Man er ikke i tvivl om, hvad der skal ske, når først den blodrøde titel banker buldrende over skærmen – og ja, det første uskyldige offer jordes da også lige splattet ned, allerede inden man når at sætte sig til rette. Jep, Dredd er fandenivoldsk action med blod, kugler og sort humor lige i fjæset.

Filmen foregår i en dystopisk fremtid, hvor megabyer tordner sig gråt op mod en håbløs himmel af aske og et udsigtsløst intet. Vi befinder os i Mega-City One, hvor kriminaliteten er høj og dødsraten endnu højere. Her forsøger de såkaldte Dommere at opretholde lov og orden ved at agere jury, dommer og om nødvendigt også bøddel.

Den konstant snerrende Judge Dredd får dog sin sag for, da han og ung, kvindelig rekrut bliver fanget i en enorm boligblok. For udover civile, huser blokken også en djævelsk gangsterboss – den nådesløse Ma-Ma. Hun styrer med hård hånd sin klan af morderiske bøller, der nu får ordre om at sende de to politifolk i graven.

En af grundene til, at Dredd lykkedes så medrivende godt, er blandt andet fordi, den holder skidtet simpelt. Her er ikke massevis af subplots, biroller og plot-twists til at sende det voldelige bæsts momentum til tælling. Her er blot fuld smadder på store guns, bastante one-liners og blodige kills. Brutalt, lige til og ganske enkelt ren fysisk filmfryd – dog ikke uden et par ujævne bumps undervejs.

For selvom Dredd er en yderst underholdende omgang tegneserievold, så bruges der også nogle lige lovligt letkøbte løsninger i plottets afvikling. Men selv et par klodsede manuskriptløsninger er ikke noget, der skubber denne action-tonser nævneværdigt ud af kurs. Heldigvis.

Filmen bygger som bekendt på den herligt groteske tegneseriekarakter Judge Dredd, der så dagens lys i 1977. Samfundssatiren fra de kulørte hæfter er dog ikke så fremherskende i filmen, der har mere travlt med at nedskyde skurke og svælge i volden. Men fred med det, for satiren simrer trods alt lige under overfladen.

Judge Dredd blev også forsøgt filmatiseret i 1995 med Sylvester Stallone i titelrollen – ikke just en succes. Denne gang er det en ubarberet og herligt muggen Karl Urban, der bærer den ikoniske hjelm – som han selvfølgelig ikke tager af! Olivia Thirlby er det labre sidekick, mens Lena Headey indtager rollen som den rå Ma-Ma – hvilket hun til dels slipper godt fra med sit arrede fjæs og rådne tænder.

Filmen får endda indskudt et par smukke åndehuller af svævende voldspoesi. Ikke mindst når the bad guys indtager stoffet Slo-Mo, der har den effekt, at man oplever alt 100 gange langsommere. Det afføder nogle skønne ’over the top’-drab i super slowmotion – hvilket man kan tilskrive filmens fotograf, Anthony Dod Mantle. Ja, Dredd er et kulørt, voldeligt og flot monstrum.

Filmen: 5/6

Billede, lys, ekstramateriale:
Filmens dystre univers gengives yderst flot på Blu-ray. Farvene er mættede, nuancerne overbevisende og kontrasten solid. Lydsporet er ligeledes en fornøjelse. Her buldrer både store eksplosioner og maskinpistoler medrivende afsted med afstemte niveauer og godt rum. Sådan. Desværre medfølger der intet ekstramateriale.

Billede: 5/6 | Lyd: 6/5 | Ekstramateriale: 0/6[tabgroup][tab title=”Dredd | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering: 4/6


Originaltitel: Dredd, USA/England/Indien, 2012
Udgivelse: d. 29. januar
Instruktion: Pete Travis
Medvirkende: Karl Urban, Olivia Thirlby, Lena Headey m.fl.
Spilletid: 95 min.
Udgiver: SF Film[/tab][/tabgroup]