CPH PIX – Side 4 – Filmskribenten

Indlæg

CPH PIX 2015: Halvvejs igennem filmfestivalen – og giv mig endelig meget mere, tak

16. april 2015/i CPH PIX 2015 /af Bjarke Friis Kristensen

CPH PIX 2015: Vi er nu lidt mere end halvvejs i festivalen, og jeg vil egentlig bare gerne have meget mere. Det hænger selvfølgelig sammen med, at der ved midtvejsmærket venter nogle virkeligt spændende film forude. Men også fordi, at jeg allerede har set en række virkelig godt film.

Godt nok har jeg ikke så mange film på mit program som de tidligere år, men det ændrer ikke på, at det altså indtil videre har været skønt med daglige ture i de københavnske biografer, hvor Empire på Nørrebro med sine store sæder og gode udsyn fortsat er favoritten. Det var også her, jeg satte mig til rette for at se en af festivalens for mit vedkommende ventede film, nemlig japanske Takashi Miikes både smukke, brutale og skræmmende spøgelsesfilm OVER YOUR DEAD BODY.

Over Your Dead Body

Men vanlig sans for det rolige fortælletempo og en hele vejen tiltagende intensitet smeltede virkelighed og grufuld fantasi sammen for de medvirkende i en teateropsætning med samuraier og ulykkelig kærlighed. Ja, filmens fantasi og virkelighed fuckede også medrivende med mig, mens den uundgåeligt brutale finale sparkede sig i gang med smukt tænkte og betændte skræktableauer.

Jeg satte mig igen til rette i Empires bløde sæder til spejdere-på-afveje-i-en-skov-horrorfilmen CUB. Delvist vellykket, delvist blodig og delvist sorthumoristisk – og bestemt en tur i biografen værd. For hvem kan ikke fornøje sig med unge spejdere, der terroriseres og dræbes af mystiske skikkelser i en skov? Nej vel, det kan alle. Desværre forfalder filmen til et par lidt lette plotløsninger undervejs, men det er stadig cool at se en mand blive dræbt af kombinationen bikube og pil.

Cub

Der blev skruet ned for den blodige gru, men i den grad op for syren med franske Quentin Dupieux’ REALITY. En grotesk, vanvittig og absurd sjov film. Præcis som forventet, da jeg tidligere har haft fornøjelsen af instruktørens film på CPH PIX, nemlig Wrong og Wrong Cops. I REALITY leges der, som titlen indikerer, med virkeligheden i en fortælling, hvor diverse folks skæbner krydser hinanden på uventet vis – og på tværs af drøm og virkelighed. Skørt og skønt.

I år kunne man også se filmuddannelsen Super16’s midtvejsfilm på festivalen. Jeg nuppede selv tre af dem – og tre vidt forskellige film. Først syret science fiction med en forkærlighed for 80’erne og liv i rummet med JEANNE D’ARC, så melankolske, men også morsomme fortælling om en enkes liv efter sin mands død med ENKEBAL og hårdkogt bankrøverfilm med KING, der intenst satte pulsen op på mig med sin stramt fortalte film. Kapow.

Reality

Og så blev det tid for en af festivalens vel nok mest groteske film – på den der væmmelige, blodige og komplet vanvittige måde. Godt nok er Kevin Smith nok mest kendt for komedier som Clerks, Dogma og Mallrats, men med TUSK giver han los for horroren, men absolut ikke uden at have humoren med. Den er blot begsort. Men det er klart nok, når filmen handler om en mand, der vil lave sin egen hvalros ud af en anden mand. Ja, den er god nok. Og ja, filmen er virkelig også god. Og ulækker. Og sjov. Og alt, alt for meget. Ja, det er en klar anbefaling.

– Besøg CPH PIX på Facebook her og på deres site her.
– Læs mine 10 CPH PIX-filmanbefalinger her.
– Besøg også Filmskribenten på Facebook her.
– Mine skriverier fra CPH PIX 2010, 2011, 2012 , 2013 og 2014.

CPH PIX 2015: Så er filmfestivalen for alvor skudt i gang

15. april 2015/i CPH PIX 2015 /af Bjarke Friis Kristensen

CPH PIX 2015: Den vanlige følelse af forventnings glæde, nysgerrighed og spænding har som de forgående år sat sig i min krop. Ja, dette års CPH PIX er for alvor i gang. Det betyder selv sagt også, at jeg har set de første film, hvilket overvejende har været positive filmoplevelser. Dem kommer jeg til lige om lidt. For godt nok er hjertet i CPH PIX filmene, men der er mere til festivalen end filmene.

Her mener jeg ikke alle de andre oplevelser, CPH PIX også byder på – så som at se film on location, debatter og instruktørbesøg. Nej, jeg taler om den der festivalfølelse, der indtager byens biografer og hos mig afføder en næsten helt berusende følelse af generel nysgerrighed på film – samt dem, jeg skal se.

Jeg har derfor også en anderledes følelse i maven, end når jeg ellers går i biografen. Det hænger helt sikkert også sammen med, at man under sådan en festival kan se film på det store lærred, som ellers aldrig ville komme i nærheden af de danske biografer. Her er det ingen hemmelighed, at det for mit vedkommende blandt andet betyder udbuddet af skrækfilm og science fiction.

White God

Startskuddet til CPH PIX 2015 lød for mit vedkommende med den ungarske WHITE GOD. En flot, men desværre også uforløst film, hvor en stor flok hunde i Budapest bliver trætte at menneskenes pis og indtager byens gader. Groft sagt. For ja, det er den slags film, der taler i metaforer. Det handler nemlig slet ikke om, hvor synd det er for hunde i fangenskab, men om ulighed, magt og bare sådan generelt om verdens uretfærdighed.

Filmen byder på nogle vilde scener, hvor jeg gang på gang spekulerede på, hvordan pokker de har fået orkesteret alle de hunde. Jeg blev bare aldrig for alvor grebet af filmen, hvor en pige og hendes fraværende far udgør den menneskelige midte for dramaet. Filmen ender med at slæbe sig en smule mat frem mod finalen. Den er til gengæld også intens, men desværre tynget af den forudgående langtrukne spilletid. Vuf.

Creep

Og så løb jeg ellers ind i en række skrækfilm af meget forskellig art. Først i found footage-genren, der tilsyneladende bare ikke vil dø (no pun intended.). Men det håndholdte greb fungerede virkelig godt i den amerikanske CREEP. En solid lille omgang gru, hvor en fotograf har sagt ja til jobbet at filme en mands hverdag. Det foregår langt ude i en hytte i en stor skov, naturligvis.

Manden har nemlig kræft og vil derfor foreviges, så hans ufødte barn kan lære ham at kende, når nu han er død inden, han når at blive far. Dette er begyndelsen på et psykologisk spil mellem de to mænd, hvor udfaldet måske ikke just overrasker, mens filmen også er lidt for glad for billige jump scares. Men det er effektivt fortalt, og så bærer Mark Duplass som den kræftramte mand filmen hele vejen med lige dele charme, creepyness og uforudsigelighed.

It Follows

Der var i år arrangeret en Midnight Movie Marathon, hvilket indebar fire film i gyser og science fiction-land, hvor den første ramt lærredet 22:30. Det var selvfølgelig svært at modstå. Sådan var der heldigvis også mange andre, der havde det. Så i en godt fyldt sal i Empire blev natten skudt i gang med den skamroste og fremragende overnaturlige gyser IT FOLLOWS, der efter en kort pause blev fugt af science fictionkærlighed med den skramlede TURBO KID.

