Indlæg

HOUSE OF CARDS 1. SÆSON: Magt, manipulation og moralsk fordærv

Blu-ray-anmeldelse: Hvordan mon det egentligt foregår bag de lukkede døre, når der skal forhandles aftaler og politiske poster på plads i Washington? Hvis man skal tro 1. sæson af den på mange måder medrivende serie House of Cards, så spares der ingen midler for at bevare og tilrane sig mere magt. I hvert fald ikke for seriens hovedperson, kongresmedlemmet Francis Underwood – en veloplagt Kevin Spacey.

Underwood har spillet en afgørende rolle i at få valgt demokraten Garrett Walker til præsident. Belønningen skulle være posten som udenrigsminister, men Walker bryder sit løfte og nominerer i stedet Michael Kern, mens Underwood må forblive på sin plads. Mere end skuffet og fyldt med hævnlyst går Underwood nu benhårdt efter at få skovlen under Kern og forme Washingtons fremtid efter sit eget hoved. Iskoldt, kalkuleret og med en plan, det er pokkers medrivende at se blive udfoldet.

house of cards 1 01

Første afsnit lykkedes intenst med at etablere Underwood som en mand, man ikke ønsker at lægge sig ud med. En mand, der formår at manipulere og spille sine kort med både mod og menneskelig indsigt, mens han gerne skubber andre ud over kanten for selv at komme frem. Den dramatiske intensitet holdes desuden nærmest ved lige samtlige 13 afsnit, hvor man også får indsigt i journalisternes arbejde.

Man møder således den ambitiøse journalist Zoe Barnes – en energisk Kate Mara. Hun arbejder hos Washington Herald og indgår et lyssky forhold til Underwood, hvilket bringer hendes historier på forsiden af aviserne. Deres farlige forhold gøder effektivt jorden ekstra godt for dramaet og giver Underwoods allerede risikable kortspil flere facetter. At Underwood undervejs desuden bryder den fjerde væg ved at tale direkte til publikum er blot med til at involvere en yderligere.

house of cards 1 02

Som alle medvirkende er også Underwoods kone Claire (Robin Wright) et interessant bekendtskabt. Hun er med til at give Underwood et mere menneskeligt ansigt og viser også, at selv privaten tages i brug, når der skal smedes rænker, hvilket blandt andet kommer til at inkludere den alkoholiserede politiker Peter Russo (Corey Stoll). Nej, ingen i serien er fejlfri, hvor alle bevæger sig i moralske og etiske gråzoner.

Lige så fattig House of Cards er på rendyrkede sympatiske mennesker, lige så dragende og vanedannende er det også at følge det politiske spil, der nærmest som en thriller udfolder historien om korruption, hævn og menneskeligt forfald. Her er ganske enkelt tale om en både velskrevet, velspillet og veleksekveret serie, hvor det ene afsnit medrivende afløser det næste. Kom bare an med 2. sæson.

Sæsonen 5/6: 5_6 - stars_LILLE

house of cards 1 03

Ekstramateriale, billede og lyd:
Der medfølger desværre intet ekstramaterie, men til gengæld gør serien sig virkelig godt på Blu-ray. Billedsiden gengives veldefineret og med god detaljegrad, mens den nedtonede farveskala har fint liv. Lydsporet leverer også varen med klart afstemte niveauer, hvor den velsmurte dialog og det stemningsfulde score går dynamisk igennem.

Ekstramateriale 0/6 0_6 - stars_LILLE | Billede 6/6 6_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE [tabgroup][tab title=”House of Cards 1. sæson | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering: 4/6
4_6 - stars

house of cards 1 cover
Originaltitel: House of Cards: The Complete First Season, USA, 2013
Udgivelse: d. 18. maj 2013
Instruktion: David Fincher m.fl.
Medvirkende: Kevin Spacey, Robin Wright, Kate Mara, Corey Stoll, Michael Kelly, Sakina Jaffrey, Kristen Connolly, Constance Zimmer m.fl.
Spilletid: 11 timer 14 min.
Distributør: Sony Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]