Indlæg

HAPPY END: Kølige Michael Haneke og menneskets lidelser

Biografanmeldelse: Den østrigske filmskaber Michael Haneke maler med sine velkendte kølige penselstrøg, når hans nye drama folder sig fragmentarisk og observerende ud. Ganske vist er titlen ‘Happy End’, men det bliver der – for dem, der kender Haneke – ikke just tale om, hvor det er selve den menneskelige eksistens, der kigges efter i sømmene. Helt konkret det bedre borgerskab.

Naturligvis er det ikke just et videre flatterende portræt af mennesket og borgerskabet, der mest af alt fremstår afstumpet og ude af kontakt med sig selv, men også både utilstrækkelig, skrøbelig og på afveje i livet. Nej, det er ikke den sundeste tilstand, vi finder mennesket i, hvor man følger en velhaverfamilie og de problemer, der bobler både lige under og over overfladen.

happy end biograf 02

Man følger således den stenrige familien Laurent, der bor sammen i en enorm og voluminøs herskabsvilla i Calais i Frankrig – naturligvis med tjenestefolk. Men selvom det hele på overfladen ser godt og succesfuldt ud, gemmer familien på både mørklagte problemer og lyssky hemmeligheder. Det er disse skyggesider, Michael Haneke minutiøst borer i og ruller ud.

Det gør han på både tåkrummende, sorthumoristisk samt helt grundlæggende dramatisk fin vis. Men dog også i det lange løb noget i armslængde fra dramaet og de medvirkende – koldt og kynisk observerende. Så meget, at filmen sine steder får mere form af en stiløvelse og et menneskeligt eksperiment, mere end, at fortællingen og de medvirkende griber mig om følelserne.

happy end biograf 03

Det bliver momentvis også en hæmsko for mit engagement i den ellers herligt betændte familie, hvor det hele efterhånden som filmen skrider frem, synes at falde mere og mere fra hinanden. Der er blandt andet familieforetagendet – et succesfuldt konstruktionsfirma – der står på afgrundens rand, da næste generation, der skal overtage ikke dur til meget. Hertil kommer depression, utroskab og alkoholmisbrug samt generel mangel på at have omsorg for hinanden.

Filmen er tænkt som en opfølger til det hjertegribende kammerspil ‘Amour’ fra 2012, men når dog ikke nær samme højder i sit kig ind i menneskets dyb. Det hele bliver en kende for kalkuleret sat i scene og nuancerne er ikke hele vejen lige elegante. Det er til gengæld blandt andet Jean-Louis Trintignant, Isabelle Huppert og Mathieu Kassovitz i rollerne som henholdsvis familiens senile overhoved og hans to børn – en overarbejdende kvinde samt en fraværende far.

– ‘Happy End’ får 3 ud af 6 stjerner:
3_6 - stars

– ‘Happy End’ har biografpremiere den 28. marts.

ELLE: Isabelle Huppert i intens psykologisk thriller



Intens thriller på Blu-ray: Okay, hør lige her. Instruktøren Paul Verhoeven har lavet nogle af mine absolut favoritfilm – heriblandt den forrygende science fictionfilm ‘Total Recall’ med Arnold Schwarzenegger i hovedrollen videre til den brutale ‘RoboCop’. Ind kommer så den altid vidunderlige skuespillerinde Isabelle Huppert, der nu indtager hovedrollen i hans nyeste film ‘Elle’. Så ja, du kan nok forstå, hvorfor jeg er begejstret. Nu er filmen udkommet på Blu-ray.

I den allerede anmelderroste thriller spiller Isabelle Huppert en erhvervskvinde, der får sit at slås med, da hun bliver overfaldet i sit hjem af en ukendt gerningsmand. Ja, du kan med andre ord godt berede dig på en Paul Verhoeven, når han er i sit es – det samme kan så absolut også siges om Isabelle Huppert, der med nærvær og naturlig tilstedeværelse bringer sin rolle til live.

Elle blu-ray 01

Den psykologiske thriller er baseret på bogen ‘Oh…’ af Philippe Djian, mens filmen er Paul Verhoevens første fuldlængde spillefilm siden hans ‘Black Book’ fra 2006. Hvilket comeback! Det er desuden hans første fransksprogede film, der desuden blev udtaget til at kæmpe om Palme d’Or i Cannes, mens den vandt en Golden Globe samt en Critics’ Choice Movie Award for bedste udenlandske film – og så var Isabelle Huppert desuden med i opløbet om i Oscar for kvindelige hovedrolle.

Blu-ray-udgivelsen byder udover på den neglebidende thriller også på en lille smule ekstramateriale. Her finder man AFI’s hyldest af netop Isabelle Huppert med featuren ‘Celebrating an Icon’, mens man ligeledes finder en making of, der giver et indblik i filmes tilblivelse og diverse aspekter ved filmen. Hermed min klare anbefaling af thrilleren ‘Elle’.

– ‘Elle’ udkommer på dvd og Blu-ray den 14. august 2017.
Elle Blu-ray cover

DEAD MAN DOWN: Fortumlet kærlighedsthriller går på røven

Med storbythrilleren Dead Man Down blev det Niels Arden Oplevs tur til at prøve kræfter med Hollywood. Resultatet er desværre en noget fortumlet forglemmelighed. Colin Farrell og Noomi Rapace forsøger at sætte følelser i gang hos både hinanden og publikum. Det lykkedes ikke. Men filmen ligner bestemt en rigtig Hollywood-produktion – en af dem uden alt for meget personlighed.

Der er dobbelt-op på hævn, når Victor og Beatrice teamer sammen i jagten på de folk, der hver især har ødelagt deres liv. Victor har mistet sin kone og datter til brutale gangstere, mens Beatrices ansigt er blevet arret efter mødet med en spritbilist. Tilfældet og hævnen bringer de to sammen, hvor der også lurer en spirende romance bag al ulykken – selvfølgelig.

dead man down 01

En i udgangspunktet fin præmis for en thriller med følelser på spil. Men hurtigere end man kan nå at lave jokes med en stift spillende Farrell eller engagere sig i dramaet, falder filmen fra hinanden. En kærlighedshistorie pakket ind i et unødvendigt klodset fortalt krimidrama. Man forstår dog godt Victors motivation for hævn, men de par ar, der tilsyneladende har ødelagt Beatrices liv matcher langt fra Victors tragedie.

Come on, Rapace er altså på trods af et par ar stadig smuk og langt fra det monster børnene på legepladsen udråber hende til at være. Så selvom hun føler sig som et monster, har jeg svært ved at godtage det – for slet ikke at tale om hendes ønske om, at får Victor til at slå spritbilisten ihjel. Det er altså grundlæggende, at plottet knirker og ikke mindst Beatrices karakterer falder til jorden.

dead man down 02

Jeg tror ganske enkelt ikke på hende. Det bliver derfor også småt med indlevelsen. At Isabelle Huppert så smides ind i løjerne som hønemor tilfører ganske vist Beatrice en bizar modervinding, men den udfoldes bare ikke tilfredsstillende nok – hvilket også er tilfældet med den mutte Farrells tragiske karakter, der forbliver en flad knudemand.

Dead Man Down ender med andre ord som et kedeligt, rodet og irriterende uforløst sammensurium af action, hævn, kærlighed og ensomhed. Nå ja, og så er der jo også lige den larmende finale, der er en påklistret undskyldning for at lege med pistoler. Niels Arden Oplevs Hollywood-debut går med andre ord på røven – og det flere gange undervejs. [tabgroup][tab title=”Dead Man Down | Biografanmeldelse”] Vurdering 2/6:
2_6 - stars
dead man down poster
Originaltitel: Dead Man Down, USA, 2013
Premiere: d. 6. juni 2013.
Instruktion: Niels Arden Oplev
Medvirkende: Colin Farrell og Noomi Rapace, Dominic Cooper, Terrence Howard, Isabelle Huppert m.fl.
Spilletid: 1 time 54 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

AMOUR: Med kærligheden i live til det allersidste farvel

Av, den her gør ondt – men på den helt rigtige måde. Usentimentalt og med fængslende sanselighed giver Amour livets sidste åndedrag en øm skrøbelighed og døden et koldt nærvær. For nej, vi lever ikke evigt og alle dem vi elsker skal dø. En kendsgerning, der med Michael Hanekes seneste film får håndgribelig tyngde og et menneskeligt ansigt. Smuk, tragisk og pokkers gribende. Bum.


George og Annes hyggelige pariser-lejlighed ånder af et langt og nysgerrigt liv dedikeret til hinanden og musikken. Ja, kærligheden er intakt hos ægteparret, der har levet sammen i en menneskealder. Men en morgen, hvor de som så mange gange før sidder og får morgenkaffen ved deres lille køkkenbord, slår ulykken ned.

Anne får et slagtilfælde og det bliver starten på den deroute, vi nu hjælpeløst må følge med hjertet oppe i halsen. For den ellers energiske og selvstændige kvinde sygner langsomt hen på sin vej mod det uundgåelige sidste farvel. George dedikerer sig uselvisk til at opretholde og troligt beskytte hende og deres liv sammen – men hvor langt rækker kærligheden og hvad er værd at ofre for den?


De to hovedroller indtages med en insisterende tilstedeværelse, der på trods af sparsomme locations og det på overfladen lavmælte drama hele vejen bibringer filmen et intenst liv og karaktererne en troværdig kompleksitet. Jean-Louis Trintignant giver George en afklarethed i forhold til sin kones tilstand, men også med en usagt rådvildhed i hjerteskærende spil. Man kan heller ikke tage øjnene fra smukke Emmanuelle Riva, der er helt uforlignelig som Anne – lige til det sidste.

Haneke har med sine to hovedroller ganske enkelt skabt en på mange måder unik oplevelse. Realismen er ganske vist i højsædet, hvor bl.a. lange observerende indstillinger bringer det nærværende drama helt tæt på. Her er også den for Haneke velkendte leg med mediet – som bl.a. i åbningsscenen, hvor en fyldt teatersal kigger forventningsfuldt ud på os i biografen – som et spejl af filmens publikum.


Her pustes også på underspillet vis poesi og en drømmelignende virkelighed ind i dramaets tragiske realiteter. For selvom filmen udspiller sig i hjemmets intime rum, bliver det aldrig et regnfuldt køkkenvask-drama. Well, her er ganske vist både en køkkenvask og regnvejr, men I ved, hvad jeg mener – og ellers uddyber jeg gerne over en lunken latte i Grand-biografen sammen med alle de gamle mennesker.

Jep, Haneke er en personlig favorit – og han bør også være din (ellers har du sovet i timen). Og bare rolig, jeg er ikke en ukritisk fanboy – så believe the hype. For når den østrigske instruktør leverer en filmoplevelse, der på så forrygende vis sitrer af både tankevækkende og ren følelsesbåret filmmagi, er der ingen grund til at spare på de rosende ord – se ovenfor og se så straks filmen!
[tabgroup][tab title=” Amour | Biograf-anmeldelse“]


Originaltitel:
Amour, Østrig | Frankrig | Tyskland, 2012
Premiere: d. 20. december
Instruktion: Michael Haneke
Medvirkende: Emmanuelle Riva, Jean-Louis Trintignant, Isabelle Huppert, William Shimell, Alexandre Tharaud m.fl.
Spilletid: 127 min.
Distributør: Camera Film[/tab][/tabgroup]

Michael Haneke tager for sig af retterne

En af mine personlige favoritter er højt på strå for tiden, for instruktør Michael Haneke har med sin seneste film Det hvide bånd nemlig taget store priser med hjem igen. Denne gang ved European Film Awards, som løb af stablen i weekenden.

Haneke høstede priserne for både bedste film, manuskript og instruktør. Ret vildt, må man sige. Filmen vandt som bekendt også De Gyldne Palmer tidligere i år. Haneke vandt også for bedste instruktør tilbage i 2005 for Skjult. Anyways. Det hvide bånd rammer de danske biografer d. 14. januar – jeg glæder mig.


Bedste mandlige hovedrolle gik til Tahar Rahim, for den anmelderroste Un Prophète, mens Kate Winslet fik prisen for bedste kvindelige hovedrolle for The Reader. Der var også dansk islæt på podiet, for fotografen Anthony Dod Mantle modtog en pris for sin fotografering på Danny Boyes Slumdog Millionaire og Lars von Triers Antichrist. Slumdog Millionaire modtog også den såkaldte People’s Choice Award.

Og så kunne den engelske instruktør Ken Loach spejle sig i en Lifetime Achievement Award, mens den franske skuespillerinde Isabelle Huppert fik fornem hæder i prisen for European Achievement in World Cinema. Hun har bl.a. været med i Hanekes isnende og fantastiske The Piano Teacher – og sjovt nok stod hun i front for juryen, der i sommers gav Haneke De Gyldne Palmer.

– Se resten af vinderne HER.