Jeg nuppede dog kun disse to film, inden jeg kapitulerede. Men det af natten, jeg fik med var forrygende. Både filmene, men også midnatsstemningen i salen. Også så er det jo altid hyggeligt at snakke med andre (gyserglade) festivalgæster og noget af det, der gør, at CPH PIX før den der festivalfølelse. IT FOLLOWS er da også allerede en succes på CPH PIX med udsolgte sale og en ekstravisning.

Turbo Kid

Det forstår jeg godt. For det er en intens film, der med et dundrende synthscore og en stemningsbåret tilgang til gyset, fik frygten malet frem på lærredet, hvor en mystisk og dødelig kraft forfølger vor stakkels hovedperson. Så selvom her er et par ujævnheder i fortællingen, ændrer det ikke på, at det er en af bedste og mest dragende skrækfilm, jeg har set i nyere tid.

Og så var der TURBO KID, der med fortumlet 80’er-charme og low fi-effekter hensatte den fyldte sat til en postapokalyptisk fremtid, der kunne være affødt af Mad Max-filmene. Her kommer en ung knægt på sin BMX-cykel og hans veninde og at toppes med en grum bande. Det afføder både grotesk blodige drab og sort humor, hvor en kærlighed til genren, til vold og BMX-cykler gennemsyrer filmen.

– Besøg CPH PIX på Facebook her og på deres site her.
– Læs mine 10 CPH PIX-filmanbefalinger her.
– Besøg også Filmskribenten på Facebook her.
– Mine skriverier fra CPH PIX 2010, 2011, 2012, 2013 og 2014.

CPH PIX 2015: 10 film, du skal se på filmfestivalen

10. april 2015/i CPH PIX 2015 /af Bjarke Friis Kristensen

CPH PIX 2015: Du kan ligeså godt forberede dig på at skulle tilbringe en god del af din tid i biografen de kommende ugers tid. I hvert fald, hvis du er i København. For fra den 9. til den 22. april indtager filmfestivalen CPH PIX de københavnske biografer.

Vanen tro kan du kaste dig over et væld af titler fra hele verden, hvor du uden tvivl kan finde noget, der tænder noget i dig. Her finder du nemlig alt fra voldsomme krigsfilm til stille dramaer videre til voldsom horror og absurde komedier samt alt derimellem og mere til.

Ja, der er altså meget at gå løs på. Men hvordan pokker skal du så vælge hvilke film, du vil se, når der er mere end 150 titler på programmet? Jo, du sætter dig ned og læser festivalens program igennem. Udover filmvisningerne er der desuden også både koncerter, events med mere, mens der vanen tro også dukker både instruktører og skuespillere op.

Men skulle du have svært ved at manøvrere i det store udbud, anbefaler jeg her 10 titler, du skal se. Eller i hvert fald meget grundigt overveje at se.

– Læs mere om CPH PIX og de mange film på deres site her og på Facebook her.

TOKYO TRIBE (instr. Sion Sono | Japan | 2014 | 116 min.)
Den japanske instruktør og vildbasse Sion Sono er en af mine personlige favoritter. Blandt andet fordi, han har lavet en af verdens absolut bedste film – den komplet vanvittige og mere end blodige Cold Fish fra 2010. Men se også lige Suicide Club, Love Exposure og Guilty of Romance.

Det giver sig selv, at du skal se hans nyeste film, Tokyo Tribe, der beskrives som en hiphop-musical, der involverer både kung fu, sværd og blod, der sprøjter. En tiltalende kombination, der lyder til at lade Sion Sono udfolde sig på vanlig anarkistisk måde. Nej, der er absolut ingen grund til ikke at glæde sig.

REALITY (instr.: Quentin Dupieux | Frankrig, Belgien | 2014 | 87 min.)
Der venter uden tvivl endnu en både grotesk, vanvittig og absurd sjov film, når den franske instruktør Quentin Dupieux igen indtager CPH PIX. Jeg har haft fornøjelsen af både Wrong og Wrong Cops på foregående festivaler og nu gælder det så Reality.

Og hvad mere end en ”falleret b-gyserinstruktør, en mand med tilbagevendende cross dressing-mareridt og en eksemramt tv-kok i rottekostume” har du brug for, for at indlæse billet til filmen? Nej vel. Kom så af sted.

ONE ON ONE (instr. Kim Ki-duk | Sydkorea | 2014 | 122 min.)
Personligt behøver jeg ikke vide andet, end at det er Kim Ki-duk, der står bag filmen førend, at jeg har besluttet mig for, at det er en film, jeg skal se. Den sydkoreanske auteur står nemlig bag fremragende film som The Isle (den vises desuden på festivalen med en on location-visning gennem Københavns kanaler), Forår, sommer, efterår, vinter … og forår, Tomme huse og Pieta.

Både smukke og grumme film, der elegant og indtagende tager hånd om tabuer og forbudte følelse. Du ved, småting som voldtægt, incest og utroskab. Og med One on One lader det til, at Kim Ki-duk er i sit grumme humør med mord og ondskab i brutal forening. Den glæder jeg mig selvfølgelig til. Du bør gøre det samme.

TURBO KID (instr. Anouk Whissell, François Simard, Yoann-Karl Whissell | Canada, New Zealand 2015 | 95 min.)
Det af de bedste indslag i ABC’s of Death fra 2011 er T Is for Turbo. Nu er folkene bag den nostalgitrippede og 80’er-indbydnede kortfilm klar med en spillefilm, der byder på samme indbydende kombination af 80’er-science fiction, blodsprøjtende action og synthesizere.

Eller ”Mad Max møder Hobo With a Shotgun”, som programmet skriver. Med andre ord, så lader det til, at Turbo Kid kommer til at stå for en af dette års mest underholdende, kulørte og VHS-elskende filmoplevelser. Jeg har i hvert fald uden tøven sikret mig en plads i biografen.

OVER YOUR DEAD BODY (instr. Takashi Miike | Japan | 2014 | 93 min.)
Okay, er der noget, som jeg virkelig kan blive godt gammeldags skræmt af, så er det spøgelser – og skal være døden nær på grund af angst, så er japanske spøgelser den rette vej for mig. Derfor lyder Takashi Miikes nyeste film til at være det helt rette afsæt for grusomme mareridt.

Den yderst produktive japaner er nemlig med Over Your Dead Body tilbage i horrorland med en spøgelseshistorie. Han har tidligere blandt andet givet dig mareridt med Visitor Q og Ichi the Killer, men den alsidige filmskaber har også gjort sig inden for blandt andet gangster-, action- og komedie-genren. Men uanset genre, så er Takashi Miike altid værd at gå i biografen for.

A HARD DAY (instr. Kim Seong-hun | Sydkorea | 2014 | 111 min.)
Hvis du kun skal se én sydkoreansk actionthriller på CPH PIX i år, så er A Hard Day et virkelig godt bud. Jeg ser i hvert fald frem til både hårdkogte politifolk, skududvekslinger og onde skurke.

Og helt ærligt, hvem kan stå for programmets beskrivelse?: ”Blandingen af sort humor, bidende kritik og nervepirrende spænding er sjældent set så elegant udført.” Det kan jeg ikke og ser bestemt frem til en tur til Sydkorea.

