” Assassin’s Creed | Biografanmeldelse”]
Titel: Assassin’s Creed, 2016
Release: den 5. januar 2017
Instruktion: Justin Kurzel
Medvirkende: Michael Fassbender, Marion Cotillard, Jeremy Irons m.fl.
Spilletid: 116 min.
Udgiver: 20th Century Fox[/tab][/tabgroup]