Indlæg

Instruktør Sidney Lumet er død, 86 år

Den legendariske og produktive instruktør Sidney Lumet døde lørdag morgen amerikansk tid, som følge af lymfekræft. Han blev 86 år. Lumet er manden bag en række fremragende film, bl.a. 12 Angry Men (1957), Serpico (1973), Dog Day Afternoon (1975) og Network (1976). Han var produktiv stort set til det sidste. Hans sidste film blev det intense brødre-drama Before the Devil Knows You’re Dead fra 2007 med Philip Seymour Hoffman og Ethan Hawke i hovedrollerne.

Hans over 50 film har kastet adskillige Oscar-nomineringer af sig og fire som bedste instruktør, han vandt dog aldrig, men modtog i 2005 en flot anerkendelse i form af en æres-Oscar. Jeg kan kun anbefale, at man kaster sig over hans film, da de ud over at være solidt filmhåndværk også byder på fremragende skuespilspræstationer, vedkommende tematikker og historier samt en unik sans for det troværdige drama.

Leslie Nielsen er død, 1926-2010

Den canadiske skuespiller Leslie Nielsen er død, 84 år gammel. Han døde sent søndag dansk tid på et hospital tæt på sit hjem i Fort Lauderdale, Florida.

Leslie Nielsen er nok mest kendt for sine komiske roller, ikke mindst i Højt at flyve (1980) og som den uheldige politimand Frank Drebin i ‘Høj pistolføring’-filmene (1988, 1991, 1994). Jeg husker ham dog også fra gysergenren, hvor han bl.a. har medvirket i den underholdende slasher-film Prom Night (1980) og som Richard Vickers i det fænomenale afsnit Something to Tide You Over fra George A. Romeros antologifilm Creepshow (1982).

I sin mere end 60 år lange karriere har han medvirket i et hav af tv-produktioner og spillefilm indenfor alle tænkelige genrer. Jeg husker ham bl.a. også fra science fiction-klassikeren Forbidden Planet (1956) og katastrofefilmen SOS Poseidon kalder (1972). Han var aktiv lige til det sidste og medvirkede bl.a. de seneste år i spoof-filmene i ’Scary Movie’-serien.

Dennis Hopper er død, 1936-2010

Den amerikanske skuespiller Dennis Hopper er døde i går i sit hjem i Californien. Han blev 74 år. Dennis Hopper led i en længere periode af prostatakræft og selvom han var tydeligt svækket af sin sygdom, var han tilstede i slutningen af marts til overrækkelsen af sin stjerne på Hollywood Walk of Fame.

Dennis Hopper har medvirket i godt imponerende 200 produktioner. Bl.a. Rebel Without a Cause fra 1955 og Giganten fra 1956. Han fik dog sit gennembrud med klassikeren Easy Rider fra 1969. Han instruerede også filmen og blev desuden Oscar-nomineret for bedste manuskript.

Jeg forbinder i høj grad også Hopper med krigsfilmen Dommedag nu fra 1979 og ikke mindst som den ultimative psykopat Frank Booth i den David Lynchs mareridts-opslidende Blue Velvet fra 1986. Samme år var han også med i den bizarre og sorthumoristiske The Texas Chainsaw Massacre 2, hvor han kommer i motorsavsduel med Leatherface. Helt fantastisk. Han har også en helt fabelagtig intens scene i True Romance fra 1993 – og sådan kan man blive ved.

Udover sit virke som skuespiller var Hopper også ivrig fotograf, kunstsamler og forfatter. Hopper var aktiv til det sidste, bl.a. i tv-serien Crash og med en fotobog med egne billeder. Et amerikansk ikon og skuespiller-legende er gået bort.

– Se også: Dennis Hopper hyldet med stjerne på Walk of Fame.