I ORIGINS (instr. Mike Cahill | USA | 2014 | 113 min.)
Hvis du har set Mike Cahills smukke science fiction-film Another World fra 2011, er du uden tvivl også klar til at indløse billet til hans nye film, I Origins. Det er en film, der sætter den evigt tilbagevendende diskussion om religion versus videnskab stævne. Og hvem vil ikke gerne lige sætte den diskussion stævne?

Præcis, det vil vi jo alle. Men er det ikke helt nok for dig, så kan jeg fortælle, at rollelisten byder på blandt andre Michael Pitt som biologen Ian Gray, mens Astrid Bergès-Frisbey spiller hans love interest og Brit Marling hans kollega.

IT FOLLOWS (instr. David Robert Mitchell | USA | 2014 | 97 min.)
Det kan godt tyde på, at dette er skrækfilmen, der kommer til at blive husket som årets skrækfilm på dette års CPH PIX. Den amerikanske gyser flyver i hvert fald til København på en bølge af lovprisninger og horror-hype.

Du må selv læse dig til, hvad den handler om. Men som det jo ofte er tilfældet, så er det nok også bedst bare at gå ind til filmen uden nogen anden viden, end at filmen hedder It Follows. Det har jeg i hvert fald tænkt mig at gøre.

STUNG (instr. Benni Diez | Tyskland/USA | 2014 | 85 min.)
Der er ikke noget, der slår en virkelig veloplagt creature feature med splat, humor og grumme monsre. Og det er præcis, hvad jeg er sikker på, Stung leverer. Det er i hvert fald, hvad både internettet fortæller mig. Og det vælger jeg så at stole blindt på.

Men egentlig behøver jeg slet ikke internettets positive omtaler, for jeg er alene solgt ved udsigten til, at filmen lader en flok kæmpehvepse sprede skræk og rædsel med disse flyvende monstre og de stakkels ofre. Bring in on!

TUSK (instr. Kevin Smith | USA | 2014 | 102 min.)
De fleste forbinder nok den amerikanske filmskaber og tegneseriefan Kevin Smith med komedier som Clerks, Dogma og Mallrats. Men, at han kan andet og mere end at lave velskrevne komedier, beviste han allerede med den intense thriller Red State. En brutal historie om en gruppe fundamentalistiske kristne, der ikke er bange for at bruge automatvåben.

Kevin Smith slipper ganske vist ikke helt komedien med Tusk, der er en både bizar, ubehagelig og kulsort horrorkomedie, hvor den absurde kombination af hvalros og mand står centralt for den forskruede film. Jeg glæder mig.

– Besøg også Filmskribenten på Facebook her.
– Mine skriverier fra CPH PIX 2010, 2011, 2012, 2013 og 2014.

CPH PIX 2014: To ugers forrygende filmfest sluttede med bravur

17. april 2014/i CPH PIX 2014 /af Bjarke Friis Kristensen

Så nåede CPH PIX 2014 sin ende, og hvilken ende. Det var nemlig for mit vedkommende min personlige favorit, sydkoreanske Kim Ki-duk, der fik lov at sætte punktum for to ugers filmfest i de københavnske biografer. Jeg nåede selv at få set 27 beskedne titler ud af det 150 film store program, mens jeg desværre ikke har nået nogle af de koncerter, debatter og andre events, festivalen også har budt på.

Det er i biografens mørke, jeg finder mit CPH PIX, et mørke, der i år langt overvejende har budt på gode og fremragende filmoplevelser. Mine festivalhøjdepunkter kommer længere nede i teksten. For jeg vil lige runde de syv titler, jeg sluttede festivalen af med – fra kinesisk hævndrama, monsterfilm og japansk vanvid til spansk syre, iskold science fiction og ordløst drama.

Den kinesiske A Touch of Sin leverede en voldsom hævnhistorie, hvor man på skift følger fire personer, der tager deres hævn – blandt andet over korrupte chefer og nådesløse arbejdsgivere. Intens, insisterende og ikke mindst brutal, mens samfundskritikken sitrer bag blodsudgydelserne. De fire skæbner sættes desuden fornemt i relation til hinanden og samfundet som hele.

Herefter gik turen til et sneklædt Østrig med isolationsgyset The Station, hvor en flok forskere på en klimastation i Alperne kommer i en alvorlig knibe, da de pludselig står ansigt til ansigt med glubske, muterede monstre. En flot og stemningsfuld creature feature med herligt old school effekter og et herligt cast. En skøn overraskelse. Der var også overraskelser i den japanske R100. Det regnede jeg nu også med, da det er nyeste film fra vildbassen Hitoshi Matsumoto.

Her får en japansk herre i den grad røven på komedie. For da han melder sig ind i mystisk bondageklub, kan han aldrig vide sig sikker for, hvornår de hårdtslående dominatrixer tropper op for at piske, spytte på og ydmyge ham. Absurd, sjov og uforudsigelig bizarro, der konstant overrasker og elegant leger med mediet og publikums forventninger. Det absurde herskede også i den spanske The Distance.

Her er nemlig tale om 80 minutters surrealistisk heist-film om tre telepatiske dværge, der skal bryde ind og stjæle et ukendt objekt i et øde kraftanlæg i Sibirien. Det ene bizarre og sorthumoristiske optrin afløser det andet, hvor man blandt andet også møder et skorsten, der taler japansk. Til tider tenderer løjerne at være påtaget kuriøse, men lykkedes langt overvejende godt med sit syrede univers. Skør og skøn.

Sydkoreanske Joon-ho Bong, der blandt andet står bag monsterfilmen The Host og den fremragende Mother, som jeg så på CPH PIX i 2010, er klar med sin første engelsksprogede film, science fiction-filmen Snowpiercer. Den fik en ekstravisning, så jeg fik heldigvis mulighed for at springe på filmens højteknologisk tog, der huser Jordens sidste mennesker i en ny brutal istid. De fattigste bagerst, de rigeste forrest. Du ved, en lidt stivbenet allegori over rig og fattig, samfund og klasseskel.

Men det er også både intenst og underholdende at følge de fattiges oprør og deres brutale vej sig op gennem togets vognsæt. Chris Evans og Jamie Bell leder energisk an med en vis John Hurt på sidelinjen og Tilda Swinton som overspillet skurk. Så selvom filmen vakler lidt i sin plotafvikling og metaforerne er tunge i røven, var det bestemt en god togtur. Hermed var jeg ankommet til min sidste dag på CPH PIX.

Den bød først på en syret tur i Disneyland med Escape From Tomorrow, hvor en familiefar går op i limningen på en tur i forlystelsesparken. Han begynder at se syner, mens virkelighed og mareridt flyder sammen. Filmen er skudt guerilla-style uden Disneys tilladelse, hvilket selvfølgelig er sjovt og lidt af et scoop at slippe afsted med. Så selvom filmen har sine fodfejl og dårligt skuespil, er det en herligt sær film.

Min sidste film på festivalen var sydkoreanske Kik Ki-duks Moebius – en forrygende afslutning på CPH PIX. For det ordløse drama om en mildest talt dysfunktionel familie rullede over lærredet med alt det bedste fra øverste hylde, du ved, incest, voldtægt og sex, kastrering, utroskab og skyld. Urovækkende, fascinerende og med veldoseret galgenhumor. Kim Ki-duk er sgu stadig en stand up guy.

