Indlæg

Nicolas Cage som skydegal badass på fire hjul

Gutterne bag den vanvittige action-basker Drive Angry må virkelig have muntret sig med at smække denne bastard af rodebutik sammen. Her er nemlig både afskudte lemmer, nøgne damer, blodige biljagter, satan-tilbedere og ikke mindst Nicolas Cage som skydegal badass straight outta Hell – kan man ønske sig meget mere?

Nej, det skulle man ikke tro – men helt vellykket smedes de ellers tiltalende elementer desværre ikke sammen. Historien skøjter rundt, filmens flow er noget ujævnt og fik jeg nævnt plothuller? Anyways, løjerne leveres med tilpas charme, uhøjtidelighed og energi til at jeg gerne ser igennem fingre med filmens løse ender og til tider klodsede computereffekter – well, og så har jeg et soft spot for Cage.

Nå ja – plottet! Nicolas Cage er den sejlivede Milton, der er flygtet ud af Helvede for at hævne sin myrdede datter og redde hendes baby (!). Han teamer op med den hardcore tøs Piper, der i Amber Heards søde skikkelse aldrig bliver troværdig som badgirl. I hælene på dem er en mystisk mand, der kalder sig ’Revisoren’ – en herlig tør og cool William Fichtner, der har mere end et enkelt es i ærmet.

Nej, dette sprælske sammenkog af ond okkultisme og ivrige biljagter skal ikke tages alvorligt, men bare underholde – og helst med så vanvittige påfund som muligt. Her behøves med andre ord ingen undskyldning for at skyde arme og ben af tilfældige folk eller jorde kultmedlemmer ned for fuld styrke. Og ja, det meste af vejen er det underholdende, bl.a. en gakket biljagt med Fichtner gående rundt på køleren af en politibil.

Desværre mister dette Tarantino-inspirerede miskmask sine vilde armbevægelser til trods noget af pusten undervejs. Og bare bryster eller ej, så var det for mit vedkommende de herrer Nicolas Cage og William Fichtner, der holdt mig fanget – hverken Amber Heard som blond sidekick eller Billy Burke som diabolsk kultleder er specielt interessante.

Men selvom Drive Angry ikke er konstant medrivende vanvids-action, så er det absolut et forfriskende pust i rækken af ellers konventionelle actionflicks.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen gør sig godt på Blu-ray – billedet er veldefineret, farverne indtagende og detaljegraden fin, mens lydsporet også puster godt liv i løjerne med fine niveauer, hvor både det rockede soundtrack og de store eksplosioner slår sig medrivende løs.

Ekstramaterialet består af et ’Picture-in-picture’-kommentarspor, hvor cast og crew popper op undervejs i filmen og kommenterer på løst og fast. En skam der ikke er mulighed for at se interviewene for sig selv, da der ofte er langt mellem bidderne og her faktisker flere fine anekdoter. Herudover finder man ’bag om filmen’, der bl.a. ser nærmere på det at skyde i 3D, filmens action og lidt obligatorisk rygklapperi (18 min.). Herudover en fjollet lille feature, der i et sammenklip giver point til Miltons nedskydninger (9 min.) og slutteligt et par ligegyldige slettede scener (1 min.).

 


Originaltitel:
Drive Angry, USA, 2011
Instruktion:
Patrick Lussier
Medvirkende:
Nicolas Cage, William Fichtner, Amber Heard, David Morse, Billy Burke m.fl.
Spilletid:
104 min.
Udgiver:
Warner Home Entertainment