De 10 bedste film fra 2017
De 10 bedste film fra 2017: Så har endnu et filmår nået sin ende med op til flere stærke titler i årets løb. Faktisk så mange, at jeg havde svært ved at begrænse mig til blot en top 10. Herligt, men også udfordrende så at skulle sammensætte listen.
Og bare lige for at undgå misforståelser, så er min top 10 baseret på de film, der har haft dansk biografpremiere i 2017.
1) GET OUT (instruktør: Jordan Peele)
De fleste kender vel til det der med at skulle møde svigerforældrene for første gang. Det kan være en nervepirrende oplevelse. Det bliver det i hvert fald for Chris i denne forrygende intense, genrevridende og potent underspillede horror-mystery-thriller.
2) BABY DRIVER (instruktør: Edgar Wright)
Undskyld på forhånd mit sprog, men for satan og helvede, hvor er ‘Baby Driver’ dog en formidabel filmoplevelse. Musikalsk medrivende, overlegent klippet og dynamisk filmet. Hele vejen. Ja, spænd sikkerhedsselen og hop ombord i denne fremragende bilfræser af en film.
3) THE KILLING OF A SACRED DEER (instruktør: Yorgos Lanthimos)
En film, der unikt balancerer det både absurde, sorte, knugende, uhyggelige og morsomme på engagerende vis. En lille familie sættes her på prøve, mens opløsningen konstant lurer om hjørnet. Ganske enkelt mesterligt skruet sammen.
4) THE HANDMAIDEN (instruktør: Chan-wook Park)
Et pirrende, sensuelt og delikat trekantsdrama fra Chan-wook Park. En forførende film, der leverer en spændstig historie, der pirrende leger med publikums forventninger i et spindelvæv af liderlighed, lyster, intriger og rænkespil.
5) BLADE RUNNER 2049 (instruktør: Denis Villeneuve)
Det er ikke alene en vildt imponerende visuel side, der her forløses medrivende og drømmende flot, men også en spændende og hvirvlende historie om blandt andet det at være menneske. En værdig opfølger til Ridley Scotts ‘Blade Runner’ fra 1982.
6) STAR WARS: THE LAST JEDI (instruktør: Rian Johnson)
Stjernekrigen fortsætter for fuld drøn, hvor den overordnede spændingskurve kun spændes mere og mere filmen igennem. Et overrumplende, actionfyldt og medrivende rumeventyr, der lader mig sulten tilbage efter mere. Sådan.
7) DUNKIRK (instruktør: Christopher Nolan)
Jeg efterlades ikke med meget andet at klynge mig til end situationernes håbløshed og krigens kaos, når Christopher Nolan folder sin klaustrofobiske krigsfilm ‘Dunkirk’ ud til lands, til vands og i luften. Gribende, udfordrende og intens.
8) KONG: SKULL ISLAND (instruktør: Jordan Vogt-Roberts)
Så er der monster movie madness! Kongen er tilbage – som i King Kong er tilbage. Den enorme gorilla, der så let som ingenting kan rive adskillige helikoptere ned fra himlen og uden rysten tage imod skudsalver fra hidsige automatvåben.
9) VINTERBRØDRE (instruktør: Hlynur Palmason)
En fascinerende, fysisk og unik film i både fortællestil og visuelt, hvor en magnetisk Elliot Crosset Hove indtager hovedrollen. Her smelter det lavmælte plot dragende sammen med en både drømmende og jordbunden billedside. Intens, forførende og uforudsigelig.
10) WAR FOR THE PLANET OF THE APES (instruktør: Matt Reeves)
Aberne er tilbage på hesteryg og med automatvåben i hænderne. Denne gang i det – indtil videre – sidste kapitel i den nye abe-saga. Vi er nået til enden og den endelige konfrontation mellem abe og menneske. Stemningsmættet, medrivende og yderst flot.