Okay, så lad mig hurtigt lige nævne nogle af højdepunkterne. De tæller blandt andet Sion Sonos forrygende vanvittige Why Don’t You Play in Hell?, hårdtslående håndmadder med The Raid 2 og onde nazi-zombier med Dead Snow: Red vs. Dead, videre til Alejandro Jodorowskys fascinerende The Dance of Reality, japansk bizarro med R100 og et gysende gensyn med Eksorcisten og tilhørende besøg af William Friedkin samt selvfølgelig Kim Ki-duks Moebius.

Værd at nævne er også den absurde komedie Wrong Cops, den syrede animations-dystopi The Congress samt den mareridtsgivende Enemy og monsterfilmen The Station. Men inden jeg får listet alt, jeg har set, så lad mig blot slå fast, at CPH PIX altså for mit vedkommende langt overvejende har budt på gode filmoplevelser. Alsidig, udfordrende og underholdende. Ja, jeg glæder mig selvfølgelig allerede til næste år.

Til dem, der ikke orker at læse mere end én linje om hver film:
– A Touch of Sin. Brutal hævnfilm, man bør se – om ikke andet, så for voldens skyld.
– The Station. Herligt blodig monsterfilm med sjove idéer og cool old school-effekter, der skal ses.
– R100. Vanvittig, uforudsigelig og absurd sjov japansk bondagekomedie, alle skal se.
– The Distance. Hvis du er til russisk telepaterede dværge, er dette filmen for dig.
– Snowpiercer. Halvklodset sci fi-allegori, men også underholdende, intens og flot.
– Escape From Tomorrow. Dit bedste alternativ til en tur på syre i Legoland.
– Moebius. En film for hele familien, hvis din familie er fucked. Se den.

– Besøg også Filmskribenten på Facebook HER.
– Læs mine øvrige skriverier fra CPH PIX 2014 HER.
– Læs mine skriverier fra CPH PIX 2010, 2011, 2012 og 2013.
– Læs mere om festivalen og de mange film på deres site HER og på Facebook HER.

De 27 titler, jeg fik set på CPH PIX 2014:
Intruders, Why Don’t You Play in Hell?, All Cheerleaders Die, Wrong Cops, Eksorcisten, The Strange Colour of Your Body’s Tears, The Babadook, Locke, The Raid 2, The Zero Theorum, The Suspect, Dead Snow 2, The Dance of Reality, Proxy, The Double, The Congress, In Darkness We Fall, Enemy, Ping Pong Summer, Afflicted, A Touch of Sin, The Station, R100, The Distance, Snowpiercer, Escape From Tomorrow, Moebius.

CPH PIX 2014: Så går slutspurten ind på filmfesten

13. april 2014/i CPH PIX 2014 /af Bjarke Friis Kristensen

Der er nu kun fire dage tilbage af dette års CPH PIX, men det er bestemt stadig muligt at fange flere af festivalens film. Jeg ser blandt andet frem til Moebius, den nye film af sydkoreanske Kim Ki-duk, samt japanske Hitoshi Matsumotos bondagekomedie R100. Det tegner absolut til at blive en helt og aldeles fornuftig slutspurt frem til det filmfesten slutter på onsdag. Husk at tjekke ekstravisningerne her.

Men inden biografmørket atter kalder senere på dagen, vil jeg runde de sidste tre dage, hvor jeg har fået set syv titler. Syv titler, der vidner om festivalens lokkende spændvidde. Fra lifligt coming of age-drama, brutal thriller og håndholdt horror til syret animation og kafkask klaustrofobi.

Torsdagen startede med thrilleren Proxy, der i grunden har alt det, der skal til for at være en intens og overraskende omgang gru med menneskelig klangbund. I udgangspunktet en simpel, men stærk historie om en gravid kvinde, der overfaldes og mister sit ufødte barn. Historien udvikler sig dog på overraskende vis og viser sig at være en mere hemmelighedsfuld og kompleks sag end først antaget.

Her er både gode idéer, hemmeligheder og genreleg, men Proxy får aldrig forløst sin historie tilfredsstillende og forbliver uengagerende, mens den snubler over sig selv i sidste tredjedel. En film, der må have fungeret bedre på papiret end det store lærred. Richard Ayoades klaustrofobiske, kafkaske og grotesk morsomme The Double er baseret på Dostoevskys roman fra 1846 og fungerede bestemt godt på lærredet.

Jesse Eisenberg spiller her en underkuet gut, der får en selvsikker dobbeltgænger på nakken, mens Mia Wasikowska er en yndig love interest, der placeres mellem de to Eisenberger. Det er i høj grad også filmens fascinerende univers af dystopisk tristesse, mudderfarver og gult lys, der bærer filmen gennem sine indtagende kringelkroge af ensomhed og ulykkelig kærlighed. Syret, sort og sine steder helt rørende.

Ari Folman slap om fredagen farverig syre løs i The Congress, en herligt udknaldet omgang science fiction fortalt med live action og i boblende animation. En spruttende kulørt dystopi og fabuleren over blandt andet identitet, virkelighedsopfattelse og fri vilje, der tog afsæt i historien om en skuespillerinde, som lader sig fremtidssikre ved at blive kopieret digitalt. En herligt løsmasket filmoplevelse med blandt andet Robin Wright, Jon Hamm, Paul Giamatti og Harvey Keitel.

Ja, de der utallige found footage-horrorfilm har taget en smule overhånd. Men når det gøres rigtigt, kan den håndholdte tilgang til genren levere intensitet og nærvær, der giver fugtige håndflader. Den spanske In Darkness We Fall gør det rigtigt. En brutal og no bullshit omgang survival horror, hvor en gruppe unge farer vild i en mørk grotte, mens panikken snart breder sig. Klaustrofobisk, beskidt og solid grotte-gru. En af de der skønne CPH PIX-overraskelser.

Lørdag var det igen tid til dobbeltgængermystik med dagens første film ud af tre. Den fascinerende og urovækkende Enemy var et gulligt belyst mareridt med Jake Gyllenhaal på afveje i dobbeltrollen som henholdsvis historieprofessor og skuespiller. De tos veje krydses, hvilket sender Gyllenhaal et og to samt publikum på en surrealistisk tur af et mindfuck, hvor drøm, virkelighed og identitet testes. Fejende flotte mareridtsbilleder, der med sikker hånd etablerer filmens urovækkende stemning.

Det var noget mere muntre toner, der blev slået an med det både søde og sjove coming of age-drama Ping Pong Summer. En omgang overbevisende 80-nostalgi, hvor en teenageknægt på ferie med sin familie får sig en ny bedste ven, en summer-flirt og et par bøller på nakken. Liflig feel good, og så er Susan Sarandon med i en Mr. Miyagi-lignende rolle. Der var dog ikke meget feel good i lørdagens sidste film, den håndtholdte horror-flick Afflicted.

Ja, to dobbeltgængerfilm, og nu anden film i found footage-genren. Her følger man vennerne Derek og Cliff, der vil dokumentere deres verdensomrejse. Derek bliver dog syg, men det viser sig snart at være noget helt andet end blot en forkølelse. Desværre mangler karaktererne dybde, plottet snubler og den håndholdte gru stoler så meget på sine gimmicks, at historien og personerne glemmes. Ujævn og uengagerende. Gab.

Til dem, der ikke orker at læse mere end én linje om hver film:
– Proxy. En ujævnt fortalt thriller, der vil for meget, men kan for lidt. Drop den.
– The Double. Kafkask klaustrofobi, som du bør lade sig indfange af.
– The Congress. Spruttende kulørt dystopi og boblende animation. Den skal du se.
– In Darkness We Fall. Brutal og no bullshit survival horror for store og små.
– Enemy. Et fascinerende og urovækkende mindfuck, man bør se.
– Ping Pong Summer. Sødt coming of age-drama fuld af 80-nostalgi, man bør se.
– Afflicted. Håndholdt horror, der stoler for meget på sine gimmicks. Kedelig.

– Besøg også Filmskribenten på Facebook HER.
– Læs mine øvrige skriverier om CPH PIX 2014 HER.
– Læs mere om festivalen og de mange film på deres site HER og på Facebook HER.

CPH PIX 2014: 15 film, du skal nå at se, inden filmfesten slutter

11. april 2014/i CPH PIX 2014 /af Bjarke Friis Kristensen

Vi går nu den sidste håndfuld dage i møde med CPH PIX, der løber frem til og med onsdag den 16. april. Der er altså stadig god tid til at få set en masse film. Men skulle du endnu ikke være kommet ud af døren, eller blot være i tvivl om hvilke film, du bare må og skal nå at se, inden filmfestivalen slutter, anbefaler jeg 15 titler. Vær desuden opmærksom, at der sættes ekstravisninger op, følg med her.

A Touch of Sin (instr.: Jia Zhangke)
Den kinesiske hævnfilm, A Touch of Sin, af Jia Zhangke skulle være en både voldsom og brutal oplevelse. Her er nøgleordene for mit vedkommende kinesisk hævnfilm, Jia Zhangke, voldsom og brutal. Men bag volden finder man også en historie om desperation, magtens korrumpering og menneskers forskellige vildkår i verden. Læg hertil kung-fu og der burde være dømt sikker filmsucces.

Why Don’t You Play in Hell? (instr. Sion Sono)
Den japanske instruktør og vildbasse Sion Sono har lavet en af verdens absolut bedste film – den vanvittige og mere end blodige Cold Fish fra 2010. Så ja, selvfølgelig skal du se hans nye film. Et vanvittigt miskmask af action, drama og samuraifilm, filmnostalgi, kærlighed og splat samt 100 andre ting. Det burde ikke fungere, men det gør det. Anarkistisk, uforudsigeligt, rablende og pokkers underholdende.

The Distance (instr.: Sergio Caballero)
Okay, den her tillader jeg mig blot lige at citere programteksten for: ”Tre telepatiske dværge, en forladt fabrik og en snakkende skorsten er blot nogle af ingredienserne i spanske Sergio Caballero surrealistiske og anarkistisk morsomme take på den klassiske kup-film.” Med den beskrivelse er det vel sådan lidt en ’enten-eller-film’ – for mit vedkommende er det et ’ja tak’.

Blue Ruin (instr.: Jeremy Saulnier)
Når der står ’hævnthrilleren’ i en filmbeskrivelse, bør man tage notits. Blue Ruin bærer dette mærkat med sin barske fortælling om en mands jagt på hævn efter, at hans forældres morder løslades. Jeg har allerede fået den anbefalet af flere, der har set filmen på CPH PIX. Jeg tillader mig hermed at give den anbefaling videre.

Moebius (instr. Kim Ki-duk)
Voldtægt, incest og utroskab. Ja, Den sydkoreanske auteur Kim Ki-duk lukker atter op for godteposen med sin nye filmMoebius. Han er manden bag fremragende film som The Isle (2000), Forår, sommer, efterår, vinter … og forår (2003), Tomme huse (2003) og Pieta (2012). Både smukke og grumme film, der elegant og indtagende tager hånd om tabuer og forbudte følelse, hvilket også ser ud til at gælde Moebius.

Coherence (instr. James Ward Byrkit)
Når man lægger sit program for CPH PIX, så vil der på trods af grundighed altid poppe film op, man enten har overset, eller som man bliver anbefalet undervejs på festivalen. Science fiction-thrilleren Coherence er for mit vedkommende sådan en titel. Jeg har kun hørt godt om den, og det har du sikkert også. Men bare rolig, for du kan heldigvis stadig nå at fange.

The Congress (instr. Ari Folman)
Ari Folmans animerede dokumentar Waltz With Bashir blev i 2008 overøst med lovprisninger. Det er klart, det er spændende at se, hvad den israelske instruktør byder på med sin nye film, The Congres. Han lokker i hvert fald med visuelle narrestreger og en syret fortælling om at bevare en skuespillerinde digitalt for fremtiden. Filmen er fortalt med en blanding af animation og live-action, og har blandt andet Robin Wright, Jon Hamm, Paul Giamatti og Harvey Keitel på rollelisten.

The Raid 2 (instr. Gareth Evans)
I 2012 smadrede Gareth Evans alt på sin vej, da han med sin benbrækkende, brutale og fremragende actionfilm The Raid succesfyldt fyldte salene op under CPH PIX. Nu gentager han succesen med The Raid 2, hvor der i den grad deles øretæver og benbrud ud. Evans formår frygtindgydende elegant at sætte voldskaos og slåskampe i scene, så man nærmest selv får blodsmag i munden og blåmærker.

The Dance of Reality (instr. Alejandro Jodorowsky)
Du skal selvfølgelig også nå at fange Alejandro Jodorowskys El Topo (1970) og The Holy Mountain (1973). Men miraklet vil, at den 85-årige auteur efter knap 25 års siden sin sidste film, nu har lavet en ny film, The Dance of Reality. En både surreel, smuk og opfindsom omgang Jodorowsky-magi. Den skal du bestemt nå at se.

Dead Snow: Red vs. Dead (instr. Tommy Wirkola)
Hvis ikke du får set zombier på CPH PIX, mangler du noget. Heldigvis skuffer norske Tommy Wirkola ikke med sin opfølger til Død Sne. For igen river onde nazi-zombier veloplagt indvolde ud på uskyldige nordmænd. Dead Snow: Red vs. Dead er både større og vildere end sin forgænger – og det fungerer. Flere zombier, flere opfindsomme drab og mere sort humor. En særdeles vellykket nazi-zombie-sequel.

Tom at the Farm (instr.: Xavier Dolan)
Den blot 24 år-årige Xavier Dolan er klar med sin fjerdespillefilm, Tom at the Farm. Den allerede er blevet modtaget positivt i udlandet, og det samme er sket på CPH PIX. Jeg har også fået den begejstret anbefales fra flere sider. En ifølge programmet psykologisk thriller med Xavier Dolan selv i hovedrollen. Det er noget med en tur på landet, en tidligere elsker og en begravelse. Det lyder som en god kombination.

Escape From Tomorrow (instr.: Randy Moore)
Den er allerede blevet omtalt vidt og bredt, men nu er det også en noget usædvanlig måde, hvorpå Randy Moores såkaldte Disney-dystopi Escape From Tomorrow er blevet til på. For eftersom Disney ikke tillader at filme kommercielt i deres forlystelsesparker, er filmen blevet skudt i al hemmelighed med et filmhold udklædt som turister blandt parkens andre gæster. En film ”om en familiefars moralske og seksuelle deroute i den berømte park,” som programmet beskriver filmen.

R100 (instr. Hitoshi Matsumoto)
Den japanske instruktør og komiker Hitoshi Matsumoto har lavet tre fremragende film, Big Man Japan (2007), Symbol (2009) og Scabbard Samurai (2011). Jeg har set dem alle på CPH PIX, og det har alle været forrygende, vanvittige og sindssygt sjove filmoplevelse. Så selvfølgelig skal jeg se hans nye film R100 – det skal du også. Her slår han sig løs med lak, læder og bondage. Mere behøver jeg vel ikke sige.

