Indlæg

CPH PIX: Reinkarnation, lig, action og aparte helte

/i /af

Min solrige søndag på filmfestivalen CPH PIX startede med sidste års vinder af De Gyldne Palmer, den magiske og meditative Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv. Rammefortællingen er historien om den syge landmand Boonmee, der snart skal forlade livet på jorden. Noget uventet dukker hans afdøde kone og søn op for at tage afsked, sidstnævnte nu som et behåret væsen med røde øjne (!).

Det lyder måske underligt, men selv en talende fisk og indskudte fortællinger om tilsyneladende tilfældige liv føles som en lige så naturlig del af filmens liv, som det at solen står op. Midt i reinkarnation, karma og sjælevandring finder man desuden en varm menneskelighed, der gør den kryptiske film vedkommende. Ganske vist fremmedartet og drømmende, men bestemt også smuk og dragende filmpoesi.

Herefter blev der forsøgt på grotesk komedie med Burke and Hare, som også er navnene på to svindlere, der i 1800-tallets Irland forsøger at gøre forretning ved at sælge lig til lægevidenskaben. Men de må snart selv få folk til at ”falde døde om”, hvis pengene fortsat skal rulle ind. Desværre er der lige så meget spræl i komikken, som de stive lig, der dissekeres i filmen.

Man finder ellers Simon Pegg og Andy Serkis i hovedrollerne samt veteranen John Landis i instruktørstolen. Men dynamikken i svindler-duoen svinger aldrig for alvor og filmens falden-på-halen-komik er klodset og triviel. Det er næsten kun en diabolsk Tim Curry, der i glimt leverer et par grin i sin beskedne rolle som uheldig læge.

Så ventede der mere svung i action-thrilleren Stool Pigeon, hvor den dedikerede kriminalbetjent Lee hyrer den netop løsladte Ghost Jr. til at infiltrere en brutal røver-bande. En opgave der selv sagt ikke er uden risici og omkostninger for de involverede parter – og så går den vilde jagt på forbryderne ellers ind, mens melankolien smyger sig om Hong Kongs fortabte storbyskæbner.

Det har længe været en kendt sag, at Kina, Japan og Korea har kunnet matche Hollywoods action-film – og ofte overgå dem i visuel opfindsomhed. Helt op at ringe kommer dette klassiske stykke politi-action dog ikke. Men vilde bilræs, intens nævekamp og et guld-røveri med automatvåben sætter bestemt pulsen i vejret, mens scoret medrivende følger trop. Tempofyldt og sentimental action, men ikke helstøbt.

Aftenen sluttede suverænt med den groteske og vildt underholdende Super. Den ellers laskede Frank tager her sagen i egen hånd, da hans kone ”kidnappes” af en fæl narko-bagmand (en herlig slesk Kevin Bacon) og ender tilbage i sit stofmisbrug. Iklædt hjemmelavet kostume vil Frank nu befri sin kone. Kick-Ass får bestemt kamp til stregen i brutal vold, skarp komik og politisk ukorrekte superhelte-eskapader.

Ud over et veltrimmet manuskript og tørre tæsk er det filmens cast, der får denne skrævvridning af superhelte-genren til at flyve. Rainn Wilson er både tragisk, virkelig morsom og menneskelig som selvudråbt hævner, mens en ivrig Ellen Page er en af de mest rablende og charmerende sidekicks til dato. Og så føler man faktisk, der er reel fare på færde for vores aparte helte. En film, der mere end lever op til sit navn.

– Læs mere om Onkel Boonmee, Burke and Hare, Stool Pigeon og Super.

CPH PIX: Hævn, skyld, samuraier og flashbacks

/i /af

Min lørdag var skemalagt med fire film. Det kedelige, sydkoreanske drama No Doubt lagde ud. Her flytter en tidligere pædofildømt mand til en lille by, hvorefter en pige forsvinder. Mistanken falder selvfølgelig straks på tilflytteren, som politiet, datterens far og lokalsamfundet nu forsøger få skovlen under. Et i udgangspunktet potent drama med både hævn, tragedie og spørgsmålet om retfærdighed på tapetet.

Desværre er der ikke mange overraskelser eller følelsesmæssigt pondus at komme efter. Jep, faren er ked af det, politiet er uden beviser og den mistænkte uskyldig indtil det modsatte er bevist. Det kører så at sige lige ud af landevejen, hvor alle brikkerne i sidste ende passer nydeligt sammen. Det ser muligvis godt ud på papiret, men medrivende blev det aldrig – selvom der lige forsøges med et obligatorisk plottvist.

