Indlæg

Trier trumfede med 'Melancholia' ved årets Robert

/i /af

Ja for helvede, Lars von Triers Melancholia er sgu en laber dommedagsfilm – bøjet i plastisk æstetik og med godt svung på Wagner-drengen, mens en deprimeret Kirsten Dunst i svulstig forening med universet giver lidt kød til husarerne. Her til aften blev den smukke undergang hyldet ved årets Robert-fest og Trier gentog således succesen som da han hev priser hjem med sin Antichrist for to år siden ved både Robert- og Bodil-festen.

Hele ti priser blev det til, bl.a. årets film, årets instruktør og årets manuskript. Dunst løb med prisen for årets bedste kvindelige hovedrolle og Charlotte Gainsbourg for årets kvindelige birolle, mens filmen endvidere høstede priser for årets scenograf, årets fotograf, årets lyddesign, årets special effects og årets klipper. Den stod dog ikke kun på dommedag – også Martins Zandvliets film Dirch fik fem priser.

Her løb Nikolaj Lie Kaas med prisen for årets mandlige hovedrolle for sin rolle som den sjus-drikkende og deprimerede kvinde-bedårer Dirch Passer, mens hans medspiller Lars Ranthe fik prisen for årets mandlige birolle som Keld. Desuden løb filmen med Robert-priser for årets sminkør, årets score og årets sang.

Nicolas Winding Refns fænomenale Drive vandt prisen for årets amerikanske film – sådan! Men sgu en ringe trøst for Oscar-showets skamløse ignorering af filmen. Årets ikke amerikanske film blev Tom Hoopers medrivende Kongens store tale og så vandt Mads Brüggers vovede og superunderholdende Ambassadøren prisen for årets lange dokumentarfilm.

– Se de nominerede og vinderne HER.
– Læs min anmeldelse af Melancholia
– Læs min anmeldelse af Dirch
– Læs min anmeldelse af Kongens store tale
– Læs min Top 10 for 2011 HER, hvor Drive indfinder sig på førstepladsen.

Dirch Passer passer ik’ på sig selv

/i /af

Så fik jeg langt om længe set filmen om charmøren og drukmåsen Dirch – eller hele Danmarks folkekære komiker, hvis man skal være lidt mindre kæk. Men for pokker, den kære Dirch kører dælme nogle habile whiskysjusser ned. I Dirch er det da også mandens skyggesider, der er i centrum. Et melankolsk og rørende portræt af en mands kamp med sig selv og ikke mindst forholdet til vennen og kollegaen Kjeld. Skål…!

For selvom der står ’Dirch’ med stort på filmens plakat, er det i høj grad historien om venskabet med Kjeld Petersen, der udgør filmens kerne. Et kompliceret forhold, der i filmen tillægges en altafgørende rolle i Dirchs liv, bl.a. i hans kamp for at træde ud af komikkens skygge for at forsøge sig med alvorlige roller. En film om en søgende mands deroute og ensomhed, men heldigvis også et ofte morsomt drama.

Jeg har ikke som sådan et forhold til Dich Passer og skal ikke gøre mig klog på, hvor tro filmen er mod virkeligheden. Men Dirchs nedtur og kamp med mindreværd spilles med overbevisende sårbarhed og fine nuancer af Nikolaj Lie Kaas. Man må dog ikke glemme Lars Ranthes stærke portræt af Kjeld, der som det evige side-kick til Dirch blusser over af jalousi og sætter elektrisk drama på drengen.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere