Biografanmeldelse: Så er det igen tid til at vende tilbage til det store verdensrum, hvor ingen har kunnet høre dig skrige siden Ridley Scotts banebrydende Alien fra 1979. For med Alien: Covenant er det legendariske rumbæst blodigt tilbage på ny ballade. Atter med Ridley Scott i instruktørstolen.

Det slipper han overvejende godt fra. I hvert fald bedre end størstedelen af de medvirkende, der ikke overraskende må lade livet på blodskvulpnede vis. For besætningen ombord på koloniskibet Covenant får røven på komedie, da de lander på en fremmed planet for lige at tjekke, om den kunne være værd at bosætte sig på. Og nej, det kan den ikke. Fordi rummonster, du ved…

Det er den hurtige måde at sætte filmen op på. Mere behøver du egenlig heller ikke at vide, før du spænder rumhjelmen og tager en tur med Covenant. For ja, jeg vil anbefale dig at tage afsted, også selvom Ridley Scott snubler lidt rundt i sin historie, ikke får etableret det mest spændende karaktergalleri eller forløser sit rummonstermareridt lige medrivende hele vejen… men men men.

For på trods af historiemæssige snublerier samt desværre ikke videre veloptegnede og engagerende karakterer, så lander monstereskapaderne på sine blodige fødder gang på gang, selvom bæstet snubler af og til. Det er blandt andet selve universet, der holder filmen flot og medrivende oven vande med sine både smukke og gruopvækkende fremtidstableauer.

Lige fra koloniskibets klaustrofobiske indre til den mystiske planets fremmede fauna og svimlende landskaber af regnvådt mareridt. Et helstøbt univers af blodig horror og iskold grumhed, som jeg filmen igennem ikke havde lyst til at forlade – og da slet ikke, når lortet i den grad brænder på for vores kære besætning på afveje.

Her finder man blandt andre Michael Fassbender tilbage i sin droideskikkelse, der med køligt overblik går stoisk og hemmelighedfuld gennem monsterballaden. Katherine Waterston er den både stærke og følsomme heltinde, der ikke rigtigt får lov til at tage ejerskab over løjerne før det næsten er for sent til for alvor at engageres i hendes karakter. Sådan er det desværre med castet generelt, hvor ingen sådan for alvor tager den følelsesmæssige tete i historien.

Heldigvis er Ridley Scott en mere end solid instruktør, der med op til flere velkoreograferede og blodspruttende rædselsscener banker både monsteraction samt også en smule mere subtil horror ind under huden på mig. Det er dog den mere udbasunerede del af gruen, der bider sig mest fast i denne ombæring – sammen med det dragende univers af fremmede verdener og glubske væsner.

Filmen udspiller sig 10 år efter Prometheus – og denne gang udvikler Ridley Scott ligeledes på Alien-universet. Ikke nødvendigvis lige vellykket, men stadig med interessante idéer i spil, så som småting som menneskets oprindelse og plads i universet. Der hvor Alien: Covenant dog excellerer er i sin både nærgående grumme intimitet samt bombastiske action i mødet mellem monster og menneske. Lagt ude i rummet, hvor vi alle fortsat må skrige forgæves efter at blive hørt.

– Alien: Covenant får 4 ud af 6 stjerner:

– Alien: Covenant får biografpremiere over hele landet den 18. maj 2017.