Meget mere interessant blev det desværre ikke med den psykologiske thriller Blame. Her opsøger og forsøger fire unge mennesker at slå eneboeren Bernard ihjel, da de mener, at han er skyld i deres venindes selvmord. Selvfølgelig går det ikke som planlagt. Sandheder kommer på bordet og tvivlen om lærens skyld sættes på prøve.

Problemet er bare at man aldrig rives med af dramaet eller tvivlsspørgsmålet. Karaktererne forbliver uinteressante og filmen det samme. Her er snarere tale om manuskriptonani end nervepirrende og intelligent thriller. Heldigvis ventede der episk samurai-action med Takashi Miikes remake 13 Assassins. Jeg har ikke set originalen fra 1963, men denne nye version var hæsblæsende.

Shimada får missionen at gøre det af med den barbariske Lord Naritsugu. Han samler 13 samuraier, der nu må gå op imod den 200 mand store hær. Karaktererne er medrivende og optakten inden opgøret fejende flot og atmosfæremættet. Det vilde showdown mod hæren er cool, dynamisk og blodig action, der leverer varen uden at miste pusten. Et stykke yderst potent samurai-underholdning, der holder hele vejen.

Aftenen sluttede med det flade, overnaturlige gys True Nature. Her forsvinder en pige og vender først efter et år tilbage til sine forældre. Hun husker intet, men noget ved hende er forandret. Hvad er det sket? Og så starter en ørkenvandring i hysteriske flashbacks, der forsøger at indgyde gysende mystisk i sit publikum. Det mislykkes.

Der er hverken progression nok i de få ledetråde eller familiens håndtering af den besynderlige situation til at mysteriet på noget tidspunkt bliver interessant – eller for den sags skyld uhyggeligt. I programmet sammenlignes der med mestrene David Lynch og David Cronenberg – må jeg være fri.

– Læs mere på PIX om No Doubt, Blame, 13 Assassins og True Nature.

CPH PIX: Sentimental selvtægt og japansk galskab

/i /af

Der blev serveret intense tæsk og slagkraftig action, da fredagens første film ramte lærredet i en af mine favorit biografer, Empire på Nørrebro. For i den sydkoreanske selvtægtsfilm The Man From Nowhere får den formælte Tae-Sik i den grad brug for sine færdigheder fra en fortid som kampklar agent, da han egenhændigt opsøger de kyniske bagmænd i en narko-ring, der bruger børn til det beskidte arbejde.

En elegant og storladen film, der bl.a. med en heftig ’mand-mod-mand-kamp’ på et diskoteket og det store showdown i bagmandens hybel viste hvordan man iscenesætter adrenalinfyldte øretæver. Men forholdet mellem Tae-Sik og en lille forsømt pige bliver dog for sentimentalt til min smag – specielt når strygerne i den grad kommer på overarbejde. Det er så absolut den voldsomme action, der tager stikket hjem for mig.

Hvad der senere på aftenen ventede i Empires mørke var svært at være forberedt på. For med den vanvittige og vilde japanske Cold Fish synes alt at kunne ske og mere til. Her udvikler mødet mellem to forhandlere af eksotiske fisk sig i den grad uforudsigeligt. Den forsigtige familiefar Shamoto lokkes ind i psykopaten Muratas magtspil og ubehagelig vane at slå folk ihjel, hvis de kommer på tværs af hans forretning.

Det er kort fortalt afsættet for en film, der uden bekymringer kaster sig ud i en ambitiøs og forskruet fortælling, der byder på både maniske seriemordere, galgenhumor og undertrykte instinkter i sin blotlæggelse af syge menneskelige og familiære relationer.

En af de absolut mest suveræne film jeg indtil videre har set på PIX, hvis ikke den bedste. Og så er Denden helt fantastisk som den overstadige Murata – et ubehageligt charmerende og foruroligende bekendtskab, præcis som dette monster af en film.

– Læs mere på PIX om The Man From Nowhere og Cold Fish.

CPH PIX: Filmvold, farverigt rod og kannibalisme

/i /af

Jeg havde tre film på programmet i går. Først et hjemmerøveri, der løber helt af sporet i den spanske og i sidste ende (herligt) brutale Secuestrados. Den blev dog hverken lige så interessant og ubehagelig som Funny Games eller blodig og poetisk som den franske À l’intérieur, der nævnes i foromtalen. Men som ondsindet og veliscenesat familietragedie klarede den sig i fint mål – med hjælp fra lidt effektiv on-screen gore.

Der var dog ikke noget nyt at komme efter. Med en bedre historie og mere interessante karakterer – ikke mindst røverne – havde den været andet end en lille underholdende og ubehagelig stiløvelse. Det var dog nok til at stille min sult efter filmvold – indtil videre. Næste film var det farvestrålende miskmask Kaboom.

Og i dette tilfælde er miskmask ikke positivt ment. Nogen vil måske fristes til at kalde det skøre og seksuelt ivrige sammenskudsgilde af sarkastisk 90’er-dialog, komplot-okkultisme og weirdo teenage–drama originalt – jeg vil kalde det en intetsigende rodebutik. Og tro mig, jeg er vild med bizart og bredtfavnende filmgøgl, men det syrede univers sagde mig intet. Intet.

Well, jeg fandt nu det religiøse konspirations-pjat delvist underholdende. Andre i salen var dog tydeligvis mere begejstrede. Men man kan vel næppe forvente andet end at en film vil dele vandene, når den i programmet omtales som en okkult science fiction-gyser-teen(sploitation)-comedy – hvilket jo i grunden lyder meget godt, bare ikke i dette tilfælde. Så heller et gensyn med Donnie Darko og Southland Tales.

Så blev aftenens sidste filmiske kovending taget. For der var ikke mange pangfarver at finde i den rå og atmosfæremættede mexicanske We Are What We Are. Her forsøger en familie efter faderens død at videreføre deres makabre tradition – at fange, slagte og spise mennesker i Mexico Citys slum. Der er dog ikke enighed om hvem der skal overtage lederrollen – men uanset intern splid skal der kød på bordet.

Et obskurt familiedrama, der med en realistisk og beskidt tone spillede mere på stemning end de blodige tricks, man ellers ofte finder, når der er kannibalfilm på programmet. Man får dog sin del af grum kødelig vold, men det bliver aldrig filmens berettigelse. Det er derimod det dystre og uskønne drama samt filmens foruroligende atmosfære, der fremtrylles af byens og familiens skyggesider.

– Læs mere på PIX om Secuestrados, Kaboom og We Are What We Are.

CPH PIX: Ægteskabelig kung fu og metallisk filmfryd

/i /af

Onsdag aften skulle vise sig at byde på festivalens hidtil fedeste filmoplevelse – mere om det senere. For først stod den på kung fu og romantik i martial arts-filmen Reign of Assassins. Her forsøger en lejemorder at starte sit liv forfra, men hun indhentes af fortiden og befinder sig snart i heftig krydsild med tidligere ”kollegaer”, der er ude efter hende og de magiske rester af en afdød munk.

Det er action-mesteren John Woo der sammen med Su Chao-pin har instrueret – og de flotte kampscener er bestemt elegant udført, hvor eksotiske våben og idérig koreografi gnidningsløst sender lejemordere til tælling. Filmen var lidt sløv til tider, men de medrivende kampscener og vilde plottvists samt lidt komik og ægteskabelig romantik og et par spændende karakterer holdt liv i den ikke videre originale historie.

Herefter blev tempoet i den grad skruet i vejret med den intense og aggressive Tetsuo: The Bullet Man. Her var dømt ren fysisk filmfryd, hvor en forretningsmand på mystisk vis forvandles til en metallisk og prustende monstermaskine. Tætpakket galskab og herlig ’over the top’ filmsmadder med en manisk billedside samt en forrygende mekanisk og spruttende lydside og et tænderskærende soundtrack.

Skuespillet var ganske vist ikke det stærkeste og filmen mere form end indhold, men som 71 minutters hæsblæsende filmmareridt holdt den. Jeg har tidligere læst om, men aldrig fået set ’Tetsuo’-filmene og selvom dette tredje kapitel ikke skulle byde på noget nyt, skal jeg bestemt have fat på de to første. Filmen vises igen d. 23. – så køb straks din billet. Dette monster skal ses på et stort lærred med fuld skrald på anlægget.

– Læs mere på PIX om Reign of Assassins og Tetsuo: The Bullet Man.

CPH PIX: Lumsk lærerinde og syret science fiction

/i /af

Min tirsdag aftenen startede med dette års japanske Oscar-bidrag i kategorien bedste udenlandske film. Confessions endte dog ikke blandt de endeligt nominerede, men bød på langt mere original fandenivoldskhed end den danske vinder, Biers overfortalte Hævnen. Filmens puslespilsfortælling starter med en lærerindes tilståelse af sin udspekulerede hævn på to elever, hun mener er skyld i sin lille datters død.

Herefter følger øvrige tilståelser fra de implicerede parter i lærerindens skræmmende skæbnefortælling. Diabolsk og med flere ubehagelige overraskelser undervejs rulles fortællingen om hævn, savn og svigt ud. Filmens voldsomme historie med både forskruede børn og voksne blev matchet af en flot og legende billedside, hvor bl.a. slowmotion og dirrende blå farver smukt satte ondskaben stævne på lærredet.

Resten af aftenen stod i den ukonventionelle, polske instruktør Andrzej Zulawskis navn. Festivalen kører, som tidligere nævnt en kavalkade med hans film og denne aften var der en unik Q&A med den 70-årige instruktør. Han var i hopla og fortalte oplagt spændende anekdoter fra sit liv med film og sin holdning til mediet.

Herefter stod den på Zulawskis syrede science fiction-epos On The Silver Globe. Produktionen blev inden filmens færdiggørelse lukket ned i 1977 og først 10 år efter færdiggjort med voice-over og flakkende billeder i stedet for de scener, der i sin tid ikke blev skudt. En løsning, der på en sær måde smelter sammen med fortællingen om en gruppe menneskers forsøg på at starte et nyt liv på en fremmed planet.

En ambitiøs film, der med sit anarkistiske kameraarbejde, teatralske og vanvittige væsen samt depressive stemning leverede flere spektakulære scener, bl.a. en apokalyptisk kamp i en hærget storby. En bizar film, der på trods af sine mangler var både dragende og idérig. Nå ja, og så fik jeg selvfølgelig signeret mit eksemplar af hans vel nok mest kendte film, den uafrystelige Possession.

– Læs mere på PIX om Confessions og On The Silver Globe.

CPH PIX: Uheldig hushjælp og okkulte væsner

/i /af

Det er ikke kun amerikanerne der genindspiller film. Mandagens første visning var nemlig det sydkoreanske remake The Housemaid. Jeg har ikke set den koreanske original fra 1960, men genindspilningen var bestemt en både isnede og vellykket psykologisk thriller, der med køligt overblik lod spændingen og interne intriger tage til i et klaustrofobisk rigmandshjem, hvor en ny hushjælp rusker op i ”familieidyllen”.

For den søde hushjælp følger pligtskyldigt sine instrukser – også når familiefaren kræver mere end blot kindkys. Men hans utroskab er kun starten på et intenst drama i den forskruede families skød. Sikkert og ikke mindst smukt styres der mod den uundgåelige kollision – en unødvendig spektakulær finale, men uhyre effektiv og sært dragende i sin bombastiske modsætning til filmens ellers underspillede koldsindighed.

Senere på aftenen ventede den okkulte The Whisperer in Darkness, hvor en sprogforsker kommer på sporet af mystiske væsner. Filmen bygger på en H.P. Lovecraft-novelle fra 1930 og er lavet som en film fra 1930’erne. En fin og udmærket forløst idé. Komplet i sort/hvid og med en titelsekvens, der overbevisende rammer periodens stil. Dog en skam, at filmen var skudt digitalt og ikke på rigtig film.

Instruktøren Sean Branney var mødt op og svarede på spørgsmål. Det er cool med sådanne ekstra indslag på PIX og altid en fornøjelse med engagerede filmskabere, der på trods af få midler forfølger deres visioner. Filmen var delvist vellykket, men blev en kende lang i spyttet. Historien var dog virkelig interessant, bl.a. med sine forunderlige maskiner og vilde idéer om rejser til universets afkroge.

– Læs mere hos PIX om The Housemaid og The Whisperer in Darkness.

CPH PIX: Smuk larm og karate-robotter

/i /af

Søndagen stod på to vidt forskellige film fra Japan. Først den næsten meditative My God, My God, Why Hast Thou Forsaken Me, hvor verden er ramt af en mystisk epidemi, der får folk til at begå selvmord. Forskanset fra de grufulde begivenheder finder man to noise-musikere, der i tavshed vandrer rundt i et øde landskab for at optage lyden af verden og bearbejde den i egne støjende lydeksperimenter.

Men da det viser sig, at deres noise måske er kuren på epidemien, kommer de til at spille en anden rolle, end blot to dedikerede kunsterne på evig jagt efter lyd. Der bliver ikke gået på kompromis med noget, når filmen i bølger af både aggressiv og smuk larm samt ikke mindst befriende stilhed folder sig tålmodigt ud i zen-agtige billeder og med et minimum af dialog. Bestemt unik og ikke kun er for lyd-nørder.

