Indlæg

HELL FEST: En skramlet og slatten slasher

Biografanmeldelse: Den står på en uforpligtende slasher med ‘Hell Fest’. Desværre er det bare en ret så slatten slasher, der blandt andet mangler både en interessant morder og nogle mere medrivende mord. Desuden er eskapaderne hverken uhyggelige eller for den sags skyld spændende, mens de medvirkende teens blot udfylder deres kliché-kasser. Kedeligt.

Grundlaget for en både kulørt og medrivende omgang drab er ellers til stede. For de morder-jagtende strabadser udspiller sig nemlig under selveste Halloween i en gigantisk horror-forlystelsespark, hvor det går ud på at skræmme gæsterne fra vid og sans. Der er så bare lige det twist, at der naturligvis er en ægte maskeret morder på færde i parken.

Det finder de medvirkende dog alt for sent ud af, da de blot tror, at den creepy udseende morder er en del af parkens forlystelser. Men inden den knapt så blodige alvor altså alt for sent går op for flokken af venner, bliver de jaget igennem den ene olme gyser-labyrint efter den anden, hvor det eneste gyser-trick i posen blot er at lade ting poppe frem fra mørket og sige ‘bøh!”.

Desværre fungerer ikke ét eneste af filmens ellers forpustende mange forsøg på jump scares. Timingen er off og de få spæde forsøg på at skabe bare en smule spænding eller slasher-intensitet undermineres i næste nu af endnu et fladt “bøh!”. Det er en skam, når nu man ellers har en hel forlystelsespark, der potentielt kunne levere klamme locations og gode gys.

Her er altså på ingen måde noget nyt under slasher-solen – og nej, det behøver der bestemt heller ikke at være for at levere en medrivende slasher. Men når klichéerne og genreelementerne er så uinteressant forløst, så bliver det desværre til en slatten, ligegyldig og forglemmelig oplevelse, hvor man heller ikke finder hverken mindeværdige mord, medvirkende eller morder.

Men ret skal være ret. For der er faktisk to drab, der på en kold dag i slasher-land har en smule at byde på i de meget få sekunder, man får lov at overvære de drabelige løjer, der involverer en stor hammer versus et hoved samt en kanyle versus et øje. Regn selv resten ud. Men nej, disse to mildt underholdende drab er bare langt fra nok til at ‘Hell Fest’ kommer bare ok medrivende i mål.

– ‘Hell Fest’ får 1 ud af 6 stjerner:

– ‘Hell Fest’ har premiere den 27. september.