Indlæg

GIRL: Et ømt, intenst og intimt drama, der går lige i kroppen

Biografanmeldelse: Jeg sidder berørt tilbage efter det, jeg lige har været vidne til udfolde sig dragende, dristigt og dramatisk på det store lærred. For med ‘Girl’ kommer jeg ind på livet af Lara – en 15-årig ung kvinde, der er født i en drengekrop. Hun kæmper en lavmælt og hård kamp for at finde sin identitet og plads i livet, mens hun forsøger at få en karriere som balletdanser.

Det er en meget sanselig og helt fysisk oplevelse at sidde dramaet igennem, der er et både ømt, intenst og intimt portræt af den hårdtprøvede Lara, som leder efter at finde sig til rette både i egen krop og hoved. Helt fysisk i sine intense scener på balletskolen, hvor jeg mærker det fysiske pres, Lara sætter sig selv og sin krop under. Det gør ondt i både min mave og i mit hjerte.

Helt fysisk i måden, hvorpå jeg kommer helt tæt ind på livet af Lara – blandt andet, når hun gang på gang betragter sin nøgne drengekrop i spejlet. Og når hun klæber sit køn ind mellem sine ben med krads tape. Det er både intimt, troværdigt og naturligt at blive lukket helt i Laras virkelighed her i skikkelse af Victor Polsters rørende, ømme og plagede portræt. 

En menneskelig skildring, der er en mindre åbenbaring samt helt og aldeles unikt forløst i den engagerende og dragende fortælling, som sætter spørgsmålet om køn medrivende i spil. Her med Lara, der er i hormonbehandling på vejen mod en kønsskifteoperation. Men ‘Girl’ er også et relaterbart drama om det at skulle gebærde sig i livet som menneske, når det er allersværest.

Jeg må ikke glemme Laras far, der portrætteres kærligt og ligeledes indlevende af Arieh Worthalter og den 6-årige søn i skikkelse af Olivar Bodart. Jeg tror ganske enkelt på den lille familie og deres relationer. Jeg tror på Lara, jeg tror på dramaet og jeg tror på, at hendes valg om at skifte køn er det eneste rigtige. Det er bestemt hårdt at betragte hendes både indre og ydre kamp.

Instruktør og manuskriptforfatter Lukas Dhont har med andre ord skabt et unikt drama, der – for at bruge en kliché – sætter sig både i mit hjerte, min mave og i mit hoved. Ømt, intenst og intimt. Ja, jeg sidder berørt tilbage med mine følelser helt uden på tøjet, hvor de helt sikkert også kommer til at befinde sig, når filmåret er omme med ‘Girl’ som et filmisk højdepunkt i 2019.

‘Girl’ får 5 ud af 6 stjerner:

‘Girl’ har biografpremiere den 4. april.