Indlæg

MAD MAX – FURY ROAD: Du kan lige så godt begynde at glæde dig til at se den igen – wroooooom!

Biografanmeldelse: Holy fucking shit! Sådan cirka kan jeg opsummere min oplevelse med Mad Max: Fury Road. Ja, det er ment på den absolut mest positive måde. For dette komplet vanvittige, konstant spruttende og ærefrygtindgydende bæst af en biljagt gennem et menneskefjendsk ødeland bør få biograferne til at installere sikkerhedsseler i sæderne. Wroooom!

Lad mig dog lige bakke lidt tilbage. For historien om Mad Max starter som bekendt i 1979 med en blot 21-årig Mel Gibson i titelrollen – iført læderbukser og med speederen i bund. Den blev fulgt op af den meget vellykkede Mad Max 2 i 1981 og den mindre vellykkede Mad Max Beyond Thunderdome i 1985. Nu 30 år senere er Max igen bragt til live af George Miller – manden bag de første film.

mad max fury road 02

Det er Tom Hardy, som nu indtager den ikoniske rolle som Max Rockatansky. Ja, Max er stadig mut, cool og god bag et ret – og en mand plaget af en tragisk fortid. Han undslipper sin fangenskab hos tyranen Immortan Joe og tilslutter sig en lille gruppe ledt an af en karseklippet Charlize Theron som Furiosa. De er også på flugt fra den skrupelløse tyran – en væmmelig Hugh Keays-Byrne, som også var hovedskurken i filmen fra 1979. Således forfulgt af galninge på fire hjul går den voldsomme jagt gennem ødelandet.

Du behøver ikke have set de tre oprindelige film for at hoppe på dette vilde ridt af en biografoplevelse (men gør det lige, for det er forrygende film – i hvert fald de to første). Max Mad: Fury Road fungerer på egen hånd og kaster sig virilt, potent og med dødsforagt ind i dette postapokalyptiske univers af højoktan vildskab, hvor den ene jaw-dropping actionsekvens følger den anden.

mad max fury road 01

Nej, man skulle ikke tro, at George Miller netop har ramt de 70 år, for der er intet bedaget over denne tiltrængte omgang galskab i Hollywood. Du ved, en gut med en elguitar/flammekaster spændt på fronten af en lastbil i fart og en mand, der kaster sig med et spyd i hver hånd fra den ene kørende bil til den anden. George Millers univers føles ægte og omsluttende mig med al sin detaljerigdom, smukke forfaldsæstetik og adrenalinpumpende action.

Alt sammen skabt med et minimum af CGI-effekter. Det er rigtige mennesker, der udfører rigtige stunts, hvorfor filmen også kun føles det mere ægte og farlig. Som når dirt bikes hopper energisk ind og ud mellem enorme køretøjer iklædt pikke og maskinpistoler. Ja, Mad Max: Fury Road er en film i konstant bevægelse. Den sætter sig aggressiv og elegant i hele kroppen, hvor Max, Furiosa og co. er det dramatisk bankende hjerte mellem de brusende maskiner, susende kugler og smukke eksplosioner.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 5/6:
5_6 - stars
[tabgroup][tab title=”Mad Max: Fury Road | Biografanmeldelse”]
mad max fury road poster
Originaltitel: Mad Max: Fury Road, USA | Australien, 2015
Release: d. 14. maj 2015
Instruktion: George Miller
Medvirkende: Tom Hardy, Charlize Theron, Nicholas Hoult, Hugh Keays-Byrne m.fl.
Spilletid: 120 min.
Distributør: Warner Bros.[/tab][/tabgroup]

MAD MAX TRILOGY: Med Mel Gibson ud på de støvede veje

Endelig er de tre Mad Max-film landet på Blu-ray her i landet, så det skal blive godt med et gensyn med Mel Gibson som den rå Max Rockatansky og alle de brutale bad guys, der væbnet til tænderne ræser rundt i deres vanvittige køretøjer. Det er år siden jeg har set de postapokalyptiske film, så det bliver spændende at se om de kan leve op til minderne.

Den første film, der blot lyder titlen Mad Max er fra 1979 og er som alle tre film en australsk produktion med George Miller som instruktør – han delte dog instruktørstolen med George Ogilvie på den tredje film. Mad Max var desuden hans spillefilmsdebut og blev i sin tid blandet modtaget, men har siden fået kultstatus og en plads i mange filmfans hjerter.

Mad Max collection 02

Bare to år efter i 1981 var en efterfølger klar – Mad Max 2 eller The Road Warrior om man vil. Igen må Mel Gibson som enspænderen Max op imod en flok grumme banditter, der i denne omgang truer et lille samfund. Igen indtager Mel Gibson den ikoniske rolle iklædt lædertøj med sin hund ved sin side og en oversavet shotgun i hånden.

Man finder blandt skurkene også karismatiske Kjell Nilsson som den muskuløse og gladiatorhjelmsklædte The Humungus samt ikke mindst en psykopatisk Vernon Wells som Wez med rød hanekam og galskab i øjnene. Filmen blev en klar kommerciel succes, så der måtte jo komme endnu en opfølger.

Mad Max collection 01

Således havde Mad Max Beyond Thunderdome premiere fire år senere i 1985. Her finder man blandt andet Tina Turner – ja, Tina ’Simply the best’ Turner i rollen som den rå og amazon-lignende Aunty Entity – lederen af Bartertown, der er et samfund midt i ødelandet som Max kommer til at gøre bekendtskab med.

George Miller har ikke siden lavet film, der kommer i nærheden af at få ligeså dedikerede fans som Mad Max-filmene. Han har siden blandt andet instrueret The Witches of Eastwick (1987) og Lorenzo’s Oil (1992) samt i nyere tid de noget mere børnevenlige Happy Feet og Happy Feet Two (2006, 2011). Forude venter dog Mad Max: Fury Road, hvor Miller igen hiver sin populære karakter Max Rockatansky frem – han bliver her spillet af Tom Hardy. Den får premiere næste år og jeg glæder mig.

– Bliv ven med Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Mad Max Collection | Blu-ray”]
Mad Max collection cover
Originaltitel: Mad Max (1979), The Road Warrior (1981), Mad Max Beyond Thunderdome (1985), Australien
Release: d. 13. august 2013
Instruktion: George Miller og George Oglivie
Medvirkende: Mel Gibson m.fl.
Spilletid: 93 min., 95 min., 107 min.
Udgiver: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]