Indlæg

CRAWL: Alligator-gys er både medrivende, grumt og gribende

Biografanmeldelse: Okay, lad det være sagt med det samme: jeg har en svaghed for dyr-går-amok-gys – og ja, jeg synes også, at alligatorer er nogle satans seje bæster. Derfor skulle det da også vise sig, at alligator-gyset ‘Crawl’ lige var noget for mig. Den holder, hvad den lover og lever op til at være et både medrivende og gribende samt grumt og blodigt stykke med dyre-gru.

Filmens præmis er ligeså simpel som filmens alligatorer er glubske. Ja, det fungerer. Her følger man nemlig den unge kvinde Haley, der på trods af en mildest talt brutal orkan, drager ind i stormen for at finde sin far, der er er fanget i orkanen. Hun kommer da også frem til sin far, men det viser sig snart, at det ikke just er orkanen, der er deres eneste problem.

Ja, du gættede rigtigt. For i huset, bliver de to nemlig fanget i kælderen, hvor der venter dem yderst sultne og dødsensfarlige alligatorer, der truer med hvert øjeblik at sende de to til blodig tælling. Således bugter og drejer filmens sig gennem den ene nervepirrende scene efter den anden, mens klaustrofobien i kælderens trange indre også snart indfinder sig.

Kaya Scodelario gør det godt som datteren Haley. Hun er yderst sej i sin kamp for overlevelse og i sit tilsyneladende utrættelige forsøg på både at redde sig selv og faren fra den ellers noget så håbløse situation, de er endt i. Desuden er forholdet mellem Haley og hendes far Dave fint og gribende beskrevet. Som Dave finder man en ligeledes god og empatisk Barry Pepper.

Således fungerer ‘Crawl’ altså hovedsageligt som et stramt fortalt og effektivt alligator-gys, men også som et ganske godt og velfunderet datter-og-far-drama. Men ja, det er bestemt gyset, der her er i fokus – det sammen med de farlige bæster, der lurer i vandet. Selvom filmen dog er stramt fortalt, så sniger der sig også en smule ikke helt troværdige scener ind undervejs.

Derfor ryger der lidt af filmens suspension of disbelief, hvilket er en skam, når nu gyset og alligatorerne filmen igennem fungerer. ‘Crawl’ er ikke desto mindre et vellykket dyr-går-amok-gys, der byder på blod, spænding og ok vellykkede jump scares, uden, at hoppene i sædet tager overhånd. Spændingen holdes i live af det, man både kan se og ikke se, der i det mørke vand.

‘Crawl’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Crawl’ har biografpremiere den 22. august.