Snowpiercer(instr.: Bong Joon-ho)
Den sydkoreanske science fiction-film Snowpiercer har allerede taget verden med storm, og nu kom turen så til CPH PIX. Oprindeligt var den kun programlagt til en enkelt visning, men den har heldigvis fået en ekstravisning. Du kan derfor stadig nå at fange den dystopiske fortælling om et højteknologisk tog, der må holdes kørende for at passagererne ikke fryser ihjel på grund af en ny istid. Chris Evans, Jamie Bell, John Hurt, Ed Harris og Tilda Swinton er blandt andet med ombord.

Wrong Cops (instr. Quentin Dupieux)
Der er en ny omgang grotesk vanvid klar fra den franske instruktør Quentin Dupieux. Med Wrong Cops udfoldes således et syret plot uden egentlig mål, andet end at man følger en håndfuld betjente, der opfører sig, ja, helt forkert. Lige fra at deale stoffer pakket ind i døde rotter til at true sig til at se tilfældige kvinders bryster. Bizar og absurd på den helt rigtige måde – i hvert fald i min verden.

– Besøg også Filmskribenten på Facebook HER.
– Læs mere om festivalen og de mange film på deres site HER og på Facebook HER.

CPH PIX 2014: Halvvejs gennem filmfestivalen vil mere have mere

10. april 2014/i CPH PIX 2014 /af Bjarke Friis Kristensen

Det er meget passende her halvvejs gennem CPH PIX (løber fra den 3.-16. april) at stoppe op og kigge på mellemtiderne, samt selvfølgelig at se på, hvad der venter forude. For mit vedkommende har jeg indtil videre set beskedne 13 ud af programmets 150 titler. Det har til gengæld været langt overvejende positive oplevelser. Ja, det er altså i den grad gode mellemtider, der er tale om.

Siden sidste CPH PIX-skriv, har jeg således fået set fem titler, to fremragende og fire virkeligt gode. Fire af titlerne er desuden at finde på min liste over 10 film, du skal se på CPH PIX. Det drejer sig om The Raid 2, The Zero Theorem, Dead Snow: Red vs. Dead og The Dance of Reality, samt The Suspect. Forude venter der blandt andet gys med Proxy, syret animation med The Congress og incest med Kim Ki-duks Moebius. Ja, mere vil have mere, særligt når der er tale om så gode sager.

Men hvad er det egentlig, der gør en tur i biografen under CPH PIX til en ’filmfestivalsfilmoplevelse’? Det er selvfølgelig mange ting. Men det er blandt andet, når en sal fyldes op til bristepunktet med forventningsfulde filmfans, og man kan mærke forventningens glæde sitre – ja, en form for kampgejst. Sådan var stemningen til visningerne af The Raid 2 og Dead Snow: Red vs. Dead aka Dead Snow 2.

Jeg forstår godt hvorfor. Begge titlers forgængere har nemlig tidligere fyldt salene op under CPH PIX, så nu var folk sulte på mere – mere vold, mere blod og flere zombier. Det var jeg også – og begge film leverede i den grad varen, hvilket både klapsalver, høje grin og spontane råb vidnede om ved begge visninger. Så ja, dem skal du selvfølgelig nå at fange på festivalen. Andet ville være dumt.

Der blev nemlig i den grad delt øretæver og benbrud ud i den indonesiske actionfilm The Raid 2. Instruktør Gareth Evans formår frygtindgydende elegant at sætte voldskaos og slåskampe i scene, så man nærmest selv får blodsmag i munden og blåmærker. Lige fra masseslagsmål i en mudderpøl til nævekampe i klaustrofobiske rum. Den norske instruktør Tommy Wirkola var også veloplagt tilbage med Dead Snow: Red vs. Dead. Den bød på flere zombier, flere opfindsomme drab og en smule mere sort humor end forgængeren. En særdeles vellykket nazi-zombie-sequel. Fuck yes!

Selvom Terry Gilliams The Zero Theorem ikke kommer på niveau med hans dystopiske mesterværker som 12 Monkeys og Brazil, er det en både sprudlende, syret og flagrende flot omgang science fiction. Her blev alt fra religion og menneskets eksistens, videre til overvågningssamfund og kærlighed med meget mere vendt og drejet i et neonoplyst og melankolsk fremtidsunivers med Christoph Waltz i hovedrollen som en fortvivlet hacker, der jagter meningen med livet.

Efter knap 25 år siden sin sidste spillefilm er Alejandro Jodorowsky tilbage med The Dance of Reality. Med film som El Topo (1970), The Holy Mountain (1973) og Santa Sangre (1989), der også vises på CPH PIX, var mine forventninger selv sagt høje. Men med sikker sans for det surreelle, smukke og visuelt opfindsomme, var her tale om et par forrygende timers Jodorowsky-magi. Efterfølgende deltog Alejandros søn, Brontis Jodorowsky, der har hovedrollen i filmen, i en veloplagt Q&A. Det er altid en fornøjelse, når CPH PIX byder på den slags gæster. En virkelig fantastisk oplevelse.

Den sydkoreanske action-thriller The Suspect leverede i fart over feltet med agenter, snigmordere og korrupte politikere, der enten jagter sandheden eller forsøger at hytte eget skind. Fortalt i et heftigt tempo af biljagter og nævekampe med et plot, der byder på flere overraskende drejninger. Desværre lidt for lang for sit eget bedste, men ikke desto mindre en medrivende film. Nej, det er ikke uden grund, at den i programmet sammenlignes med Bourne-filmene.

Til dem, der ikke orker at læse mere end én linje om hver film:
– The Raid 2. En brutal, intens og medrivende to’er, som du selvfølgelig skal se.
– Dead Snow: Red vs. Dead. Alt er større og vildere i denne fremragende to’er.
– The Zero Theorem. Følg du roligt med Terry Gilliam ind i fremtiden.
– The Dance of Reality. Selvfølgelig skal du se Alejandro Jodorowsky comeback.
– The Suspect. Hvis du kan klare adrenalinsuset, er det bare med at hoppe på.

– Læs om 10 film, du skal se på CPH PIX HER.
– Besøg også Filmskribenten på Facebook HER.
– Læs mere om festivalen og de mange film på deres site HER og på Facebook HER.

CPH PIX 2014: Dette års festival er kommet godt fra start

7. april 2014/i CPH PIX 2014 /af Bjarke Friis Kristensen

Godt begyndt er halvt fuldendt, siger de der folk, man har lyst til at give et los over skinnebenet. Jeg vælger derfor blot at slå fast, at dette års CPH PIX er godt begyndt. For efter fire dages festival, har jeg taget et beskedent indhug i programmet med otte titler – to forrygende, fire gode og to middelmådige. Jeg afslører hvilke film, der er tale om lidt længere nede i teksten. Ja, det er en cliffhanger.

For først skal det nævnes, hvor skønt det er igen at være tilbage på CPH PIX. Det føles lidt som at vende hjem, er der helt sikkert nogle, der vil sige. Det kunne jeg måske også finde på, hvis jeg en dag var ekstra sentimental. I dag er ikke sådan en dag, men det er utvivlsomt en god ting igen at kunne tilbringe timevis i hovedstandens biografer med film, man ellers ikke har mulighed for at se på et stort lærred.

Der er selvfølgelig også forpremierer, koncerter og andre events, men pointen er, at CPH PIX tilbyder unikke filmoplevelser, hvorfor det bare er om at hoppe ud i det – og det uanset om man går all in med plus 50 film, nupper 10 titler, eller vælger én enkelt. Jeg har indtil videre blandt andet været udsat for japansk vanvid, fransk syre og instruktørbesøg – og festivalen er kun lige gået i gang.

På min liste over 10 film, du skal se på CPH PIX, har jeg nu set tre. Først leverede japanske Sion Sono et tidligt højdepunkt med Why Don’t You Play in Hell? Et vanvittigt miskmask af action, drama og samuraifilm, filmnostalgi, kærlighed og splat samt 100 andre ting. Lidt som at se 10 film i én, hvor man blandt andet møder et energisk filmhold og hårdkogte yakuza-klaner. Det burde ikke fungere, men det gør det. Anarkistisk, uforudsigeligt, rablende og pokkers underholdende. Fuck yes.

Desværre skuffede Hélène Cattet og Bruno Forzani en smule med deres ellers både smukke, foruroligende og fascinerende The Strange Colour of Your Body’s Tear, hvor en mand i konstant mareridtstilstand forsøger at finde sin forsvundne kone. Men den kom altså aldrig på niveau med deres mesterlige Amer, der var en af de bedste film på CPH PIX i 2010. Men bestemt en æstetisk fornøjelse, om end en smule vaklende.

Til gengæld var seneste skud grotesk humor fra franske Quentin Dupieux præcis som jeg havde forventet med hans Wrong Cops. Et syret plot uden egentlig mål, andet end at man følger en håndfuld betjente, der opfører sig, ja, helt forkert. Lige fra at deale stoffer pakket ind i døde rotter til at true sig til at se tilfældige kvinders bryster. Bizar og absurd på den helt rigtige måde – i hvert fald i min verden.

Den amerikanske instruktør William Friedkin har gæstet festivalen, da en række af hans film bliver vist, blandt andet The Exorcist og The French Connection. Jeg nuppede førstnævnte, hvor Friedkin veloplagt introducerede klassikeren. Det er stadig en fantastisk film, og så var det ikke mindst super cool at møde instruktøren, der har stået for flere af mine barndomsmareridt. Der var også mareridtsfoder i den habile The Babadook, hvor en mor og hendes søn hjemsøges af et grumt væsen.

Smuk og stemningsfuld gru, der desværre snubler lidt i sidste del. Men med fremragende præstationer fra mor og søn samt flot forløste og uhyggelige scener får den en klar anbefaling. Derimod skuffede Lucky McKee med All Cheerleaders Die, der med sort humor og high scool horror bragte en flok cheerleaders tilbage fra de døde. Filmen finder aldrig balancegangen mellem humor og horror i den noget retningsløse historie med liderlige drenge, heksekunstner og hævngerrige high school-tøser. Den kommer ikke tæt på at være på niveau med hans fremragende The Woman.

Udover at se film, der ikke ellers sættes op i de danske biografer, kan man også se en række interessante forpremierer. Her nuppede jeg den allerede kritikerroste og minimalistiske Locke. Den udspiller sig udelukkende i en bil med Tom Hardy bag rettet som en hårdtpresset mand, der forsøger at rette op på sine fejltagelser. Den bliver bare aldrig helt så intens og medrivende, som den gerne vil være, mens dens præmis er ulden og portrættet af Locke ikke helt tilfredsstillende beskrevet.

Men en fin lille stiløvelse, og så er Tom Hardy bestemt seværdig. Den japanske isolations-thriller The Intruders skuffede endnu mere. Her tager en forfatter ud i en ødeliggende hytte for at færdiggøre sit manuskript, men snart ødelægges freden og den ellers rolige location forvandles til et iskoldt mareridt. Men historien er ujævnt fortalt og filmen mestrer ikke sin blanding af thriller og sort humor, mens plottet bliver unødvendigt krøllet. Men ja, CPH PIX er absolut skudt godt i gang.

Til dem, der ikke orker at læse mere end én linje om hver film:
– Why Don’t You Play in Hell?: Selvfølgelig skal du se denne vanvittige japaner.
– The Strange Colour of Your Body’s Tears: Se instruktørparrets Amer først.
– Wrong Cops: Det ville være forkert ikke at hoppe på disse bizarre betjente.
– The Exorcist: Du har allerede set den, men du skal selvfølgelig se den igen
– The Babadook: Isnende uhygge – og det er kun et plus, hvis du er mor.
– All Cheerleaders Die: Middelmådig high school horror med kluntet humor.
– Locke: På stressende køretur med Tom Hardy. En prøvetur værd.
– The Intruders: Et ujævnt, japansk alternativ til Misery.

– Læs om 10 film, du skal se på CPH PIX HER.
– Besøg også Filmskribenten på Facebook HER.
– Læs mere om CPH PIX og de mange film på deres site HER og på Facebook HER.

CPH PIX 2014: 10 film, du skal se på filmfestivalen

3. april 2014/i CPH PIX 2014 /af Bjarke Friis Kristensen

Fra den 3. til den 16. april indtager den københavnske filmfestival CPH PIX atter hovedstadens biografer med et væld af film fra hele verden og i alle afskygninger af filmlandskabet. Fra dramaer, krigsfilm og horror, til komedier, fanfilm og thrillers samt alt der imellem og meget mere.

Men hvordan pokker skal du så vælge de film, du vil se af det 150 titler store program? Jo, du kaster dig som alle andre film-buffs frygtløs over programmet, der udover filmvisninger også byder på events, koncerter og debatter, mens festivalen vanen tro også gæstes af både instruktører og skuespillere.

Men for at gøre udvælgelsesprocessen en smule lettere, bringer jeg her 10 titler, du skal se – og om ikke andet, meget grundigt overveje, om du kan tillade dig selv ikke at se dem. Svaret er givet på forhånd. Som de foregående år kan du her på sitet læse om min gang på festivalen.

– Læs mere om festivalen og de mange film på deres site her og på Facebook her.

Why Don’t You Play in Hell? (instr. Sion Sono)
Den japanske instruktør og vildbasse Sion Sono har lavet en af verdens absolut bedste film – den komplet vanvittige og mere end blodige Cold Fish fra 2010. Den skal du selvfølgelig skynde dig at se – nup også lige hans Suicide Club (2001), Strange Circus (2005), Love Exposure (2008) og Guilty of Romance (2011). Ja, selvfølgelig har jeg sat kryds ud for Sion Sones nye film i programmet.

Efter de mere afdæmpede og mindre blodige, men bestemt fremragende Himizu (2011) og The Land of Hope (2012), lader det dog til, at Sion Sono er tilbage i actionfyldt hopla med sin nye film, den gangster- og samurai-fyldte Why Don’t You Play in Hell? Nej, der er absolut ingen grund til ikke at glæde sig.

Moebius (instr. Kim Ki-duk)
Voldtægt, incest og utroskab. Ja, Den sydkoreanske auteur Kim Ki-duk lukker atter op for godteposen med sin nye filmMoebius. Den glæder jeg mig selvfølgelig til, som jeg altid glæder mig, når han er klar med en ny film. Du bør gøre det samme.

Kim Ki-duk er også manden bag fremragende film som The Isle (2000), Forår, sommer, efterår, vinter … og forår (2003), Tomme huse (2003) og Pieta (2012). Både smukke og grumme film, der elegant og indtagende tager hånd om tabuer og forbudte følelse, hvilket også ser ud til at gælde Moebius.

