Indlæg

FINAL PORTRAIT: Et kunstnerisk venskab mellem Armie Hammer og Geoffrey Rush

En kunsteners liv på Blu-ray: Det er to fine og engagerende skuespillere, man finder i de helt centrale hovedroller i dramaet ‘Final Portrait’. Nemlig Armie Hammer i rollen som den amerikanske forfatter og kunstelsker James Lord, mens altid karismatiske Geoffrey Rush indtager rollen som virkelighedens kunstner Alberto Giacometti.

Vi ankommer i filmen til 1964, hvor James Lord tager på en tur til Paris, hvor han bliver spurgt af sin ven – den verdenskendte kunstner Giacometti – om at sidde model til et af hans portrætter. James er naturligvis smigret og takker ja. Giacometti lover imidlertid sin ven, at processen kun vil tage nogle få dage, men mon det nu også holder?

final portrait blu-ray 02

Sådan begynder historien om ikke bare et rørende og traditionelt venskab, men som set gennem James Lords øjne også er et unikt samt afslørende indblik i både skønheden, frustrationen samt dybsindigheden og til tider direkte kaos, man finder i den kunstneriske proces – som det så flot beskrives i filmens omtale.

‘Final Portrait’ er både skrevet og instrueret af Stanley Tucci, der for de fleste nok mest er kendt som skuespille, blandt andet i nyere film som ‘The Hunger Games’-serien og det Oscar-vindende drama ‘Spotlight’. Måske netop fordi, han selv er skuespiller, har han god næse for at få det bedste frem i sine skuespillere. Det kan du selv få syn for, da filmen nu er udkommet på Blu-ray.

– ‘Final Portrait’ udkommer på dvd og Blu-ray den 5. marts 2018.
final portrait blu-ray cover

Jack Sparrow træder vande i ukendt farvand

Johnny Depp svanser atter rundt som den excentriske Kaptajn Jack Sparrow, når jagten på Ungdommens Kilde går ind med dette fjerde kapitel i piratsagaen, Pirates of the Caribbean: i ukendt farvand. Denne gang har Jack både havfruer, zombier og tomgang lige i hælene. For selvom her vises gode takter og Sparrow er Sparrow, så undslipper piraterierne ikke dødvande.

Der er ganske vist skåret ned for den computergenererede extravaganza, der nåede nye højder med den tredje film, historiefortællingen er strammet (en smule) op og så er Sparrow sat mere i centrum for løjerne. Ian McShane er cool som den grufulde pirat Sortskæg, mens Penélope Cruz er tvetydig som Sparrows love interest og så er Geoffrey Rush tilbage som Kaptajn Barbossa.

Men selvom man kommer i godt selskab med en flok farverige karakterer og plottet med Ungdommens Kilde kilder eventyrlysten, så fornemmer man aldrig nødvendigheden af de både svulstige og eventyrlige anstrengelser. Her er ikke noget nyt under solen og den ellers flotte rejse bliver aldrig nervepirrende.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSE–> Læs mere

En konge med talefejl er drøngodt drama

Historien om det usædvanlige venskab mellem den stammende Kong George og hans taleterapeut Lionel er velsmurt, vittigt og veloplagt drama. Man skal altså ikke lade sig narre af det en smule stive og formelle cover, der pryder Kongens store tale. Det er så absolut en forrygende, underholdende og rørende film.

Egentlig skulle han slet ikke have været Englands konge, men da Kong Edward afstår tronen, bliver den sky Bertie kronet – og hermed Kong George VI. Problemet er blot, at Bertie stammer ubehjælpsomt og det går jo ikke, når han skal fremstå som en stærk leder for et land på vej i krig med Tyskland. Han ender derfor hos taleterapeuten Lionel, som skal hjælpe ham af med sin talefejl.

Filmens kerne er samspillet mellem Geoffrey Rush som den selvsikre Lionel og den forsagte, men temperamentsfulde Bertie – spillet til Oscar-perfektion af Colin Firth. Scenerne mellem dem er elektriske og elegante. De vittige og veldrejede dialoger leveres forrygende og rørende. Og selvom Firth er løbet med mest omtale, så er Rush også helt suveræn – stædig, kæk og vovet. En sprængfarlig duo.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere