Indlæg

FAST & FURIOUS: HOBBS & SHAW: Superfjollet actionrabalder for fuld pedal

Biografanmeldelse: Lad det være sagt med det samme: actionfilmen ‘Fast & Furious: Hobbs & Shaw’ skal ikke tages seriøs. Det er lutter vilde actionfjollerier og en omgang selvbevidst bulder og brag. Ja, det er heldigvis ret så underholdende. For man kommer her med på en højoktan tur ind i en actionmaskine, der ledes veloplagt an af de hårdtslående Dwayne ‘The Rock’ Johnson, Jason Statham, Idris Elba og Vanessa Kirby.

Historien skal du med andre ord ikke hænge dig i. Den er simpel og lige til – men ja, desværre nærmest også blot et opkog af actionklichéer. Ikke desto mindre, så lykkedes filmen ganske enkelt fordi, den ikke lægger skjul på, at den ikke vil andet end at action-underholde, mens jeg som sagt er i godt selskab med den umage duo Johnson og Statham tilsat Kirby og skurken i form af Elba.

Nå ja, og så naturligvis fordi her leveres action, action og mere action. Det af den yderst urealistiske slag, men også af den både medrivende, underholdende og morsomme slags. Men ja, det var den der historie. Hobbs og Shaw må her slå sig sammen mod den fælles fjende Brixton – en cyber-makanisk-optimeret bad guy. Her støder den yderst kompetente Hattie til – Shaws søster.

De tre actionhelte skal nemlig stoppe en yderst dødbringende supervirus, inden den altså lander i fjendes hænder. Ja, that’s it. Ikke så meget pis. Det er kort fortalt mere i måden, hvorpå historien udfoldes, end det er det, den indeholder, som her skal holde den desværre en smule for lange film i luften. Ja, 135 minutter er liiige at strække den. Men fred med det – du ved, veloplagt action.

‘Fast & Furious: Hobbs & Shaw’ er en spin-off af den bilfræsende Fast and Furious-serie, hvor man kender Hobbs og Shaw fra. Der er bestemt også sin del af fræsende biler her, men dette actionbæst er også sin egen, hvor der spædes godt til med kæmpe guns, hidsige helikoptere og knoglebrækkende slåskampe. Filmen nærmest løber fra den ene action-scene til den næste.

Her er altså også et fint flow i filmen – den lidt for lange spilletid til trods – hvor de mere afdæmpede og repliktunge scener mest af alt fungerer som korte og luftgivende bindeled inden, man kastes videre til den næste eksplosion. Ja, humoren indfinder sig både her og i action-delen. Jeg kan da også kort og godt opsummere ‘Fast & Furious: Hobbs & Shaw’ i tre ord: action, action og action.

‘Fast & Furious: Hobbs & Shaw’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Fast & Furious: Hobbs & Shaw’ har biografpremiere den 1. august.