Indlæg

De 10 bedste film fra 2015

De 10 bedste film fra 2015: Endnu et år har nået sin ende, hvilket også betyder, at det er blevet tid til min årlige top 10 med de bedste film fra året, der er gået. Den følger herunder. Og bare lige for at undgå misforståelser, så er min top 10 baseret på film, der har haft dansk biografpremiere i 2015.

1) MAD MAX: FURY ROAD (instruktør: George Miller)
Holy fucking shit! Sådan cirka kan jeg opsummere min oplevelse med Mad Max: Fury Road. Ja, det er ment på den absolut mest positive måde. For dette komplet vanvittige, konstant spruttende og ærefrygtindgydende bæst af en biljagt gennem et menneskefjendsk ødeland bør få alle til at installere sikkerhedsseler i deres filmsæder. Wroooom! Min anmeldelse.

mad-max-fury-road-bedste-film-2015

2) WHIPLASH (instruktør: Damien Chazelle)
Dedikation, passion og en forrygende fuckfinger til middelmådigheden. Men ja, hvor forrygende god er det nu lige en film om en gut, der slår på tromme kan være? Virkelig fucking god. Som i fysisk, musikalsk og emotionelt medrivende god. Ja, så fucking god, at selv det at overvære filmens hårdprøvede trommeelev øve sig på sin lilletromme er intenst og vedkommende. Min anmeldelse.

whiplash-bedste-film-2015

3) STAR WARS: THE FORCE AWAKENS (instruktør: J.J. Abrams)
Med Star Wars: The Force Awakens er det gået op for mig, at jeg nok er noget større fan, end jeg lige troede. Det er i hvert fald kommet lidt bag på mig, hvor meget jeg har egentlig så frem til at rejse til a galaxy far, far away. Og bare rolig, for filmen leverer et forrygende genfødt rumeventyr, der får sat franchisen på rette kurs efter de seneste tre film. Min anmeldelse.

star-wars-the-force-awakens-bedste-film-2015

4) BIRDMAN (instruktør: Alejandro González Iñárritu)
I Birdman flyver Michael Keaton forrygende godt som tragikomisk ’has been’-superhelt og skuespiller. Ham havde du måske glemt alt om? Det har du ikke, når du har set filmen, hvor han spiller den engang succesfulde superhelt Birdman. Siden er hans karriere gået i stå, så han sætter en forestilling op på Broadway for at genoprette karrieren og få noget skuespiller-respekt. Min anmeldelse.

birdman-bedste-film-2015

5) FOXCATCHER (instruktør: Bennett Miller)
Ja tak til en mega alvorlig Steve Carell og en mega alvorlig Channing Tatum. For Foxcatcher leverer nemlig en nådesløs, tragisk og fremragende ond oplevelse. På den bedst mulige måde. Og så ingen dumsmarte bemærkninger om den der store næse, som Steve Carell har fået sat på til rollen som den excentriske og stenrige John du Pont. Min anmeldelse.

foxcatcher-bedste-film-2015

6) CREED (instruktør: Ryan Coogler)
Sylvester Stallone kan ikke lade være med at lave Rocky-film – og mange tak for det. For den her havde jeg ikke lige set komme: En af årets bedste film er endnu en film i Rocky-serien. Faktisk den syvende siden Stallone boksede sig til ikon-status med den første i 1976. Creed er dog sin egen, hvilket titlen indikerer ved at være den første i serien til ikke at indeholde ”Rocky”. Min anmeldelse.

creed-bedste-film-2015

7) IT FOLLOWS (instruktør: David Robert Mitchell)
En yderst intens horrorfilm, der med et dundrende synthscore og en stemningsbåret tilgang til gyset, fik frygten malet frem på lærredet, hvor en mystisk og dødelig kraft forfølger vores stakkels hovedpersoner i diverse menneskeskikkelser. En af de bedste og mest dragende skrækfilm, jeg har set i nyere tid.

it-follows-bedste-film-2015

8) THE MARTIAN (instruktør: Ridley Scott)
Ja, tag du roligt med på Matt Damons røvtur til Mars. For Ridley Scott sender ham nemlig langt ud i rummet med The Martian – mere præcist til Mars. Og nej, her er ingen penisformede aliens eller muskuløse albinorumvæsner. Det er også helt ok. Matt, Mars og overlevelse langt væk hjemme fra er nemlig en god kombination. Min anmeldelse.

martian-bedste-film-2015

9) CRIMSON PEAK (instruktør: Guillermo del Toro)
Der er vildt mange stearinlys og vildt meget tragisk kærlighed på den gode måde i Crimson Peak. Ja, jeg kan lige så godt være ærlig: Jeg er en sucker for grumme spøgelsesfilm, gotisk gys og Guillermo del Toro. Jeg er altså noget nær den perfekte publikummer, da filmen forener disse tre ting. Derfor kan jeg også fint håndtere, at den har sine historie- og karaktermæssige ujævnheder. Min anmeldelse.

crimson-peak-bedste-film-2015

10) INHERENT VICE (instruktør: Paul Thomas Anderson)
Joaquin Phoenix stener forrygende godt rundt i et plot mere viltert end hans hår i Inherent Vice. Du kan med andre ord ligeså godt berede dig på, at du ikke kommer til at fatte alt i Paul Thomas Andersons kringlede stoner-krimi. Og det er bestemt helt i orden. For det er der vist heller ikke nogen i filmen, som gør. Altså finde vej i det sammenfiltrede plot, der snurrer sig herligt løs af fuld forståelse og ind sine jointindhyllede 1970’er-tåger i Los Angeles. Min anmeldelse.

inherent-vice-bedste-film-2015

– Læs også mine top 10-lister for 2009, 2010, 2011, 2012 og 2013 og 2014.
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook her.

CRIMSON PEAK: Vildt mange stearinlys og vildt meget tragisk kærlighed på den gode måde

Biografanmeldelse: Jeg kan lige så godt være ærlig up front: Jeg er en sucker for grumme spøgelsesfilm, gotisk gys og Guillermo del Toro. Jeg er altså noget nær den perfekte publikummer til Crimson Peak, da den netop forener disse tre ting. Derfor kan jeg også fint håndtere, at den har sine historie- og karaktermæssige ujævnheder, da blandt andet dens olme atmosfære omfavner mig hele vejen.

For godt nok står Mia Wasikowska, Tom Hiddleston og Jessica Chastain øverst på rollelisten (og tak for det), men det er i høj grad den knugende atomsfære samt et stort hjemsøgt hus, der spiller en afgørende rolle for min tur ind i Guillermo del Toros nye film. Et mægtigt hus – der som de tre hovedroller – bærer på en tragisk fortid, som konstant truer med at sætte sig blodige spor i nutiden.

crimson-peak-biograf-02

Det hele starter dog med kærligheden. Som det ofte gør – inden det hele går grueligt galt. Den altopslugende kærlighed, der som klichéen foreskriver kan få folk til at gøre hvad som helst – selv de mest uhyrlige ting. Nej, det er ingen spoiler, at gruen tidsnok overtager de gotiske omgivelser. Jeg forventer og venter nervøst på at det sker, mens Guillermo del Toro roligt folder historien ud.

Her forelsker den uskyldsrene forfatterinde Edith Cushing (Wasikowska) sig nemlig i den mystiske entreprenør Thomas Sharpe (Hiddleston). Både han, hans hjem (ja, det der hjemsøgte hus) og hans søster (Chastain) gemmer dog på hemmeligheder. Men som du ved, gør kærlighed blind, så der venter en forgabt Edith et ikke nær så rosenrødt ægteskab, som hun måske havde drømt om.

crimson-peak-biograf-03

Crimson Peak er altså lige så meget en tragisk kærlighedshistorie, der tilfældigvis hjemsøges af spøgelser, som det er rendyrket gru. Gespensterne og gyset er der med samme selvfølgelighed som de store kjoler og kringledes gemakker i denne fængslende og smukke setting anno 1901. Det er i høj grad alt det, der gemmer sig i skyggerne, som udgør grundlaget for mine efterfølgende mareridt.

Guillermo del Toros viser altså et engagerende flair for at balancere antydningens kunst og bortgemte hemmeligheder med herligt udpenslet gru og tableauer af tragedie. Det gør han hele vejen gennem de mange stearinoplyste nætter mod den forrygende finale. For når ført volden og gruen rammer, så rammer den hårdt og bliver siddende i kroppen. Præcis som en hovedkulds forelskelse.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 5 ud af 6 stjerner:
5_6 - stars
[tabgroup][tab title=”Crimson Peak | Biografanmeldelse”]
crimson-peak-poster
Originaltitel: Crimson Peak, USA, 2015
Release: d. 15. oktober 2015
Instruktion: Guillermo del Toro
Medvirkende: Mia Wasikowska, Jessica Chastain, Tom Hiddleston, Charlie Hunnam, Jim Beaver m.fl.
Spilletid: 120 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]