Indlæg

OPPE PÅ VALMUEBAKKEN: japansk sødme og animationskærlighed

Den legendariske animationsskaber Hayao Miyazaki giver faklen videre til sin søn Gorō Miyazaki i den charmerende Oppe på Valmuebakken. En liflig tur tilbage til et Japan anno 1963, hvor en flok gymnasieelever kæmper for bevarelsen af deres klubhus, mens også den første forelskelse spirer sødt mellem Umi og Shun.

Men selvom Hayao Miyazaki har været med til at skrive filmen, er vi langt fra hans ellers eventyrlig film med fabeldyr og overnaturlige elementer som i Chihiro og heksene eller Det levende slot. Derimod er her skøn nostalgi, mens elevernes ivrighed og kampgejst får et pulserende liv i filmens flotte streg.

valmue 01

En på alle måder fin film, der smukt realiserer havnebyen Yokohama og samtidig bringer temaer som tradition, fremskridt og demokrati i spil. Her med den forestående nedrivning af klubhuset som omdrejningspunkt for dramaet, hvor de unge indser, at der er noget, som er vigtigt at kæmpe for og værne om.

Ikke at der på nogen måde går politisk fællessang i den, men dramaet har blot et fint underlag af problematikker, der er helt grundlæggende for hvordan et samfund er og skal være. Det giver et fint modspil det menneskelige drama og den gryende romance mellem den flittige Umi og skolebladets redaktør Shun.

valmue 02

Nu var jeg ikke videre begejstret for Gorō Miyazakis animations debut, den eventyrlige Legenden om Jordhavet. Den var en kende rodet fortalt og ramte slet ikke visuelt den detaljerede og smukke standard, man er blevet kendt med fra hans fars film, der også er lavet ved Studio Ghibli.

Men med Oppe på Valmuebakken rammer Gorō Miyazaki rent med en både fin og nuanceret fortælling, der desuden rummer varm humor samt en visuelt indtagemde stil med fine detaljer og opløftende liv. Han tager således teten fornemt videre fra sin far og giver håb om en lys fremtid for det magiske Studio Ghibli.[tabgroup][tab title=”Oppe på Valmuebakken | Biografanmeldelse”]Vurdering: 4/6
4_6 - stars

valmue poster
Originaltitel: Kokuriko-zaka kara, Japan, 2011
Premiere: d. 21. marts 2013
Instruktion: Gorō Miyazaki
Medvirkende: Masami Nagasawa, Junichi Okada, Keiko Takeshita, Yuriko Ishida m.fl.
Spilletid: 91 min.
Distributør: Camera Film[/tab][/tabgroup]