Indlæg

’The Artist’ blev den store Oscar-vinder

Jeg må ærligt indrømme, at Oscar-showet ikke som sådan har min store interesse, men det er da altid meget sjovt (og til tider spændende) at se, hvem der løber med de prestige-fyldte priser. Men jeg er altså ikke en af de film-fans, der har siddet oppe hele natten for at se showet. Tja, hvis Refns fænomenale Drive havde været nomineret i flere kategorier end ’sound editing’ kunne det måske have trukket lidt mere i mig.

Well, nu er der også en del af de nominerede film jeg endnu ikke har set – det gør mig nu heller ikke det store, da der ikke er mange jeg som sådan død og pine straks har måttet kaste mig over. Martin Scorseses Hugo er jeg dog ivrig efter skal lande i de danske biografer. Nå, men det var vinderne, jeg egentlig lige ville skrive om.

Det blev noget så usædvanligt som den sort/hvide stumfilm The Artist, der løb med de tunge priser. Det for bedste film, bedste instruktør (Michel Hazanavicius), bedste mandlige hovedrolle (Jean Dujardin), bedste musik og bedste kostume. Noget af en imponerende høst – og ja, det er en film, jeg har villet se, Oscar-statuetter eller ej.

Bedste kvindelige hovedrolle gik til favoritten Meryl Streep for sit portræt af Margaret Thatcher i Jernladyen – hendes tredje Oscar-statuette. Bedste mandlige birolle blev heller ikke den store overraskelse, den gik nemlig til Christopher Plummer for sin rolle i Beginners og så løb Octavia Spencer med prisen for bedste kvindelige birolle for The Help – ja, hende HER.

Bedste animerede film blev den fremragende Rango. Der var blot en enkelt pris til den ellers populære The Descendants, nemlig for bedste manuskript baseret på en bog. Prisen for bedste originale manuskript gik til Woody Allen og hans skønne Midnight In Paris.

Martin Scorsese og hans Hugo løb med hele fem priser, det for bedste art direction, bedste lydklipning, bedste lydmixning, bedste cinematography og bedste visuelle effekter (tag den Michael Bay). David Finchers dystre The Girl With The Dragon Tattoo fik prisen for bedste film-klipning og som tippet blev bedste udenlandske ikke-engelsksprogede film den iranske A Separation. Bum.

– Se alle de nominerede og vinderne HER.
– Se også min Top 10 for 2011
– Min anmeldelse af Midnight in Paris
– Min anmeldelse af Rango