Man kan næppe præsentere den japanske Departures mere kedeligt end som en hyldest til livet. Det er ikke desto mindre hvad Yojiro Takitas oscar-vindende drama fra 2008 er. Heldigvis smyger filmen sig – det meste af vejen – elegant, usentimentalt og poetisk uden om de flade portrætter og tunge klichéer, genren ofte tumler med.

Cellisten Daigo (Masahiro Motoki) spiller i et stort orkester. Hans musikerdrøm syntes at være gået i opfyldelse, men orkestret nedlægges og så må den økonomisk trængte Daigo se sig om efter nyt arbejde. Sammen med sin søde kæreste (Ryoko Hirosue) flytter han tilbage til sin fødeby. Her kastes han uforvarende ud i jobbet at gøre døde klar til deres sidste rejse. Et arbejde som ikke billiges af alle. Men med tiden lærer han på trods af modstand at varetage hvervet med stolthed.

Både Motoki og Hirosue går lige i hjertet. Motoki med sin melankoli og oprigtighed, og Hirosue som yndig og støttende kæreste. Persongalleriets trumf er dog Daigos chef, en fantastisk underspillet og eminent Tsutomu Yamazaki. Han forløser fornemt og uden sentimentalitet den smerte det er at leve uden sin elskede ved sin side. Tilbageholdende og alligevel hele tiden nærværende.

Departures er en smuk film om livet, døden og det som binder disse to tilstande uløseligt sammen. Det maleriske japanske landskab og celloens smukt vibrerende klag minder os filmen igennem om både alt det smukke, men også smertelige livet byder. Rørende og trist, men frem for alt varmt fortalt og heldigvis ikke uden humor. En feelgood-film med tyngde og ynde.