Indlæg

Jesús Franco leverer jazzede drab, smukke kvinder og en grum seriemorder-klassiker

Filmanbefalinger: Jeg har netop været en tur i den spanske filmskaber Jesús Franco-land – eller blot Jess Franco, om man vil. En håndfuld af hans film er nemlig udgivet på dvd her i landet, så det var på tide, jeg fik kastet mig over dem.

De seneste par dage har den således stået på blandt andet jazzede drab og smukke kvinder med den mystiske og musikalske mordthriller Venus in Furs fra 1969 samt en tur til et tågebelagt London, hvor den legendarisk seriemorder slagter kvinder i Jack the Ripper fra 1976.

Venus-in-Furs-Jack-the-Ripper-dvd-anmeldelse-03

Venus in Furs: Det hele starter med, at jazzmusikeren Jimmy Logan graver sin trompet op af sandet på en strand i Tyrkiet og efterfølgende finder en død kvinde, der er skyllet på land. Begyndelsen på en musikalsk og passende improvisatorisk mordmysterium, der er mere delirium end gængs erotikthriller, hvor jeg kommer med på både swingende jazzklubber og abstrakte hjernerejser.

Franco spiller her som en virtuos musiker på filmstrimlen, hvor virkelighed og drøm roder sig sammen for den plagede Logan. Han følger mig desuden med en fabulerende voice-over filmen igennem, mens fotograf Angelo Lotti spiller sammen med den viltre lydside og dansende historie med både slowmotion, hurtige zooms, intense nærbilleder og kulørte farvefiltre. Lækkert.

James Darren er både nærværende og fjern i blikket som Logan, Barbara McNair er skøn som sensuel sangerinde, mens Maria Rohm bringer erotisk mystik til rollen som den både døde og levende Wanda. Ja, jeg kan kun anbefale dig Venus in Furs, hvor min favorit Klaus Kinski også dukker op i en lille, men vigtig rolle.

Venus-in-Furs-Jack-the-Ripper-dvd-anmeldelse 01

Jack the Ripper – Kvindeslagten fra London: Klaus Kinski indtager den noget mere dominerende titelrolle i Francos Jack the Ripper-filmatisering. Nemlig som den enigmatiske og legendariske seriemorder, der sprætter prostituerede kvinder op i 1880’ernes London. Et både halvsløvt, men også stemningsmættet og brutalt favntag med morderen, der aldrig blev identificeret.

Det gør han dog her, hvor Kinski med både mani og uhyggeligt ro portrætterer den plagede morder, der er læge om dagen og kvindeslagter om natten. En meget mindre opløftende og kulørt film end Venus in Furs, men også med tag om kombinationen af mord, kvinder og mystik. Men start med førstnævnte titel.

Venus-in-Furs-Jack-the-Ripper-dvd-anmeldelse-02

Er du sulten på mere Jesús Franco?
Det er det danske selskab Another World Entertainment, der står bag de to udgivelser, og hvis du får smag for mere, har de udgivet et par andre Franco-titler. Nemlig Marquis De Sade – Eugenie og Marquis De Sade – Justine samt Ilsa – The Mad Butcher og 99 Women. Tjek også dem.

Billede, lyd og ekstramateriale:
Venus in Furs-udgivelsen lyder godt og står ligeledes flot på dvd med kun ganske få scener præget af slitage, intet graverende. Desuden medfølger interviews med Franco, der taler om filmen og sit øvrige virke (20 og 18 minutter) samt et interview med Rohm (11 minutter) plus trailer, biografier og billedgalleri.

Jack the Rippers dunkle billeder står fint på dvd, hvor lydsiden går klart, men lidt fladt igennem. Ekstramaterialet består tre dokumentarer, der ser på filmen og Francos virke med interviews, arkivmateriale og filmklip (22, 25 og 17 minutter) plus en brutalt slettet scene og trailers samt et billedgalleri.

marquis-de-sade-justine-eugine-ilsa-99-women

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

[tabgroup][tab title=”Jesús Franco | Filmanbefalinger”]
venus-in-furs-jack-the-ripper-cover-03
Titel: Venus in Furs, 1969
Instruktion: Jesús Franco
Medvirkende:
James Darren, Barbara McNair, Maria Rohm, Klaus Kinski m.fl.
Spilletid: 86 min.
Udgiver: Another World Entertainment

Titel: Jack the Ripper – Kvindeslagteren fra London, 1976
Instruktion: Jesús Franco
Medvirkende:
Klaus Kinski, Josephine Chaplin, Andreas Mannkopff m.fl.
Spilletid: 88 min.
Udgiver: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]