Herefter blev der i den grad skiftet gear. Fra subtil og elegant fortællekunst til overstyret og overfortalt manisk tegneserie-action med Karate-Robo Zaborgar. En opdatering af og hyldest til den gamle japanske tv-serie Denjin Zaboga. Desværre gik luften hurtigt af denne larmende ballon. Energien fra den ellers fornøjelig første scene med bl.a. et flyvende cyborg-hoved og en samurai-robot opretholdes ikke.

Der diskes dog op med mange vanvittige påfund, i et nærmest desperat forsøg på at holde publikums opmærksom fanget. Men det blev hurtigt kedeligt, når de samme gimmicks og overspillede mimik gentagne gange ville tvinge billige grin frem. Så ville jeg hellere have set et afsnit af den originale 70’er-serie, som man ser klip fra under rulleteksterne. Den så ud til at besidde hvad denne opdatering manglede, nemlig ægte charme og ikke blot en omgang påtaget kitsch-makeup.

– Læs mere på PIX om My God, My God… og Karate-Robo Zaborgar.

CPH PIX: Landsbyhemmeligheder og polsk vanvid

/i /af

Lørdagen stod på to film, hvor aftenen startede i Grand med den spansk/franske drama-thriller Black Bread, som leverede en af de bedste og mest medrivende åbningsscener, jeg længe har set. Her bliver en far og hans søn brutalt myrdet af en mystisk, kappeklædt gerningsmand, der slutter sin ugerning af med at sende dem, deres hest og hestevogn ud over en klippeafsats. Vildt, vovet og vanvittigt flot.

Den 10-årige dreng Andreu finder imidlertid de omkomne, hvilket bliver starten på et komplekst og fordækt mysterium i en spansk landsby i årene efter borgerkrigens rasen. Filmens stemningen gav mindelser om den fantastiske Pans Labyrint, dog uden eventyrvæsner, men ligeledes med et uskyldigt barn i centrum for en voksenverdens uforståelighed, krigen som ond klangbund og poetiske snit i en grum virkelighed.

Herefter ventede der intet mindre end en Danmarkspremiere – dog med 39 års forsinkelse. PIX kører nemlig en kavalkade med den polske mesterinstruktør Andrzej Zulawskis værker. Denne aften var det den mystikindspundne Diabel fra 1972, der rullede sin flippede fortælling ud. Zulawski er selv til stede under festivalen og introducerede filmen med et par anekdoter, bl.a. om problemerne forbundet med filmen, der i flere år var bandlyst, da den blev set som en kritisk politisk kommentar.

Filmen udspiller sig i et invaderet Polen anno 1793, hvor den unge Jacub er fængslet anklaget for mordforsøg på kongen. Han befries dog af en mystisk mand, der nu overtaler ham til at slå forskellige folk ihjel, som de bevæger sig gennem det golde, krigshærgede landskab. Filmens mærkværdige og brutale scenerier bakkes op af et cool score, der med skiftevis psykedelisk rock og smukke klassiske toner indtagende matcher denne sære vanvidsrejse ind i fortvivlelsen.

– Begge film vises igen. Læs mere på PIX om Black Bread HER og Diabel HER.

CPH PIX: Lejemordere, fluefiskeri og romantik

/i /af

Filmfestivalen CPH PIX har nu kørt et par dage her i København, men tager først for alvor fat i næste uge – i hvert fald for mit vedkommende. Jeg har ind til videre kun fanget en enkelt film. Det får jeg bestemt rettet op på de næste par uger – allerede i aften venter de næste visninger. Så følg med her for anbefalinger og mini-anmeldelser.

Det var den bizarre, japanske The Day of the Ants in the Sky, som for mit vedkommende skød festivalen i gang. Den blev vist på åbningsdagen i den lille, hyggelige Husets Biograf. Selvom filmen ikke slog benene væk under mig, er det bl.a. sådanne filmoplevelser, jeg håber at støde på – nemlig obskure, originale og uforudsigelige film, man ellers ikke ville komme i nærheden af.

Filmen udspiller sig omkring en gruppe lejemordere, der på anvisninger fra det mystiske ”The Company” slår diverse ”mål” ihjel. Men lige ud af landevejen kører filmen langt fra. Historien – som bestemt heller ikke har travlt med at blive afviklet – tager nemlig nogle uforudsigelige drejninger undervejs og mikser thriller-plottet godt op, bl.a. med sød romantik, forældre-traumer og et usædvanligt trekantsdrama. Ja, og så smides der lidt motorsavslir, pigefængsel og fluefiskeri ind over. Skønt.

– Filmen vises igen d. 22. april i Gloria. Læs mere om filmen hos CPH PIX HER.