Hva’ fa’en laver alle de fine stjerner på coveret til krimi-krumspringet Headhunterne? Jeg mener, der må være et eller andet, der er gået henover hovedet på de gavmilde anmeldere. For der er for mig at se ikke det store at komme efter i denne uengagerende thriller-fortælling. Karaktererne er intetsigende, historien skåret ud i pap og den slappe spændingskurve er flad. Bøvs.

For slet ikke at tale om det uelegante miks af alvor og humor – mere forfejlet end vellykket. ”Ja, vi dypper sgu da lige vores hovedperson i lort, det giver sådan lidt en absurd kant, skide sjovt!” – næppe, og lad mig end ikke komme ind på det generiske score. Her breder jazzet-fjolle-muzak sig stinkende ud over en ellers flot og stilsikker billedside. Nå, nedslagtning nok – for hvad handler filmen egentlig om?

Roger Brown arbejder som headhunter, men skovler også en pæn sjat penge ind som kunsttyv. Han har en dyr livsstil og en forvent kæreste, der skal vedligeholdes. Men selvfølgelig ender den blonde tyv i fedtefadet, da et ellers ultimativt tyveri giver bagslag – og snart er Roger den jagede. For en herlig slesk Nikolaj Coster-Waldau kommer ind fra højre med en egen agenda og fingeren på aftrækkeren. Tjubang.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere