Indlæg

AQUAMAN: Et kulørt og klodset dyk ned under havets overflade

Biografanmeldelse: Tag en dyb indånding. For med ‘Aquaman’ går turen ned under havets overflade i et både kulørt, spektakulært og kluntet superhelte-eventyr. Det er fortællingen om Arthur Curry aka Aquaman, der skal forsøge at forlige sig med tanken om at indtage tronen som konge over undervandsriget Atlantis og samtidig stoppe sin halvbror fra at gå i krig med menneskene.

Vi får altså oprindelseshistorien for undervandshelten, som vi i skikkelse af Jason Momoa første gang mødte i superhelte-sammenkomsten ‘Justice League’. Denne gang må han dog på egen hånd klare strabadserne – ganske vist med hjælp fra blandt andre havprinsessen Mera. Det betyder også en påklistret romance midt i en fortælling, der desværre falder fra hinanden.

Filmen starter ellers ganske action-stramt med en heftig scene, der involverer adskillige hårdhændede pirater på en ubåd, der får uventet besøg af en endnu mere hårdtslående Aquaman. Men efterhånden som fortællingen foldes ud forfalder filmen til den ene pompøse actionscene efter den anden, hvilket desværre er med til at skyde både historien og karaktererne ud af kurs.

Jeg mister ganske enkelt interessen for Aquaman, der jo ellers både kæmper en indre kamp om sin plads i verden og en kamp med sin halvbror. Men dramaet ender med at være mere postuleret end engagerende. Det er en skam, når nu her ellers foldes flere visuelt vilde scenerier ud med både fæle fiskemonstre, Dolph Lundgren på en søhest og en tur verden rundt.

Men Aquaman fortabes desværre i en klodset fortalt film, hvor både han og de øvrige karakterer samt deres interne relationer aldrig rigtig får fat. Filmen falder desuden også helt igennem undervejs med et par komiske indslag, der er mere malplacerede end morsomme, mens den mere end to timer lange spilletid ender med at føles mere oppustet end medrivende.

Jason Momoa udgør på trods en god og karismatisk Aquaman, der bare aldrig bliver rigtig interessant – det samme kan desværre også siges om blandt andre Amber Heard som Mera og Patrick Wilson som den magtsyge halvbror. Eskapaderne kuldsejer dog heldigvis ikke helt, hvor den ganske vist rodede fortælling trods alt holder et ok tempo og altså også mig ok underholdt.

– ‘Aquaman’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘Aquaman’ har premiere den 13. december.

BULLET TO THE HEAD: gumpetung Stallone i trægt trav

Jeg er ret glad for Sylvester Stallone, derfor gør det sgu også en smule ondt at se ham okse rundt for at dele øretæver ud i den gumpetunge actionbøf Bullet to the Head. Godt nok er Sly gammelmands-cool og alt det der, men hans brummende charme redder ikke filmen fra sin ubehjælpsomme afvikling.

Plottet siger du? Well, det er noget rod og overforklares både med voiceover og af de ligegyldige skurke. Stallone spiller en lejemorder, der teamer op med en slatten betjent for at få nogle fælles fjender ned med nakken, da de har dræbt både Stallones lejemorder-makker og betjentens kollega.

bullet 02

That’s it, simpelt og lige til. Skønt. Men sagerne overkompliceres med søforklaringer og en kriminel konspiration, der strækker sig et godt stykke op i systemet. Men hvad værre er, så engageres man ikke på noget tidpunkt i strabadserne – end ikke, da der går far-og-datter-drama i den. Karakterne er ganske enkelt ikke specielt interessante.

Stallone er en old timer med et godt hjerte begravet på bunden af sit ellers nådesløse korpus, der ikke tøver med at nakke den ene skurk efter den anden. Betjenten, der spilles af en anonym Sung Kang, er et sølle eksempel på et sidekick, mens datteren forbliver et yndigt plotelement – og skurkene, well, de mangler faretruende pondus.

bullet 03

Desværre er action-scenerne ikke videre vellykkede, men forbliver flade indslag af dovne eksplosioner og træge tæsk. Kun den afsluttende kamp med brandøkser får sat en smule spænding i spil – men absolut kun en smule. For filmen er nærmest drænet for spænding, hvilket står mere og mere klart efterhånden som løjerne møver sig frem.

Ja, den eneste formildende omstændighed er faktisk Stallones kølige tilstedeværelse – og han får da også sat et par sikre oneliners ind undervejs og vist sin svulmende krop frem. Men hverken en slesk Christian Slater eller et arsenal af automatvåben kan hjælpe denne dovne pølse ud af sit bedøvende svøb. For helvede da også, Sly.[tabgroup][tab title=”Bullet to the Head | Biografanmeldelse”]Vurdering: 2/6
2_6 - stars

bullet poster
Originaltitel: Bullet to the Head, USA, 2012
Premiere: d. 14. marts 2013
Instruktion: Walter Hill
Medvirkende: Sylvester Stallone, Jason Momoa, Christian Slater, Sarah Shahi m.fl.
Spilletid: 92 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

Ny Conan fundet og det er ikke Arnold igen

Der bliver efterhånden rebootet og genindspillet den ene film efter den anden. Turen er nu kommet til Conan the Barbarian fra 1982, som blev fulgt af Conan the Destroyer i 1984 – begge med Arnold Schwarzenegger i den muskuløse titelrolle. Nu er Arnies arvtager fundet og valget er faldet på Jason Momoa. Han er bedst kendt for sin rolle som Ronon Dex i Stargate Atlantis. Han slog herved bejlere som bl.a. Jared Padalecki fra serien Supernatural og Kellen Lutz fra Twilight.

Det er Marcus Nispel, der skal genoplive Conan. Han er bekendt med reboots, for han lavede både The Texas Chainsaw Massacre– og Friday the 13th-genindspilningerne. Desuden skulle selveste Mickey Rourke være tilbudt at spille Conans far – mon han siger ja? Filmen starter optagelser i Bulgarien til marts, så mon ikke filmen lander sommeren 2011 – sådan cirka. Tja, inden da giver jeg lige originalerne et spin i afspilleren.