The Strange Colour of Your Body’s Tear (Hélène Cattet, Bruno Forzani)
En af de absolut bedste filmoplevelser på CPH PIX i 2010 var Hélène Cattet og Bruno Forzanis smukke, foruroligende og fascinerende Amer. Et formfuldendt og visuelt favntag med en giallo, hvor de for genren så velkendte elementer som læderhandsker, boblende seksualitet og et indtagende score fik sit eget liv.

Derfor er jeg selv sagt også spændt på The Strange Colour of Your Body’s Tear, der ligeledes skulle være en æstetisk fornøjelse bygget op omkring et psykologisk drama, der udspiller sig i et eksperimenterende horrorland.

Den skulle ikke alene være et lige så intenst og hæsblæsende bekendtskab som den første film, men også overgå den. Det er i hvert fald, hvad jungletrommerne lover. Ja, jeg glæder mig selvfølgelig til at få tildelt flyveskaller og mavepustere.

The Congress (instr. Ari Folman)
Ari Folmans animerede dokumentarfilm Waltz With Bashir blev i 2008 overøst med lovprisninger af både anmelderne og publikum – den nuppede blandt andet en Golden Globe for bedste udenlandske film. Det er klart, jeg glæder mig til den israelske instruktørs nye film.

The Congres lokker i hvert fald med visuelle narrestreger og en syret fortælling om at bevare en skuespillerinde digitalt for fremtiden. Filmen er fortalt med en blanding af animation og live-action, og har blandt andet Robin Wright, Jon Hamm, Paul Giamatti og Harvey Keitel på rollelisten.

The Dance of Reality (instr. Alejandro Jodorowsky)
El Topo (1970), The Holy Mountain (1973) og Santa Sangre (1989). Hvis du har set bare en af disse tre titler, har du som jeg uden tvivl også sat kryds ud for The Dance of Reality. Med god grund. For efter knap 25 år er den legendariske og legende filmskaber Alejandro Jodorowsky klar med sin nye spillefilm.

Man kan desuden se en række af Alejandro Jodorowskys øvrige film på festivalen, blandt andet ovenstående, hvilket jeg kun kan opfordre til, da hans billedskønne og visuelt opfindsomme film bør opleves på et stort lærred.

Wrong Cops (instr. Quentin Dupieux)
Der er en ny omgang grotesk vanvid klar fra den franske instruktør Quentin Dupieux, når Wrong Cops indtager dette års festival. Han er manden bag de bizarre Rubber (2010) og Wrong (2012) – sidstnævnte havde jeg fornøjelsen af at se på sidste års CPH PIX.

Ja, selvfølgelig glæder jeg mig til korrupte betjente, party drugs og Marilyn Manson som emo-teenager, alt andet ville jo være dumt.

Dead Snow: Red vs. Dead (instr. Tommy Wirkola)
Hvis ikke CPH PIX byder på zombier, er det som om, der mangler noget. Heldigvis skuffer festivalen heller ikke i år på den konto. Der bydes således op til afrevne lemmer og sjaskende indvolde, når de onde nazi-zombier hærger i norske Tommy Wirkolas Dead Snow: Red vs. Dead.

Det er opfølgeren til den underholdende Død Sne fra 2009, som jeg den gang havde fornøjelsen af at se på festivalen. Så selvfølgelig sidder jeg klar til nazi-zombier, sort humor og blodige kills. Du bør gøre det samme.

The Zero Theorem (instr. Terry Gilliam)
Jeg behøver vel i grunden ikke at have denne titel med på listen, for den har du selvfølgelig allerede købt billet til. Terry Gilliam ser nemlig ud til at være i syret hopla med sin science fiction-film The Zero Theorem, der udspiller sig i et krøllet og neonoplyst fremtidsunivers.

Man finder Christoph Waltz i hovedrollen som en hacker på jagt efter intet mindre end meningen med livet. Men du ved, med film som Fear and Loathing in Las Vegas, 12 Monkeys og Brazil på CV’et, behøver du vel ikke have min anbefaling for at vide, at du skal glæde dig.

R100 (instr. Hitoshi Matsumoto)
Den japanske instruktør og komiker Hitoshi Matsumoto har lavet tre fremragende film. Et absurd og sjovt spin på store-monstre-smadrer-byer med komedien Big Man Japan (2007), den syrede og surrealistiske fabel Symbol (2009) og den morsomme samuraifilm Scabbard Samurai (2011).

Jeg har set dem alle på CPH PIX, og det har alle været forrygende, vanvittige og sindssygt sjove filmoplevelse. Så selvfølgelig skal jeg se hans nye film R100, hvor han slår han sig løs med lak, læder og bondage.

– Besøg også Filmskribenten på Facebook HER.
– Mine skriverier fra CPH PIX 2010, 2011, 2012 og 2013.

CPH PIX 2013, DAG 14: Tak for endnu en veloverstået filmfestival

24. april 2013/i CPH PIX 2013 /af Bjarke Friis Kristensen

Så er dette års filmfestival CPH PIX veloverstået. Den har således de sidste fjorten dage stået på film fra hele verden og heldigvis med langt flere gode end dårlige oplevelser. Jeg har således blandt andet været i Sydkorea, Japan og videre til Kasakhstan, Fillippinerne og Spanien samt England og USA. Lækkert.

Det er altid en smule vemodigt, når festivallen er forbi og jeg ikke længere skal have mine daglige ture rundt i Københavns biografer. Men på den anden side er jeg også blevet godt mæt af filmoplevelser og klar til at bevæge ud i virkeligheden igen – i hvert fald for en stund. For heldigvis er der et liv for en filmfan efter CPH PIX, hvilket bunkerne af film hos mig vidner om.

Jeg nåede desværre ikke helt så mange film i år, som blandt andet sidste års 38 titler. Men 29 styk er trods alt også helt ok – og nu er det heller ikke et mål i sig selv blot at se så mange film som muligt, men at se dem, man har lyst til – og det med plads til både at bliver overrasket, udfordret og selvfølgelig underholdt. Så tak for endnu en fantastisk festival og de mange gode oplevelser.

Blev ven med Filmskribenten på Facebook HER.

Mine skriverier fra CPH PIX 2010, 2011, 2012 og 2013.

Her er de titler, jeg nåede at se i år listet efter antal stjerner:
1.    The Girl From Nowhere 1/6:
2.   Rock and Roll Fuck ‘n’ Lovely 2/6:
3.   Ape 3/6:
4.   Chained 3/6:
5.   Compliance 3/6:
6.   Dark Blood 3/6:
7.   Diablo 3/6:
8.   Kiss of the Damned 3/6:
9.   No 3/6:
10.   The Liability 3/6:
11.   The We and the I 3/6:
12.   Antiviral 4/6:
13.   Citadel 4/6:
14.   Harmony Lessons 4/6:
15.   John Dies at the End 4/6:
16.   Miss Lovely 4/6:
17.   Outrage Beyond 4/6:
18.   Painless 4/6:
19.   Post Tenebras Lux 4/6:
20.   Six Degrees of Separation from Lilia Cuntapay 4/6:
21.   Spring Breakers 4/6:
22.   The ABCs of Death 4/6:
23.   Thy Womb 4/6:
24.   To the Wonder 4/6:
25.   Wrong 4/6:
26.   Berberian Sound Studio 5/6:
27.   Pieta 5/6:
28.   Stoker 5/6:
29.   The Land of Hope 5/6: